“Vent lige,” sagde han. “Jeg stod af et øjeblik på din station, og da jeg kom tilbage til toget, var mine ting væk. Jeg kiggede ud ad vinduet og så en mand gå min taske. Jeg løb efter ham, men han var forsvundet…”
“Hvorfor kunne du ikke bare stige på toget igen og ordne det bagefter?” spurgte Freja.
“Jeg ledte efter ham, og så kørte toget…”
Freja var træt efter en lang dag i den lille blomsterbutik midt i København. Forretningen var altid fuld af kunder, men lige før jul var det helt vildt…
Det var frostvejr, og sneen faldt hver dag. Freja gik ned ad fortovet, indhyllet i sin vinterjakke. Hun havde ikke engang haft tid til at sætte sig ned hele dagen. Nu drømte hun bare om at komme hjem og lægge sig til at sove.
Hun var så fordybet i sine tanker, at hun ikke lagde mærke til den fremmede mand, der nærmede sig. Freja stoppede og kiggede på ham.
Foran hende stod en mand i fyrrene, klædt på en underlig måde. Freja tog et skridt til siden for at gå forbi ham.
“Undskyld, kan du hjælpe mig?” sagde manden pludselig.
Freja stoppede overrasket.
“Jeg…” Manden rystede på hovedet og lukkede øjnene et øjeblik. “Jeg skulle til min datter med toget, og så skete der det her…”
Han tav og så bedrøvet på Freja. Hun prøvede igen at gå forbi ham.
“Vent,” sagde han. “Jeg stod af et øjeblik, og da jeg kom tilbage, var mine ting væk. Jeg så en mand gå med min taske, men da jeg løb efter ham, var han væk…”
“Men hvorfor steg du ikke bare på toget igen?” spurgte Freja irriteret.
“Jeg ledte efter ham, og så kørte toget…”
“Så skulle du gå til politiet eller DSB,” sagde Freja, der begyndte at blive utålmodig.
“Det har jeg prøvet. De sagde, jeg skulle vente. Næste tog går først om flere timer. Jeg gad ikke sidde på stationen. Jeg havde alt i den taske tøj, papirer, penge… Jeg har brug for at vaske mig og varme mig op. Jeg betaler dig tilbage,” sagde han og så bønfaldende på hende.
“Skal jeg også låne dig mine nøgler?” fnøs Freja.
“Alle stikker af fra mig. Hvorfor tror ingen på mig?” Han så op i himlen med så triste øjne, at Freja fik ondt af ham.
Hun betragtede ham nærmere. Han så rodet ud… måske havde han virkelig mistet sine ting. Men han talte og opførte sig normalt.
“Okay. Kom med hjem til mig, før du bliver forkølet. Jeg finder noget tøj til dig.”
“Tak. Du er virkelig sød. Alle andre ignorerede mig,” sagde han og fulgte efter hende.
Da de kom ind i lejligheden, satte Freja sig på en stol i entreen. Hun var så træt.
“Gå ind og vask dig,” sagde hun og pegede på badeværelsesdøren. “Jeg finder noget tøj til dig. Hvad hedder du forresten?”
“Kristian,” svarede han, fandt lysknappen og lukkede døren bag sig.
Snart lød der vand fra badeværelset. Freja sukkede. Nu kunne hun godt glemme alt om at slappe af.
Hendes bror boede i Aarhus, men der var stadig noget af hans tøj tilbage.
“Han bliver ikke fattig af det,” tænkte hun.
Hun samlede det nødvendige sammen og bankede på badeværelsesdøren. Da vandet stoppede, råbte hun, at tøjet lå på bordet i entreen.
Freja hældte suppe i en tallerken og satte den i mikroovnen. Hun satte sig og tænkte. Hvis hendes mor kom hjem nu, ville hun helt sikkert misforstå situationen. Hvad skulle man ellers tro, når Freja varmede mad, mens en fremmed mand badede?
“Åh gud, lad mor blive hængende i supermarkedet eller hos en veninde,” bad hun indvendigt.
Men gud havde åbenbart travlt med vigtigere ting. Døren gik op.
“Freja, er du hjemme?” råbte mor. “Nå, jeg troede, det var dig, der badede. Hvem er det så?” Hun kneb øjnene sammen og stirrede på Freja.
“Mor, rolig. Han missede sit tog. Han vasker sig og går snart,” forklarede Freja blidt.
“Har du lånt ham Mikkels tøj? Hvad skete der?”
“Jeg sagde jo, han missede toget. Hans ting forsvandt.”
“Åh gud. Og så tog du ham med hjem? Du kender ham jo ikke! Tænkte du over det? Godt, jeg kom hjem i tide. Skal vi ikke ringe til nogen?”
“Mor, hold op. Han har været overalt. Toget kører først om lang tid. Han vasker sig og går,” gentog Freja.
Der var blevet stille på badeværelset. Døren åbnede og lukkede igen.
“Han har taget tøjet på,” gættede Freja.
Mor satte sig og ventede.
Snart kom Kristian ind i køkkenet. Han hilste forlegent og skyldbevidst. Freja forstod, at han havde hørt deres samtale.
“Nå, fortæl. Hvordan kan en stor, stærk fyr som dig komme i sådan en situation?” spurgte mor og stirrede ham ind i øjnene.
“Undskyld, at jeg pådutter mig. Jeg skulle til min datters bryllup i Aarhus. Nu har jeg hverken telefon, papirer eller penge,” sagde han og slog ud med hænderne.
“Hvordan endte du så her? Vi bor da ikke ved stationen,” drillede mor.
“Mor! Lad manden spise. Hvorfor skal du udspørge ham?” Freja rullede med øjnene. “Sæt dig, Kristian. Jeg har varmet suppe til dig.”
“Freja, da du var lille, samlede du hjemløse katte og hvalpe op. Nu er det mænd,” mumlede mor, men rykkede sig, så han kunne sidde ned.
“Spis, Kristian. Men pas på. Hvis min mor kan lide dig, slipper du ikke herfra,” sagde Freja sarkastisk.
“Fordi du arbejder døgnet rundt. Intet privatliv. Du er snart tredive det er på tide at blive gift. Hvordan skal jeg ikke bekymre mig, når du ikke engang prøver?”
“Mor, hold op. Kristian tror måske, vi virkelig vil gifte ham med dig,” grinede Freja.
“Bare rolig,” beroligede hun Kristian.
“Åh, i må undskylde,” sagde mor og forsvandt ud i stuen.
“Din mor er streng,” sagde Kristian og skubbede tallerknen fra sig.
“Hun opdragede mig og min bror alene. Hun er bare bange for, at jeg ender som hende alene med et barn.”
“Forståeligt. Hvor arbejder du?”
“I en blomsterbutik. Åh nej, hvordan skal du købe billet uden pas og penge?”
“De lovede at hjælpe. Må jeg låne din telefon? J
