**Dagbogsnotat**
*Sådan går det, mor*
“Mam, de ringer til dig igen,” lød Matiass stemme bag ved Signe.
“Hvem ringer?” Signe vendte hovedet mod sin søn.
“Det ved jeg ikke,” svarede han og trak på skuldrene.
“Hent min telefon, vil du?”
“Lige om lidt!” råbte Matias og løb væk, men kom straks tilbage og rakte hende mobilen.
“Tak. Gå nu og leg. Vi spiser snart,” sagde Signe. Sønnen forsvandt, og hun kastede et blik på skærmen.
Endnu en gang var det det samme nummer, fra hospitalet. Hvordan havde de fået hendes nummer? Signe lagde låg på panden og slukkede for blusset. Derefter lukkede hun telefonen af og lagde den på vindueskarmen bag gardinet.
Hun dækkede bordet mens hun tænkte på opkaldene. Så gik hun ind til sin mand. Asger sad ved computeren. Signe listede sig ind bag ham og omfavnede ham, støttede hagen mod hans hoved.
“Hvad laver du?”
“Bare scroller lidt. Skal vi snart spise?” spurgte Asger.
“Det er færdigt. Matias, til bords!” råbte Signe og rettede sig op. “Sørg for, at han vasker hænder,” sagde hun til sin mand og ville gå tilbage i køkkenet, da Asger greb hendes hånd.
“Vent lidt. Hvem ringede?”
“Det ved jeg ikke. Ukendt nummer, jeg tog den ikke. Ville du ikke spise?” Signe trak hånden til sig og gik ud i køkkenet.
Efter aftensmaden tændte hun telefonen igen. Det var for sent til, at nogen ville ringe.
Om natten kunne hun ikke sove. Hvorfor havde hun overhovedet taget den første opringning?
“De ringer fra hospitalet. Deres mor ligger hos os på afdelingen Kunne De komme forbi? Der er nogle ting, vi skal snakke om”
“Undskyld, men jeg har ingen mor,” svarede Signe og lagde på.
De ringede igen og igen fra samme nummer, men hun tog den ikke mere. *Jeg bliver nødt til at tage derhen, ellers giver de sig ikke. Det sidste, jeg har brug for, er at de dukker op herhjemme. Hun kunne lige så godt være død* For længst havde Signe begravet sin mor i sine tanker.
Næste dag arbejdede hun til frokost og tog derefter til hospitalet. Da hun trådte ind på afdelingslederens kontor og sagde, hun var blevet bedt om at komme, så manden i den hvide kittel straks op fra sine papirer.
“Endelig. Hvad hedder De?”
“Signe.”
“Og faders navn?”
“Bare Signe,” svarede hun kort.
“Hvorfor har De ikke besøgt Deres mor en eneste gang? Vi skal udskrive hende, og De svarer ikke på opkald. Det er ikke pænt.”
“Jeg har allerede sagt, jeg ikke har nogen mor,” gentog Signe irriteret.
“Hvem er så Anna Birgitte Nielsen for Dem?”
Lægen studerede hende. Det kostede Signe en stor indsats ikke at sige, at hun ikke kendte hende. Men han ville ikke give slip.
“Hvordan fik De mit telefonnummer?” undrede hun sig.
“I hendes telefon. De stod gemt som ‘Datter Signe’.”
“Hvordan fik hun mit nummer?”
“Det må De spørge hende om. Når hun får talen tilbage, selvfølgelig.” Lægen slog ud med hænderne.
“Taler hun ikke?”
“Hun kan hverken tale, bevæge sig eller gå. Der var et slagtilfælde. Vidste De ikke det? Hvordan kan det være, Signe”
“Sådan går det.” Ordene slap ud mod hendes vilje. Som man siger, hvad der ligger på sindet
“Hvad sagde De? Hørte jeg rigtigt?” Lægen kneb øjnene sammen.
Signe så ham lige i øjnene.
“Ja. De hørte rigtigt. Hun efterlod mig, afleverede mig på børnehjemmet Nej, ikke engang det. Hun kørte mig til en eller anden slægtning og forsvandt. Så kom jeg på børnehjem. I tyve år har jeg ikke hørt fra hende. For mig var hun død. Hvad siger De til det, doktor?”
Hans blik blødnedes.
“Det er mellem Dem og hende. Men vi kan ikke beholde hende her. Hvis De nægter at tage hende med hjem Forstår jeg det rigtigt?”
“Helt rigtigt.”
“Så bliver vi nødt til at sende hende til et plejehjem for handicappede. De er den eneste pårørende, så derfor ringede vi for at”
“Jeg vil underskrive hvad som helst,” skyndte Signe sig at sige. Hun havde ikke troet, det ville være så let.
“Vent nu. Der er en ting. Da hun ikke kan klare sig selv, ikke engang spise, kræver hun konstant pleje. Det offentlige plejehjem vil måske ikke tage hende. Der er private plejecentre, men de er dyre.”
“Vi er et hospital, vores opgave er at helbrede, ikke at arrangere pleje. Det må familien sørge for. Overvej det Er De villig til at betale for hendes ophold?”
“Jeg har sagt, jeg ikke tager hende med,” gentog Signe. “Hvad hvis jeg ikke fandtes? Hvem ville så ordne det?”
“Det ville være kommunens opgave. Nå, men vi sender papirerne videre, men vi skal have Deres underskrift på betalingen”
“Kan jeg gå nu?” Signe stod allerede ved døren.
Lægen kom omkring bordet, gav hende et visitkort.
“Her er adressen. Deres mor ligger på stue fire.”
Signe gik ned ad gangen og kæmpede med sig selv. En del af hende ville bare gå, men en anden del ville se sin mor lide for det, hun havde gjort.
Hun åbnede døren til stue fire. Tre senge, tre kvinder omtrent på samme alder. To stirrede tavst på hende, den tredje lå med lukkede øjne. Signe tog et skridt mod sengen, men så vendte hun sig om og gik.
Hun havde set sin mor kort for et halvt år siden, men kunne straks se, hvor meget hun var ændret. Medlidenhed vældede op, men Signe skubbede den væk.
Hele vejen hjem tænkte hun på, hvad hun skulle gøre. *Hun er min mor, ikke en fremmed. Det er umenneskeligt at efterlade hende. Men hun efterlod mig. Over tyve år uden et ord. Hvad har jeg skyldt hende?*
Hun blev enig med kommunen om et privat plejehjem, ikke det dyreste. Signe lovede at betale tilskud udover morens pension. Til Asger sagde hun, hun arbejdede overtid for en kollega, så han ikke skulle opdage pengemanglen.
Nu kunne hun slappe af. Moren var under opsyn og kom nok ikke ud igen.
På vej hjem fra arbejde gik Signe forbi kirken. Hun plejede at gå ind, stille sig foran et kors og bede om tilgivelse for sig selv og sin mor.
Pludselig mærkede hun en hånd på sin skulder. Hun vendte sig hurtigt om. Asger!
“Hvad laver du her?” spurgte han forundret.
“Og du
