**Dagbogsnotat**
Det begyndte med en sætning, der skar igennem luften som en kniv: *”Når du engang køber din egen lejlighed, kan du invitere hvem du vil! Indtil da, så smut og tag din søster med dig!”*
Mette havde altid betragtet sin toværelses lejlighed på syvende sal som en fæstning. Ikke den største eller mest luksuriøse, men hendes. Hver eneste kvadratmeter var tjent med utallige nætter i designstudiet, hvert møbel udvalgt med omhu. Håndklæderne i badeværelset hang perfekt efter størrelse, sminke og hudpleje stod i nøjagtige rækker, og i garderoben var kjolerne ordnet efter farver fra lyse til mørke.
Lars kom ind i hendes liv en novemberdag, mens de første snefnug dansede udenfor vinduerne. Høj, med mørkt, lidt forvirret hår og et smil, der fik knæene til at bløde. De mødtes på en café på Strøget han stødte uheldigt ind i hendes bord, og kaffen flød ud over hendes hvide bluse.
“Undskyld, jeg er en klods,” mumlede han og rakte hende servietter. “Lad mig i det mindste betale rengøringen.”
Blusen blev aldrig helt ren igen, men det var ligegyldigt. Lars var fotograf, tog billeder til bryllupper og firmafester og boede i en lejet enkeltværelseslejlighed i Valby. Han fortalte om sine projekter med sådan en gnist i øjnene, at Mette kunne lytte til ham i timer.
De første måneder fløj forbi som en drøm. Lars kom forbi næsten hver aften med blomster eller en æske chokolade. De lavede mad, så film, drømte om fremtiden. Mette følte sig lykkelig, som om hun endelig havde fundet den sidste brik i puslespillet.
I februar, midt i en snestorm, tilbød hun ham at flytte ind.
“Hvorfor skal du betale for det lille hul?” sagde hun og holdt ham om livet i køkkenet. “Der er plads til os begge her.”
Lars protesterede først, snakkede om uafhængighed og ikke at ville være en byrde, men gav til sidst efter. Han flyttede ind i marts med to kufferter og sit fotoudstyr.
Den første måned var som en honeymoon. Lars prøvede at holde styr på sine ting, hjalp til med rengøringen omend ikke så grundigt som Mette var vant til. Hun tilskrev det mandlig sjuskethed og satte sig ikke imod.
Men én ting generede hende: Lars tilbød aldrig at betale for fællesudgifter eller handle ind. Når hun nævnte det, grinede han det væk eller sagde, at han lige nu kæmpede for at finde nye kunder. Mette insisterede ikke hun kunne jo sagtens klare det selv.
Men midt i april ændrede alt sig.
Mette kom hjem efter en ekstra hård dag en kunde havde afvist hendes tredje designforslag og krævede noget “mere kreativt,” og chefen havde presset på for overarbejde uden løn. Hun drømte kun om et bad og et glas vin.
Da hun nåede syvende sal, standsede hun op. Indenfor hørte hun stemmer Lars og en ukendt kvinde. Han havde ikke sagt noget om gæster.
Hun åbnede døren og stivnede. I stuen sad en fremmed kvinde på hendes elskede beige sofa. Hun var midt i tyverne, med lange, lyse hår samlet i en knold og iført en blomstret pyjamas ikke ligefrem gæstetøj. Pigen var i gang med at lakte negle i lyserød lak, mens hun halvvejs fulgte med i en brasiliansk telenovela på TVet.
“Hej,” sagde fremmede kvinde afslappet, uden at kigge op. “Du må være Mette? Jeg er Tina, Lars søster.”
Mette stod stille, mens hjernen kæmpede for at forstå. Lars havde kun nævnt sin søster i forbifarten hun boede på Vestegnen, sagde han.
“Mette, du er hjemme!” Lars kom ud fra køkkenet med en kop te. Han så en smule skyldig ud, men smilede, som om intet var galt. “Mød min søster Tina. Jeg har fortalt dig om hende, ikke?”
“Kun meget kort,” svarede Mette tørt. “Hvad laver hun her?”
Lars satte teen ned på bordet og lagde en arm om hende.
“Ser du, hun har problemer med sin lejlighed. Udlejeren har pludselig bedt hende flytte sønnen kommer hjem fra militæret. Tina havde ingen steder at være, så jeg inviterede hende til at bo her. Bare et par dage, indtil hun finder noget.”
“Jeg forstår,” sagde Mette, mens en kulde bredte sig i hendes mave. *”Vores” lejlighed?* Det var *hendes* lejlighed, *hendes* tilflugtssted, og ingen havde ret til at invitere nogen ind uden at spørge.
“Kunne du ikke have talt med mig først?”
“Åh, Mette,” Lars trak på skuldrene. “Det var en nødsituation. Skulle hun bo på gaden?”
Tina så endelig op fra sine negle og målte Mette med et blik.
“Slap af, jeg skal ikke være i vejen. Jeg er stille som en mus.”
Der var en påtaget ligegyldighed i hendes stemme, der irriterede Mette endnu mere end selve tilstedeværelsen.
“Fint,” sagde Mette, mens hun kæmpede for at holde tonen rolig. “Hvor længe?”
“Et par dage max,” svarede Tina. “Jeg kigger allerede efter noget.”
Lars smilede lettet og kyssede Mette på kinden.
“Se? Det ordner sig. Kom, jeg laver mere te.”
I køkkenet ventede en opvaskebjerg og en gryde med rester af den suppe, Mette havde lavet til dem to.
“Lars,” sagde hun stille.
“Ja?”
“Er det min suppe?”
“Øh ja, undskyld. Tina var sulten, og der var ikke andet.”
Mette nikkede, men vreden boblede indeni. Hun tav, fordi hun var velopdragen. Hun tav, fordi en scene var upassende. Men med hvert minut blev det værre.
Om aftenen brød hun endelig tavsheden.
“Lars, det her er meget pludseligt.”
“Hvad mener du?”
“Din søster. Du kunne have spurgt mig.”
Lars tog hendes hånd.
“Mette, jeg ved, det er ubelejligt. Men hvad skulle jeg gøre? Hun ringede i panik i morges. Jeg kunne ikke bare lade hende stå.”
“Jeg siger ikke, du skulle have ladet hende stå. Jeg siger, du skulle have spurgt *mig*. Det er *min* lejlighed.”
“*Vores* lejlighed,” rettede han. “Vi bor her sammen.”
“Men *jeg* betaler for den.”
Lars rynkede panden.
“Skal det nu blive et problem?”
“Det er ikke et problem. Det er en grænse.”
Næste dag gik hun tidligt på arbejde for at undgå morgenscenen. Men om aftenen sad Tina igen på sofaen stadig i pyjamas, spiste et af Mettes æbler.
