En lysglimt Et højt brag Mørke Mørke
Pludselig begyndte mørket at letne. En stemme lød:
“Frede, det er en redningsmand, der er sket en eksplosion.”
Gennem smerten mærkede han en hånd på sin hals. Han forsøgte at åbne øjnene. Med besvær lykkedes det. Foran ham så han en pendant i form af et rektangel med indgraverede stjernetegn En kvindes øjne i en hvid kittel
“Til operationsstuen!” lød en stemme tæt på.
Forældrene kom hjem fra arbejde. Moderen skyndte sig ud i køkkenet, efter et hurtigt blik på sønnen, der lavede lektier. Frede gik ind i værelset og lagde straks mærke til, at sønnen ikke var i godt humør.
“Mikkel, hvad er der galt?” faren klappede ham på hovedet.
“Ikke noget,” mumlede den tiårige dreng.
“Kom nu, fortæl mig det!”
“Snart er det kvindernes internationale kampdag. Læreren holdt os tilbage i dag og sagde, at vi skal give pigerne en gave.”
“Og hvad er problemet?” faren smilede.
“Der er lige mange drenge og piger. Hun fordelt, hvem der skal give til hvem,” drengen sukkede tungt. “Jeg fik den grimme, Freja Eriksen.”
“Alle piger ønsker sig en gave, også de grimme,” faren talte til ham som til en voksen. “Fordelte hun dem alfabetisk?”
“Nej, efter stjernetegn.”
“Hvordan det?” Frede kunne ikke lade være med at smile igen.
“Efter kompatibilitet. Freja er Jomfru, og Jomfru passer bedst med Tyr. Og jeg er Tyr.”
“Det er da godt, hvis I passer sammen! Måske bliver du forelsket i hende, når I bliver større.”
Faren kunne ikke holde masken og lo højt. Moderen kom løbende ind:
“Hvad foregår der her?”
“Lise, gå ud i køkkenet,” farens ansigt blev alvorligt. “Mikkel og jeg taler om noget vigtigt.”
Da moderen var gået, spurgte Mikkel med trist stemme:
“Far, hvad skal jeg gøre?”
“Forberede en gave!”
“Hvilken slags?”
“Jeg laver en gave til din udvalgte i morgen på arbejde.”
“Far, hvad kan du lave? Du arbejder på fabrikken.”
“Ja! Men jeg arbejder i galvanikafdelingen. Vi laver alle slags metalbelægninger.”
“Far, jeg forstår det ikke.”
“Du skal nok se det i morgen!”
***
Næste dag kom faren hjem med en pendant på en kæde, der lignede guld. På den ene side var der graveret to stjernetegn, Tyr og Jomfru, og på den anden side stod der med smukke, fine bogstaver:
“Til min klassekammerat Freja på kvindernes internationale kampdag! Mikkel.”
Åh, hvor så denne pendant smuk ud! Og da mor pakkede den ind i en cellofanpose, blev den endnu mere fantastisk.
***
Så kom dagen før kvindernes kampdag. Læreren havde ikke planer om at undervise. Først overrakte eleverne hende en gave. Hun takkede længe. Derefter bad hun drengene om at give pigerne deres gaver.
Hvad der nu skete! Alle drengene skyndte sig hen til deres “udvalgte.” Mikkel gik også hen til Freja Eriksen og sagde, som faren havde lært ham:
“Freja, tillykke med kvindernes kampdag! Måske vil skæbnen en dag forene Tyr og Jomfru.”
Efter at have sagt den indøvede sætning, gik Mikkel tilbage til sin plads uden at lægge mærke til, hvordan hjertet slog hos denne, efter hans mening, grimme pige.
Snart flyttede Freyas forældre til en anden bydel, og fra femte klasse gik Freja i en anden skole.
***
Mikkel åbnede øjnene. Det hvide loft i sygehusværelset. Han forsøgte at bevæge arme og ben. Kun den venstre arm reagerede.
“Hvor er jeg?” spurgte han ud i luften.
Der lyd
