“Lise, vi tager ikke meget med. Pak bare din berømte kage og et par glas syltetøj til os,” sagde Glenn med et smil, mens han strakte sig dovent.
Lise stirrede på gæsten og kunne næsten ikke tro hans frækhed. Hvordan kunne han være så uforskammet?
Hun tænkte på alle de timer, hun havde brugt på at lave den perfekte kage, og på alt det arbejde, hun havde lagt i at gøre huset klar til deres ankomst.
Og nu sad Glenn, der ikke engang havde løftet en finger i hele ugen, i skyggen og krævede mad “med hjem”.
Hun kastede et blik på Anders, som ikke så ud til at bemærke sin brors opførsel.
“Glenn, er du ikke lidt for krævende?” spurgte Lise og prøvede at holde stemmen rolig.
“Åh, kom nu, Lise!” svarede han uden at vende sig. “Vi er jo familie, vi skal dele. Du har jo masser af alt her!”
Lise mærkede, hvordan en følelse af irritation og vrede byggede sig op indeni.
Dette lille hus ved søen, som de havde købt for tre år siden, var blevet deres lille paradis.
Om sommeren var der ingen dovne dage: tidlige morgener, ukrudtsrydning, bærplukning, pasning af høns og indmadning til vinteren. Enhver hjælp var som guld værd.
Derfor føltes Glenns krav som en fornærmelse. Han så ikke eller ville ikke se alt det hårde arbejde.
For ham var dette hus bare en gratis feriebolig, og Lise og Anders var personalet
… Alt startede for tre uger siden, da Glenn ringede og foreslog at “komme forbi og hjælpe lidt, samtidig med at nyde naturen.”
Ordene kom som et chok. Glenn og hans kone Mette var bymennesker gennem og gennem: fester, barer, biografture og shopping i weekenderne.
“Hjælpe?” gentog Lise skeptisk.
Men Glenn fortsatte entusiastisk:
“Ja, selvfølgelig! Vi er jo familie! Det gør det lettere for jer, og vi får frisk luft. Jeg har længe gerne ville plukke hindbær og tage et godt bad i saunaen”
Lise sad længe på terrassen efter opkaldet og trak tankefuldt i forklædet.
Hun kendte Glenns karakter han elskede at love ting, men holdt sjældent ord. Inderst inde var hun i tvivl, men Anders, da han hørte nyheden, blev begejstret:
“Måske plukker de da i det mindste nogle bær. Og måske hjælper Glenn endda med at fikse hegnet.”
De følgende dage brugte Lise på at gøre huset klar, som om kongen selv skulle komme på besøg.
Hun vaskede og stryget sengetøj, satte rene håndklæder frem. Hun kørte til byen for at købe ind: frisk fisk, kød til grillen, frugt og slik for at gøre det hyggeligt.
“Måske går det fint,” sagde hun til sig selv, mens hun hængte håndklæderne op. “Hvis de bare hjælper en lille smule, er det godt.”
Da Glenn og Mette endelig ankom, mødte Lise dem med et smil, selvom hun forsøgte at skjule sine tvivl.
Familien så afslappede ud, som om de lige var kommet hjem fra ferie.
“Her er vi!” sagde Glenn glad og bredte armene ud.
Lise tvang et smil frem og inviterede dem ind til bordet. På terrassen ventede salater, varme tærter og kold saft.
De første halve time snakkede de muntert, udvekslede nyheder, og så nævnte Anders forsigtigt planen for de næste dage.
“I morgen starter vi med at slå græs, og så plukker vi bær. Der er meget at lave, men sammen klarer vi det.”
“Ja, selvfølgelig,” nikkede Mette, men i hendes øjne så Lise en svag forvirring, som om ordet “græsslåning” var fra en anden verden.
Lise mærkede et stik i brystet noget sagde hende, at “hjælpen” måske ikke ville komme.
Den første dag føltes som en fest. Lise prøvede at ignorere, at græsset var højt, jordbærene var fulde af ukrudt, og at æblerne i skuret ventede på at blive syltet.
Glenn var i topform: fortalte vittigheder, spiste solsikkekerner og pralede af, hvor træt han var af byen og hvor skønt det var at komme ud på landet.
Mette poserede for solnedgangen ved søen i en ny sommerkjole og tog hundredevis af billeder.
Anders smilede han var glad for, at broderen endelig var kommet, og håbede, at arbejdet nu ville gå hurtigere.
Men allerede næste dag begyndte stemningen at ændre sig.
Lise vågnede ved daggry til hanegal, trak gummistøvlerne på og gik ud i haven. Duggen glitrede på græsset, luften duftede af friskhed og hø. Hønsene trippede og krævede mad.
Lise fyldte en spand med korn, og da hun så op mod gæsteværelsets vindue, var der stille og roligt gardinerne var trukket for.
Klokken otte havde Lise allerede fodret fjerkræet, plukket en spand grønne agurker og hentet vand til bedene.
Anders kom ud med en kop te og sagde:
“Glenn og Mette er kørt til byen. De sagde, de havde noget vigtigt at ordne.”
Lise nikkede bare, men inden i hende skar det. Hun havde håbet, at “hjælperne” ville deltage efter morgenmaden.
De kom først tilbage om aftenen, strålende og tilfredse. Glenn åbnede bagagerummet og tog poser med chips, sodavand og øl ud, som om han lige havde reddet verden.
“Lise, det her er jo ren spa!” råbte han og sank ned i en stol på terrassen. “Alt ordner sig jo bare af sig selv!”
Næste dag mærkede Lise, at irritationen voksede. Hun slåede græs alene, slæbte tunge spande, vaskede gulve og lavede mad.
Glenn lå i en hængekøje, scrollede dovent på sin telefon og klagede over hovedpine.
“Jeg tror, jeg har forkølelse. Jeg bliver liggende i dag.”
Mette lå udstrakt på et bademåtte ved vandet og tog selfies. Hendes sociale medier blev fyldt med hashtags som “#LandligAfslapning”, “#LivetErSmukt”, “#Naturferie”.
Dag for dag blev Lise mere træt og irriteret. Hun stod op klokken fem og gik i seng langt efter midnat, efter at have vasket op og ryddet op efter “gæsterne”.
De tilbød ikke engang at hjælpe de mente oprigtigt, at deres tilstedeværelse var nok.
“Vi er jo på besøg,” sagde Mette forvirret, da Lise bad hende om at hjælpe med opvasken. “Skal gæster virkelig arbejde?”
Fra det øjeblik var Lises smil påtvunget, og enhver anmodning fra gæsterne følt
