Birte hadede alle. Især sin mor.
Hun var sikker på, at når hun engang blev stor og slap væk herfra, ville hun finde hende.
Nej, hun havde ikke tænkt sig at kaste sig om halsen på hende og råbe:
“Hej, mor!”
Hun ville holde øje med hende først og så hævne sig. For alle de år i børnehjemmet, for alle de tårer, mens hendes mor levede sit liv i sorgløshed.
På en eller anden måde var hun sikker på, at det var sådan det var.
Birte havde altid været i børnehjemmet. Så længe hun kunne huske.
Flere gange var hun blevet flyttet, fordi hun altid sloges. Det var ligegyldigt for hende, om det var en dreng eller en pige.
Hun blev straffet, låst inde i isolat, måtte undvære slik, men hun hadede stadig pædagogerne, børnene og hele verden.
Da hun blev 14, holdt hun op med at slås. Ikke fordi hun pludselig elskede alle, men fordi alle allerede var bange for hende.
Birte kædede sig. Hun gik ud i en afkrog af børnehjemmets område og sad bare der. Drømte om at finde sin mor og hævne sig.
En dag hørte hun en underlig melodi. Birte lyttede. Den lød ikke som noget, hun kendte.
Hun elskede musik og blev altid stående, når hun hørte noget smukt. Men denne melodi… Den var både smuk, sørgmodig og næsten hjerteskærende. Hun kunne bare ikke gennemskue, hvad den kom fra.
Birte rejste sig, gik hen til akaciebusken og skilte bladene forsigtigt ad. Der stod deres nye pedel. Hun havde allerede drillet ham.
Hvad spillede han på? Hun kunne ikke se det, og mens hun strakte sig, tabte hun balancen og faldt lige ned i busken.
Manden stoppede med at spille og vendte sig mod busken. Birte rejste sig, rystede vredt gruset af sig og ville gå. Men manden spurgte pludselig:
“Vil du lære det?”
Pigen blev forbavset. Hele hende? Kunne hun virkelig lære at spille sådan?
Hun tog et skridt mod ham. Pedellen så ud til at være omkring 50-55 år. Det var uklart, hvorfor en mand i den alder arbejdede som pedel.
Birte kom til ham hver dag. Først lærte han hende at spille på fløjten. Det mærkelige var, at han selv havde skåret dem. Så mærkelige, men samtidig så elegante.
Da Birte endelig fik de første rigtige toner frem, kunne hun ikke lade være med at omfavne ham. Det var første gang, de virkelig talte sammen.
Han hed Knud Erik Sørensen og boede i et lille hus på børnehjemmets grund.
“Hvorfor? Har du ingen familie? Intet hjem?”
“Jeg havde det hele, Birte. Et hjem, en familie… For ti år siden døde min Kirsten. Jeg troede, jeg ikke ville overleve det, hvis det ikke var for min søn…”
Så giftede han sig igen, med en smuk kvinde, men hun var for grådig. “Men det vigtigste var, at hun kunne lide min lille Mads.”
Fem år senere kørte Mads galt i bilen. Lejligheden, som længe havde været skrevet på ham, var nu svigerdatterens.
En fin treværelses i København. Hun pakkede en kuffert og sendte ham ud i kulden.
“Men hvorfor kæmpede du ikke imod?”
“Hvorfor, Birte? Der er ingen tilbage. Alle jeg elskede er væk. Jeg skal bare overleve, indtil det også er min tur. Jeg vil gerne til dem. Her er der ikke mere for mig.”
Birte følte, at hun hadede Knud Eriks svigerdatter mere end sin egen mor.
Nogle gange overvejede hun at hævne sig på svigerdatteren først.
Da Knud Erik fandt ud af, hvad den lille ulveunge bar på i sit hjerte, blev han rystet. Hvordan kunne hun bære al den had?
De talte ofte. Knud Erik mærkede, at Birte tøede op. Hun holdt op med at klip
