MOR, JEG KOMMER!
Da Nika trådte ud fra det perinatalcenter i København, sank hun udmattet ned på en bænk og fiskede sin telefon op af tasken. Efter et par ringetoner tog Dennis den.
»Denny, hvorfor hentede du mig ikke?« spurgte Nika med en stemme, der var tung af skuffelse.
»Jeg er på vej, skat! Trafikken!« brød det ud af Dennis, mens irriterede bilister og langtrukne horn larmede i baggrunden.
»Jeg er allerede gået,« sagde Nika. »Jeg kunne ikke blive der længere.«
Der lød et suk i den anden ende. Han forstod.
»Jeg venter,« sagde Nika kort og lagde på.
Hun tog en dyb indånding og så sig om. En let efterårsbrise fik gyldne blade til at danse fra træerne, og solen varmede blidt, som om den gerne ville give sidste varmeindskud inden vinteren. Sidste »æbleblomst« var i fuld gang. Mødre havde taget børnene med ud for at nyde vejret, mens de snakkede om fremtiden og pralede af deres børns bedrifter. Legepladsen ved centret var propfuld som om verden lige netop nu skulle minde hende om, hvad hun ikke kunne få.
En klump væltede op i halsen. Hun ville aldrig føre sit barn ud på den legeplads. For der ville ikke være noget barn. Dette var den fjerde spontane abort i træk. Denne gang var hun blevet undersøgt på et perinatalcenter, ikke bare en almindelig gynækolog. Dennis, hendes mand, havde ikke sparet på pengene. Men lægerne trak bare på skuldrene. Nika og Dennis var sunde som fisk, endda kompatible. Alt var i orden. Diagnosen »gentagne spontanaborter af ukendt årsag« stod stadig i hendes journal, og lægen havde medfølende, men alvorligt, anbefalet hende at »tro og bede«.
Nikas tanker blev afbrudt, da hun mærkede, at nogen satte sig ved siden af hende. Hun vendte sig og så en ældre romakvinde i en lang, broget nederdel, tørklæde og tunge guldøreringe med store sten. En klassisk repræsentant for det nomadiske folk.
»Er du trist, lille ven?« spurgte romakvinden uden omsvøb.
Nika nikkede.
»Jeg ser, at dit barn ikke blev født igen,« fortsatte kvinden.
»Hvordan ved du det?« spurgte Nika forbløffet, mens hun tænkte, at romakvinden sikkert kendte nogen på centret, der fortalte hende om patienterne. Nu kom der sikkert noget med »forbandelser« og »guld i hånden«…
»Og dine drømme… Der er et svar i dem. Hver gang du mister barnet, drømmer du den samme drøm. Kig efter svaret der. Der er en forbandelse over dig, pige. Dit barn vil vise dig vejen. Når du bryder den, får du en anden drøm, og så ved du, at det er overstået.«
»Øhh…« kom det fra Nika, der ikke kunne få et ord frem. Hun havde ikke fortalt nogen om drømmene, ikke engang Dennis.
Før Nika nåede at samle sig, rejste romakvinden sig brat og gik, uden at bede om en eneste krone for sin »spådom«.
***
En uge før.
Den samme station igen, med perronen delt i to den ene side lys og hyggelig, den anden mørk og truende.
Nika står og venter på toget. Omkring hende står andre kvinder, som også venter på noget. Hun står på grænsen mellem lys og mørke, ligesom nogle få andre.
Et togsignal lyder i det fjerne. Toget kommer hurtigt en vindstød rammer hende, da lokomotivet og vognene suser forbi.
Hun holder vejret. Dørene åbner sig, og børn begynder at løbe ud drenge og piger i alle farver, iført brogede kjoler og T-shirts. De ser ikke ud til at være mere end tre år. De løber ind i armene på kvinderne og forsvinder med dem.
På den mørke side står børn i alle aldre. De trækker sig modstræbende ind i toget, med triste ansigter og tårer i øjnene.
Nika stirrer ind gennem vinduerne. Der er børn tilbage. De stod først på den lyse side, men da de indså, at de ikke ville komme ud, gik de ind i den »mørke« vogn.
Pludselig ser hun hende en lille lyshåret pige med grønne øjne. Ansigtet virker så utroligt bekendt, at hjertet banker. Pigen vinker og smiler trist til hende. Den ene hånd holder hun skjult på ryggen.
En bølge af kærlighed og ømhed skyller ind over Nika, så kraftigt at hun løber mod toget men bliver stoppet af en kontrollør i en hvid jakkesæt. Kvinden, der har et usædvanligt smukt ansigt, løfter en hånd:
»Du må ikke. Barnet skal selv komme ud.«
Men pigen kommer ikke. Hun vil, men kan ikke. Der er noget, der holder hende tilbage. De andre kvinder, hvis børn heller ikke kom ud, skriger og hyler bag hende.
Pigen åbner munden, og Nika kan tydeligt se ordene på hendes læber:
»Mor, jeg kommer men senere!«
»Hvornår, skat? Hvornår?!« råber Nika.
»Når du befrier fuglen!« svarer pigen. Hun tager hånden frem fra ryggen og rækker den mod ruden. På hendes håndflade sidder en lille blåmejse, gennemboret af en nål. Blod drypper ned på hendes hånd. Pigen sukker, kigger på fuglen og trækker sig væk fra vinduet, ind i den mørke del…
Kontrolløren smiler og stiger om bord. Toget sætter sig i bevægelse og efterlader de fortvivlede kvinder, der ikke mødte deres børn.
***
»Nik, hvad sker der? Vågn op!« Dennis stemme trænger igennem.
Nika blinker og opdager, at hun sidder i en stol. Hun har stirret på et maleri overfor hende et vinterlandskab med en rønnebærgren, fuld af røde klynger mod sneen. På grenen sidder to blåmejser, klar til at flyve… Maleriet var en forsoningsgave fra Dennis ekskæreste, Marina, til deres bryllup. Hun havde undskyldt for alle de ting, hun havde gjort mod Nika af ren hævntørst og så var hun pludselig stoppet.
Nika kigger nærmere. På den ene fugl glimter noget i siden.
»Nik, er alt okay?« Dennis rører ved hendes skulder.
Nika skubber hans hånd blidt væk, rejser sig og går hen til maleriet. Dennis følger forsigtigt efter.
Hun tager det ned og vender det. På bagsiden, lige hvor der står »Til forsoning Marina«, er der en nålespids, der stikker igennem lærredet. Nålen er sat sådan, at den ikke kan ses indefra men den har gennemboret den ene fugl.
Gåsehud.
»Hvad er det?« sp
