“Nej, jeg er da ikke nogen bedstemor! Jeg er kun lige fyldt halvtreds. Er jeg virkelig så gammel?” mumlede hun og satte en tallerken suppe og en kurv med brød på bordet.
“Bedste, sæt noget ordentligt frem. Jeg er så sulten, jeg kunne æde en hest,” råbte Mikael, mens han hængte sin støvede kasket på knagen.
Tanja sukkede irriteret:
“Nej, jeg er da ikke nogen bedstemor! Jeg er kun lige fyldt halvtreds. Er jeg virkelig så gammel?”
Mikael vaskede hænder og gav hende et lille klap på bagdelen, da han gik forbi.
“Men hvad er du så? Du har en barnebarn på to år, så du er en bedstemor. Og jeg er bedstefar og stolt af det!” grinede han og begyndte at slurpe sin suppe.
“Kald mig det hjemme, men ikke ude. I går i Føtex råbte du: ‘Bedste, der står gummistøvler til dig her!’ ved du, hvor pinligt det var? Alle grinede bag min ryg.”
Mikael fnøs:
“Det var ikke dig, de grinede af. Det var Mikkelsen, som tabte sin femkroner og var ved at græde sig selv i søvn. Han larmede sådan, jeg troede, han ville falde på knæ og lede efter den på gulvet.”
Tanja smilede spidst:
“Så det var derfor, du gav ham en ny?”
Mikael trak på skuldrene, mens han spiste.
“Jeg syntes bare, han var så ynkelig.”
Tanja rullede med øjnene:
“Det er derfor, du aldrig har penge. Du er for god.”
Da Mikael var færdig, og Tanja begyndte at rydde af bordet, sagde hun tøvende:
“Mikael, der er noget, du skal vide. Anton kommer, og han er ikke alene.”
Mikaels humør forsvandt med det samme.
“Hvad skal han her? Husker du, hvad han sagde dengang? ‘Gå væk, I er ikke min familie!’ Han efterlod Nadja lige ved Borgerservice og kørte. Og hvorfor? Fordi hun havde mødt hans ven før brylluppet. Stakkels pige græd og forklarede, at han bare var kommet for at låne en film. Men nej, han ville ikke høre på noget. Og nu bringer han nogen med? Han har sikkert fundet sig en bytøs, som han må varte op. Ring eller skriv til ham, gør hvad du vil, men han skal ikke vise sig for mig!”
Tanja så ned.
“Undskyld, men de kommer allerede i aften…”
Mikael smækkede med døren og råbte til sidst:
“Så må du hygge dig med dem alene!”
Tanja sukkede og så efter ham. To stædige mennesker det var, hvad det var. Og det var alt sammen Nadjas skyld. Da Anton havde sagt, han ville giftes med hende, havde Tanja haft en dårlig fornemmelse. Hun syntes ikke om hende. Hun virkede ydmyg og høflig, men der var noget uoprigtigt. Og da Anton kørte efter skænderiet, græd Nadja ikke længe. Hun giftede sig næsten med det samme med den samme ven. Så der måtte have været noget om snakken.
Tanja satte en kage i ovnen. Mikael ville komme tilbage hvor skulle han ellers hen? Og hun havde savnet sin søn i otte lange år. Deres datter kom næsten hver uge, heldigvis boede hun ikke langt væk. Men Anton, den ældste hele hendes hjerte længtes efter ham. Hun gad bare vide, hvor længe han ville blive. Og vigtigst af alt at han og faren ikke skændtes igen.
Anton ankom, da Tanja næsten havde opgivet at vente. Mikael havde drillet hende hele aftenen.
“Pas på, du ikke gnider ruderne itu med næsen,” grinede han.
“Anton! Min dreng!” Tanja kastede sig i hans arme med tårer i øjnene.
“Du ligner din far så meget,” sagde hun, før hun lagde mærke til den lille pige med en rygsæk.
“Åh, hvem har vi her? Hvad hedder du?” Tanja knælede ned for hende.
Pigen rakte hånden frem.
“Jeg hedder Emma. Hvem er du?”
Tanja rettede sig op og så på sin søn hvem var denne pige for hende?
Anton satte sine tasker og satte sig.
“Mor, det her er Emma. Min kone Olivias datter.”
Tanja smilede og kastede sig ned for pigen.
“Du kan kalde mig bedste Tanja. Du er mit barnebarn!”
Emma så på Anton.
“Onkel Anton, er det rigtigt? Er denne dame min bedstemor?”
Han nikkede træt.
“Ja.”
Emma omfavnede høfligt Tanja.
“Hej, bedstemor.”
Lige da kom Mikael ud fra stuen.
“Hvad mener han med ‘onkel Anton’? Og hvilket barnebarn?”
Sønnen rejste sig og rakte hånden frem.
“Hej, far. Undskyld den sidste samtale, vi havde. Jeg var ung og dum.”
Mikael smilede.
“Har du lært noget siden da?”
Anton sukkede.
“Mere end nok.”
Faren omfavnede ham fast.
“Velkommen hjem, min søn,” sagde han, og begge havde tårer i øjnene.
Tanja sukkede af lettelse de havde fundet sammen igen.
Sent om aftenen, da Emma sov, forklarede Anton alt.
“Da jeg kørte, var jeg vred. I vidste ikke hele sandheden, og jeg ville ikke svigte Nadja. Den nat gik jeg hen til hende for at sige godnat så dum! Og der stod hun og kyssede Viktor i buskene. Jeg ville tæve ham, men Nadja stoppede mig. Hun skreg, at hun elskede ham. Så jeg spyttede på dem og gik min vej.”
“Men det er fortid. Jeg tog til byen og drak mig fuld med min ven Patrick, indtil pengene slap op. Så måtte jeg finde arbejde. Jeg blev vagt i en butik, hvor Olivia arbejdede i kassen. Hun var lille og spinkel. En dag skældte en kunde hende ud for at give forkert bytte. Hun græd på lageret, hvor jeg sad og drak te. Jeg spurgte: ‘Skal jeg banke ham?'”
“Hun grinede: ‘Hvis du gør det ved alle, bliver der ingen omsætning. Folk tager deres dårlige humør ud på os.'”
“Jeg sagde: ‘Så må du vænne dig til det. Hvorfor græder du?'”
“Hun svarede: ‘Det er ikke det. Vores udlejer smider mig og min datter ud. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen.'”
“Jeg spurgte: ‘Hvor gammel er din datter?'”
“Hun viste mig et billede og sagde stolt: ‘Tre. Mens jeg arbejder, passer fru Jensen hende. Hun ville gerne tage os ind, men hendes søn sælger huset. Og lige nu får jeg først løn om en uge.'”
“Jeg forelskede mig ikke i hende med det samme. Jeg syntes bare, hun var så forladt. Det var tydeligt, at nogen hadefuld mand havde forladt hende med en barn. Så jeg tilbød hende at bo hos mig i mit kollegieværelse. Hun sagde først nej, men havde hun et valg? Så fly
