**Dagbogsnotat 10. oktober**
I dag var det min mor, Grethe Mikkelsens, store jubilæum. Hun havde tilbragt hele formiddagen i køkkenet for at få alt til at lykkes. Det var ingen let opgave! At lave mad til så stor en flok krævede planlægning. Hun havde været på Torvehallerne for at købe økologiske grøntsager, hjemmelavet ost, frisk kød og fisk ikke den slags, man finder i de almindelige supermarkeder. Hun ville samle hele familien om bordet og forkæle dem med hjemmelavet mad. Og selvfølgelig skulle der bages en kage altid den samme honningkage, som hun altid bagte til min søster Signe og mig, da vi var børn.
Grethe tænkte ofte tilbage på dengang, hvor vi alle boede sammen her. Hendes mand, professor i fysik Erik Mikkelsen, vores søskendeflok Signe og Mikkel, og hende selv, musiklærer. Erik havde fået denne store fireværelses lejlighed i Hellerup som belønning for sine videnskabelige bidrag en lejlighed, som Grethe havde indrettet med omhu. Hun havde kæmpet for at få den perfekte krystal-lygte til stuen, et mahogni-skab og et dansk porcelænsservice, ikke at tale om de linneduger og sølvtbestik. Hun elskede at underholde, spille klaver for gæsterne og føle sig som en del af det fine selskab. Huset var hendes rige.
“Mor, vil min kone også kunne lave mad så godt som dig?” spurgte den lille Mikkel engang.
“Jeg håber det, min skat. Men det er ikke let at finde en sådan,” svarede hun med et smil.
“Så bliver jeg bare boende hos dig!”
“Nej, nej. Børn skal flyve ud af reden, min dreng. Man skal have sit eget liv, sin egen familie.”
Og så, pludselig, sluttede den lykkelige tid. Erik døde af et hjerteanfald en tidlig morgen ambulancen nåede ham ikke engang. Grethe sørgede, men tog sig sammen og fortsatte livet. Børnene fløj fra reden, som hun altid havde sagt de skulle. Signe flyttede med sin mand Jesper til en lille lejlighed i Brønshøj, hvor deres datter Freja blev født. Mikkel mødte Anna, flyttede ind på et kollegieværelse og begyndte sit eget liv.
Da Signe engang spurgte, om de måtte bo hos Grethe et stykke tid, svarede hun bestemt: “Nej, min pige. Når man bliver voksen, må man klare sig selv. Din far og jeg boede også i trange lejligheder i starten men vi arbejdede os op. Det skal I også.”
Og i dag, på hendes store dag, skulle alt være perfekt. Maden var tilberedt med kærlighed, bordet dækket med det fine porcelæn, og hun selv var klædt i sit bedste kjole med de diamanter, Erik havde givet hende.
Først ankom Mikkel og Anna med et stort buket roser og et kaffeservice fra Royal Copenhagen.
“Åh, hvor smukt! I ved altid, hvad der glæder mig,” sagde Grethe og omfavnede dem.
“Det er det mindste, mor,” svarede Mikkel.
“Anna, din kjole er så fin! Og din lille mave er der noget, I vil fortælle mig?”
“Det kan vente. Signe og Jesper er på vej deres gamle bil gik i stykker, så de tager toget.”
Da Signe endelig kom med Freja og Jesper, bragte de tulipaner og en lille æske med en guldhalskæde.
“Den er smuk, tak skat. Jeg kan ikke bære den med mine diamantøreringe, men den passer til min ring.”
“Vi kunne ikke lige få råd til diamanter,” mumlede Signe. “Bilens reparationer, lejen, Frejas aktiviteter Pengene forsvinder, før vi får dem.”
“Åh, Signe, lad nu ikke det ødelægge dagen. Problemer har alle de går over.”
Ved bordet, mens de spiste, sagde Mikkel pludselig: “Mor, vi har en overraskelse til dig.” Han rakte hende en brochure om et nybygget parcelhusområde.
“Hvor hyggeligt! Vil I købe det?”
“Nej, mor Det er til dig.”
“En gave?”
“Nej. Vi har boet i det kollegie i årevis. Nu venter vi barn, og vi kan ikke blive boende der. Vi håber, du vil hjælpe os med at købe en lejlighed ved at sælge din.”
Der blev stille.
“Min lejlighed? Den har din far og jeg bygget op. Hvorfor skulle jeg forlade den?”
“Mor, du bor alene i fire værelser! Vi knokler, men råder ikke til mere. Er det ikke på tide, du hjælper os?”
“Jeg giver jer gaver, inviterer jer men jeg skal ikke ofre mit hjem for jer. I er voksne. I må klare jer selv.”
Signe rejste sig. “Freja, vi spiser kage et andet sted. Tak for maden, mor.”
Mikkel fulgte efter. “Vi går også. Arbejde venter.”
Da de var gået, sad Grethe alene og spiste honningkagen. Hvornår var det blevet en synd at ville leve sit eget liv?
Flere måneder senere kom Mikkel forbi med blomster men en fremmed kvinde åbnede døren.
“Jeg har købt lejligheden,” sagde hun. “Grethe er taget på en lang rejse. Hun ville bruge pengene på sig selv.”
Mikkel stod målløs. Ingen lejlighed, ingen arv.
“Hun bad mig sige til jer: ‘Jeg levede aldrig for mig selv men nu gør jeg.'”
Han gik. Luften her var altid så ren. Synd, at hans søn ikke skulle vokse op her. Men tak, mor.
* En mor har også ret til at leve.*
