“Hør her! Jeg er rig nu, og det er på tide at vi skilles,” sagde manden arrogant. Han kunne slet ikke forestille sig konsekvenserne.
“Du aner ikke, hvor meget din middelmådighed og kedelighed irriterer mig nu,” sagde Mads, hans øjne blændede. “Jeg har ikke brug for en grå mus; jeg fortjener mere!”
“Tror du virkelig, at penge gør dig bedre?” svarede Mette, hendes stemme fyldt med smerte, mens hun kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Aftenlyset skinnede hyggeligt ind i køkkenet, hvor Mette stod og lavede aftensmad. Duften af frisk hjemmelavet frikadeller og rugbrød fyldte luften.
Mads stormede ind ad døren, viftede med et kuvert og smilede fra øre til øre.
“Mette! Mette! Du vil ikke tro det!” råbte han, uden engang at tage skoene af. “Jeg har fået et brev om en arv fra en fjern slægtning! Nu er jeg rig!”
Mette vendte sig om og tørrede hænderne i sit forklæde.
“Det er da godt, Mads,” svarede hun roligt. “Men hvem er denne slægtning? Vi kendte jo ingen…”
“Hvem bekymrer det!” grinede Mads og gik hen til hende, kyssede hende på kinden. “Nu kan vi få alt, hvad vi har drømt om!”
Mette løftede øjenbrynene i overraskelse, men nåede ikke at sige noget, før Mads begyndte at tale om fremtidens planer, viftede med hænderne og drømte om luksuskøb.
Men dagen efter, efter en søvnløs nat som kommende millionær, var Mads blevet en helt anden person.
Han så på Mette med foragt, begyndte at kommandere og krævede opmærksomhed udelukkende til sig selv. Alt, hvad han talte om, var, hvor rig han nu var, og hvor succesrig. Det var, som om brevet han havde modtaget, ikke handlede om en arv, men om at han havde vundet Nobelprisen.
“Du ved godt, Mette,” sagde han ved morgenbordet uden at se på hende, “nu hvor jeg er rig, synes jeg, vi skal genoverveje vores forhold.”
Mette rystede og stirrede på ham i vantro.
“Hvad mener du?” spurgte hun og kæmpede for at holde tårerne tilbage.
“Altså, jeg er nu på et helt andet niveau,” sagde han og bed en bid af sin smørrebrød.
“Andre mennesker? Hvad snakker du om, Mads?”
“Om at jeg nu er rig,” gentog han, som om det forklarede alt. “Og du… du er for almindelig.”
Mette var i chok. Hun ringede til sine bedste veninderLærke og Frejaog aftalte at mødes på en café for at fortælle dem, hvad der var sket.
“Piger, I vil ikke tro det!” begyndte hun, så snart de sad ved bordet. “Mads har fået en arv, og nu synes han, jeg ikke er god nok til ham!”
Lærke fnøs.
“Det var da noget nyt. Hvem er denne slægtning, der faldt ned fra himlen?”
Freja rynkede panden og lyttede intenst til Mette.
“Og hvad vil du gøre?” spurgte hun.
“Jeg ved det ikke,” sukkede Mette. “Mads er blevet så… så modbydelig!”
Lærke rystede på hovedet.
“Mette, er du sikker på, det ikke er en fejl? Måske er han bare blevet lidt tosset?”
“Jeg ved det ikke,” gentog Mette. “Men det er ikke ham, jeg kender.”
Freja, der nu rynkede panden endnu mere, tænkte sig om.
Sådan endte aftenen. Mette gik hjem, hvor Mads allerede var fordybet i kataloger med luksusbiler. En uro hvilede i hendes sjæl, men håbet om hjælp fra hendes trofaste veninder holdt humøret oppe.
Dage gik, og Mads blev mere og mere utålelig. Selvom han endnu ikke havde modtaget pengene fra arven, ændrede hans adfærd sig. Han gik med hovedet højt, som om han allerede var millionær, og behandlede Mette med arrogance og foragt.
“Mette, hvor er mit jakkesæt?” råbte han en morgen. “Jeg har et vigtigt møde i dag!”
Mette fandt jakkesættet og hængte det pænt på døren til soveværelset.
“Mads, kan vi ikke snakke?” spurgte hun forsigtigt, mens hun nærmede sig ham.
“Ikke nu,” afviste han hende. “Jeg har ikke tid til småting.”
Mette følte, at øjnene fyldtes med tårer. Hun forstod ikke, hvad der foregik, eller hvorfor manden, hun elskede, var blevet til denne fremmede, kolde person. Hun besluttede, det var tid til at tale med sine veninder igen.
Om aftenen mødtes Mette med Lærke og Freja på en lille café på hjørnet. De sad ved et hyggeligt bord ved vinduet, bestilte kaffe og begyndte at drøfte, hvad der foregik.
“Piger, jeg kan ikke leve sådan her længere,” begyndte Mette og kæmpede for at holde tårerne tilbage. “Mads er blevet fuldstændig utålelig. Han behandler mig som en tjener og siger, han har brug for andre mennesker omkring sig.”
Lærke fnøs og skubbede sin kaffekop til side.
“En skiderik! Mette, du skal sætte ham på plads. Han har ikke engang fået pengene endnu, og allerede blærer han sig.”
Freja rynkede panden og lyttede opmærksomt til Mette.
“Mette, vi er altid her for dig. Bare rolig, det skal nok gå.”
Freja, der kiggede væk, sagde eftertænksomt:
“Mette, du skal være stærk. Lærke og jeg lader ikke ham såre dig,” sagde Freja bestemt og strøg Mettes hånd.
“Tak, piger. Jeg kunne ikke klare det uden jer,” svarede Mette stille og forsøgte at falde til ro.
Dage gik, og Mads’ adfærd blev mere og mere utålelig.
Han fortsatte med at nedgøre og fornærme Mette og beskyldte hende for at være pengegrisk og kun at vente på penge fra hans arv.
“Mette, du forstår, at jeg er en helt anden person nu,” sagde Mads, da han kom hjem om aftenen. “Du har altid været en grå mus, men nu gennemskuer jeg dig. Du venter bare på, at jeg bliver rig, så du kan nyde godt af det.”
Mette så på ham med rædsel og smerte.
“Mads, hvordan kan du sige sådan? Vi har været sammen i så mange år, jeg har altid støttet dig!”
“Ja, ja, støttet,” hånlo han. “Men nu er det tydeligt for mig, at du kun tænker på penge.”
Mette følte, at hendes hjerte blev knust. Hun forstod ikke, hvorfor Mads var blevet så grusom. Hun havde prøvet at være tålmodig og forstående, men hans ord var som en kniv i hendes hjerte.
“Mads, lad os tale sammen,” sagde Mette fast.
“
