Der var en tid, hvor ordene faldt som iskolde dråber mellem dem. “Hold mund og ikke et ord mere om ferien, min søster kommer med sin familie i morgen,” hvæsede manden.
“Lad mig nu være med det hav af dit!” Knud brød ud, mens han smed fjernbetjeningen på sofaen. “Lise kommer i morgen med sin familie, og vi skal ingen steder hen!”
Ordene hængte tungt i stuen som en kold vind. Mette stivnede midt i rummet, en rejsebrochure med billeder af turkisblåt vand dirrede i hendes hænder.
Hvad mener du lad mig være?
Hun lagde langsomt brochuren på kaffebordet. Knud lå ud over lænestolen, zappede gennem kanalerne, og skæret fra tvet gjorde hans ansigt fjernest, næsten ligegyldigt.
“Hvad sagde du?” Hendes stemme var lav, men der lå noget farligt i den.
“Jeg sagde, hvad jeg sagde.” Han så ikke væk fra skærmen. “Lise kommer med Mads og børnene. I en hel måned. Så glem alt om dit hav og lad mig være i fred.”
En måned. Ordet hang i luften, tungt og uudholdeligt. Mette mærkede noget indeni stramme sig til en knude.
“Knud, vi har planlagt denne ferie siden vinter. Jeg har allerede købt rejsen. Betalt for den.” Hun talte langsomt, som om hun forklarede det for et barn. “Jeg har ventet i et helt år…”
“Og jeg sagde glem det!” Han hamrede hånden i bordet. “Familie er vigtigere end dine luner!”
Luner? Mettes kinder blussede. De søvnløse nætter med lommeregneren, hvor hun sparede hver eneste krone? Det nye jakkesæt hun gik glip af, bare for at kunne rejse? Drømmene om havets luft, som hun forestillede sig hver morgen på vej til arbejde?
“Hvilke luner, Knud?” Hun tog et skridt frem mod ham, bevægelsen fyldt med en underlig beslutsomhed. “Jeg arbejder uden ophør. Hjemme, på arbejde. Hvornår hvilede jeg sidst?”
“Begynd nu ikke at jamre.” Han skruede op for lyden. “Lise er min søster. Hun kommer sjældent. Punktum.”
Sjældent? Mette fnøs. Lise dukkede op i deres hver sommer som en uundgåelig storm. Hun bragte sine tre børn, sin mand Mads en mand, der kunne ætte et helt køleskab og bede om mere. Og hver gang blev Mette til personalet.
“Knud, hør nu her.” Hun satte sig på kanten af sofaen overfor ham. “Jeg forstår, familie er vigtigt. Men jeg er også et menneske. Jeg har behov, ønsker…”
“Hvilke ønsker?” Han så hånligt på hende. “At ligge på stranden? Bade i havet? Hvad er du, en forkælet høne?”
En høne? Mette stirrede på sin mand den mand, hun havde levet med i femten år. Hvornår var han blevet sådan her? Hvornår var hans blik blevet så koldt?
“Ja, jeg vil til havet.” Hun rejste sig. “Jeg vil vågne til lyden af bølger. Gå barfodet i sandet. Jeg vil være bare Mette, ikke kokken, rengøringshånden og barnepigen for andres børn.”
Andres? Knud sprang op fra stolen. “Det er min søsters børn!”
“Som vil ødelægge huset på første dag!” Mette kunne ikke holde det tilbage længere. “De vil skrige, ødelægge ting, forlange alt! Og Lise vil ligge på sofaen og brokke sig over livet!”
“Hvor vover du!” Knuds ansigt mørknede. “Lise er en fantastisk mor!”
“En fantastisk mor opdrager ikke små uhyrer!” Ordene væltede ud af hende som sten fra en klippe. “Husker du, hvad de gjorde sidste år? Knuste bedstemors vase, farvede væggene med tuscher, og den mindste satte næsten ild til køkkenet!”
“Børn er børn…”
“Og hvad med mig? Er jeg ikke et menneske?” Mette mærkede noget glødende og
