Er det fordi, mine er mindre værd end dine?
Har hun skoldkopper?! Er I blevet sindssyge? Jeg er gravid!
Bare rolig! Hun har ikke haft feber i tre dage. Lægen sagde, hun ikke er smitsom længere.
Ida stod i døren til stuen. Hun tog et par skridt tilbage, væk fra dette improviserede sygehus. De var kun ankommet til svigermor for fem minutter siden, men hun havde allerede lyst til at flygte.
På sofaen sad Tove og smilede, som om intet var galt. Ved hendes fødder tumlede den fireårige Freja rundt i sin pyjamas med tegnefilmseinhjørninge. Svigerindens datter var plettet som en leopard, bare med grønne pletter.
Bare rolig?! Ved du overhovedet, at jeg aldrig har haft skoldkopper? Ved du, hvor farligt det er for baby? Hvorfor sagde ingen noget før? råbte Ida og skyndte sig mod udgangen.
Ida, nu er I allerede her, sagde Tove beroligende, som om det skulle forandre noget. Bliv nu bare.
Hvis jeg havde vidst det, var vi aldrig kommet! hvæsede Ida og trak støvlerne på.
Hun tog sin jakke på ude i entreen. Hun ville ikke blive et sekund længere. Hun havde ikke brug for sådanne overraskelser i ottende måned. Hendes mand fulgte efter i hast.
Hele vejen hjem bebrejdede hun sig selv. Hun vidste jo, hvordan hendes nye familie behandlede sundhed. Hun vidste det alligevel, og så tog hun afsted alligevel.
…Første gang havde svigerinden overrasket hende ved at tage sin syge datter med på besøg. Dengang forsøgte Ida at ignorere det hun var i det mindste ikke gravid. Men hun kunne ikke lide det.
Hun kunne endnu mindre lide det, da hun selv blev syg to dage senere. Hun arbejdede hjemmefra, så hun måtte have fået det fra dem. På grund af feberen missede hun deadlines, og chefen gav hende en reprimande. Netop da de havde travlt, og hendes sygdom kom utroligt ubelejligt. Hun måtte arbejde, selvom hun var syg.
Undskyld, trak Lene på skuldrene, da Ida konfronterede hende. Hvem vidste, du havde så dårlig immunforsvar?
Svigerinden talte, som om hun intet havde gjort forkert. Som om problemet lå hos Ida. Og det var dét, der gjorde hende mest rasende.
Lene var ligeglad ikke kun med hende, men med alle andre. Ofte tog hun Freja med i børnehaven, selvom hun var syg.
Det er jo børn. Hvis min begynder at hoste, så er de allerede alle sammen syge! Jeg har brug for at arbejde, jeg har ikke tid til sygedage, protesterede Lene, da pædagogen skældte hende ud.
Hun lærte ikke af det. Hvorfor skulle hun også? Det var hende ligegyldigt. Det var alle andre, der led.
Heldigvis fik Ida ikke skoldkopper, og Nikolaj blev født som en rask dreng. Men hun forstod: hun måtte beskytte sig selv og sin søn mod sådan en familie, ellers ville de ødelægge ham. Derfor “glemte” hun bevidst at fortælle dem udskrivningsdagen, og kun hendes egen mor måtte komme på besøg.
Ida, hvordan går det med Nikolaj? Alt godt? Hvornår kan vi møde vores barnebarn? spurgte Tove med bekymring i stemmen.
Åh, jeg ved det ikke. Lægen sagde, vi skal holde karantæne. Han har meget svagt immunforsvar, svarede Ida nervøst. Vi går ikke engang ud med ham, så gæster er helt udelukket.
Hun undskyldte sig med alle mulige påskud. Hun lod, som om hun var dum, opfandt historier, klagede over dårligt velvære. Alt for at holde den evigt syge Freja væk.
Men så dukkede Lene selv op. Ida åbnede døren af vanvare, og nu var der ingen vej tilbage. Den småsnottede, men smilende Freja løb ind til børneværelset.
Vi besluttede at komme forbi på en kop te, sagde svigerinden muntert. Freja ville så gerne se sin lillebror. Børn elsker at lege med de små.
Ida løftede et øjenbryn. Hun ville have smidt dem begge ud, men hun vidste, det var umuligt. Selvom hendes moderinstinkt skreg på andet.
Er Freja syg igen? spurgte Ida og krydsede arme.
Børn er altid syge, undveg Lene. Det er ikke noget alvorligt. Bare allergi. Og børn skal jo være syge for at bygge immunitet.
Nå, nå… sukkede Ida mistroisk.
Selvom hun smed dem ud efter en halv time med undskyldningen om, at de skulle “hente far”, hjalp det ikke Nikolaj. To dage senere fik han høj feber, og der kom kramper. Den nat var et mareridt. Ida bebrejdede sig selv hun kunne bare have lukket døren.
Så snappede hun.
Nok. Det var sidste gang. Ingen flere snottede Frejaer i vores hus, sagde hun til sin mand.
Ida, det er jo ikke Freyas skyld… prøvede han at berolige. Hun er bare et barn.
Det ved jeg. Men bare synet af hende giver mig nervøse trækninger. Hun er en gående infektion. Hver gang vi ser hende, sker der noget, så det er slut.
Han sagde ikke mere. Ida så, han ikke brød sig om det, men hun var ligeglad. Hun brød sig heller ikke om at være syg eller frygte for sin søn.
Men at lukke helt af for de påtrængende familier var umuligt. De kunne undgå svigermor til nytår, sige, de var på landet til kvindedagen, men at afvise dem til Nikolajs fødselsdag var sværere.
Jeg har inviteret mor og Lene, sagde manden forsigtig dagen før. De kommer klokken fem.
Ida stod og vaskede op. Hun standsede med svampen i hånden og stirrede på ham.
Jeg sagde, ingen invitationer!
Ida, slap nu af. De er trods alt familie. Jeg spurgte specifikt, om Freja var syg. Lene sagde, alt var fint. Og hvordan kan jeg sige nej? Din mor kommer jo i morgen! Er mine mindre værd end dine?
Ida bed sig i læben men sagde ikke mere. Ideelt set burde de diskutere sådanne ting, men hun gav efter. Måske havde noget ændret sig?
Men nej.
Denne gang hostede Freja ikke, men hun sad mut og tavs, adskilt fra de andre. Det var ikke normalt for hende.
Er Freja virkelig okay? hviskede Ida til Lene.
Hendes hals gjorde lidt ondt i morges. Men jeg gav hende en pille, hun har det bedre nu, svarede Lene roligt.
Ida trak vejret dybt for ikke at råbe eller smide dem ud. Men hun kunne ikke holde mund.
Lene, du har plaget os nok med din syge datter. Hver gang I kommer, ender vi hos lægen.
Åh, lad barnet være syg, svarede Lene ligegyldigt. Hun bliver syg i bør
