Jeg har ikke noget sted at gå hen

“Jeg har ikke noget sted at gå hen!” råbte mor. “Jeg vender ikke tilbage til den hund! Jeg vil hellere bo i en kælder end hos ham!”

“Mor, så tag da ned i kælderen! Jeg gifter mig også fra dig snart!” svarede Freja irriteret, mens hun rørte i sin havregrød.

“Smider du din egen mor ud?” Lise greb sig om hjertet. “Jeg har ofret hele mit liv for dig, og det er sådan, jeg bliver takket! Mange tak for omsorgen, datter!”

Hun fnøs arrigt og marcherede ind på værelset. *Deres* værelse. For de boede alle fire i en lille lejlighed, hvor det i de sidste tre måneder var umuligt at få et øjeblik alene.

Freja havde aldrig troet, hun selv skulle være med i sådan en tragedie. Folk omkring hende blev skilt og fandt sammen igen, men hendes forældre havde altid været et forbillede. For ikke så længe siden havde Lise og Erik fejret deres rubinbryllup fyrre års ægteskab og nu kunne mor ikke engang *se* far.

Men så en “skønne” dag dukkede mor op hos datteren med kufferter og meddelte, at hun ville skilles.

“Kan du forestille dig det?! Han har været mig utro med en eller anden sygeplejerske!” gispede Lise, stadig forpustet efter trappen. “Han er vist faldet for de der midtlivskrise-piger Sikke en helt!”

“Mor, *seriøst*? Er du sikker? Måske har du misforstået noget?” Freja stirrede på hende.

Lise havde altid været overdrevet dramatisk og havde en tendens til at forveksle sine egne fantasier med virkeligheden. Men denne gang var det desværre ikke bare en misforståelse.

“Åh ja, *misforståelse*… De billeder på hans telefon sender man da ikke til *hvem som helst*! Han kunne jo bare have ført et ordentligt liv, men *nej*…”

Freja besluttede at tage den senere. Lige nu skulle moren beroliges. Hun satte hende ned, lavede te og talte blødt til hende. Forsøgte at forklare, at selv hvis det var sandt, var det ikke verdens undergang. At det sker for mange. At hun ville hjælpe.

Hvem kunne vide, at mor ville tage hende *så bogstaveligt*? Freja anede ikke, hvad hun gik ind til.

Fra det øjeblik boede Lise hos sin datter. Det ville have været fint nok, hvis ikke Freja også havde sin egen familie: manden Mikkel og sønnen Noah på fem år lige i den alder, hvor alt skal udforskes.

I starten prøvede Freja at være forstående og finde positive sider ved det, men i virkeligheden var der ingen. Hjælp med Noah? Freja arbejdede hjemmefra og klarede det fint selv. Madlavning? Mor elskede fed mad, som Freja undgik, og Mikkel ikke kunne spise af helbredsmæssige årsager. Rengøring? Lise og Freja havde *meget* forskellige standarder.

Og det var kun halvdelen af problemet.

“Nå, nu skal I skifte sengetøj. Og Noahs også men det kan I gøre i morgen tidlig,” meddelte Lise klokken 23, lige da de unge ville se en film sammen.

“*Lige nu*? Mor, Noah sover. Hvordan skal vi gøre det i mørke?!”

“Det går nok. Der er lys i gangen, det er rigeligt. Gør det stille og læg jer så. I skulle have gjort det i dag, men I venter altid til sidste øjeblik! Uden mig kan I åbenbart ikke klare en skid! Snart kryber miderne rundt her!”

I sådanne øjeblikke stod Lise med hænderne i siden og skannede rummet for flere opgaver.

Freja sukkede, men gjorde det. Hun var vant til morens skrupler og vidste, at modstand ville føre til timevis af bebrejdelser. Lise gav aldrig op og elskede en god konflikt. Freja var derimod blevet opdraget til at give efter.

Mikkel forstod ikke den her besættelse.

“Skatter, kan du ikke bare sige *nej*?” spurgte han, når de var alene.

“Altså… Det er *mor*. Du kender hende…”

“Jo. Men det er *vores* hjem og *vores* regler. Jeg begynder at blive træt af hende…”

“Vent bare lidt endnu. Hun og far har brug for tid. Det ordner sig…”

Men Freja lød ikke overbevisende. Hun havde allerede talt med far. Han havde indrømmet det.

“Jeg ved ikke, hvad der gik af mig… Måske ville jeg bare prøve noget nyt. Jeg har jo aldrig været sammen med andre end din mor. Men nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg elsker hende, men hun *hører* jo ikke efter…”

Freja forstod moren godt. Hun havde selv svært ved at tilgive utroskab, selv en kort affære. Lise havde ret til skilsmisse. Men hun *gjorde* ingenting. Ventede bare, som om det kunne løse sig af sig selv.

Og det blev kun værre. På et tidspunkt besluttede Lise, at svigersønnen var blevet *for* slappet.

I hendes eget ægteskab delte de huslige pligter. Far støvsugede, vaskede badeværelset én gang om ugen, tog sig af opvasken og kunne endda lave bøf med løg engang imellem. Han hjalp til med store rengøringsdage, pudsede vinduer og handlede ind. Kort sagt: Han tog sig af ting, som mange familier anser for “kvindearbejde”.

Men hos Freja var det anderledes. Mikkel kunne hjælpe Noah med at skrive eller tage ham med til svømning, men alt andet var Frejas opgave. Og det gav mening, for han tjente næsten al indtægten nu også til svigermor. Freja arbejdede, men kun tre-fire timer om dagen hjemmefra. Hendes penge gik mest til sig selv.

Men Lise så ingen forskel.

“Du har *virkelig* ladet ham slippe for let!” insisterede hun. “Han burde lave *noget* om aftenen i stedet for at ligge på sofaen. Du må sætte ham i gang, ellers ender det som hos mig! Mænd begynder at kigge forkert, når de keder sig.”

“Mor, tak, men vi klarer det selv.”

Men Lise hørte ikke efter. Hun begyndte at “opdrage” på svigersønnen.

“Bliv bare siddende,” sagde hun, når Freja rejste sig for at rydde af bordet. “Mikkel, hun har været på hele dagen og er helt udkørt. Men hun vil aldrig spørge om hjælp. Vær sød at tage opvasken.”

Mikkel kneb øjnene sammen, men gjorde det. Hans tålmodighed var dog ikke uendelig. Der begyndte at blive skænderier. Han brokkede sig til Freja i smug, så svigermor ikke hørte det, for at undgå en eksplosion.

Og han havde ret. Freja vidste det. Men hvad skulle hun gøre?

“Mor, du må da forstå, det her ikke fungerer. Hvad er din plan?” spurgte hun efter to måneder.

Lise sukkede dybt og sagde endelig: “Jeg tager hjem til din far vi skal nok finde ud af det, selvom det tager tid,” og med den besked pakkede hun sine ting og forlod deres lille lejlighed, mens Freja og Mikkel kunne ånde lettet op og igen få deres hjem tilbage.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

nineteen + 5 =

Jeg har ikke noget sted at gå hen
Slip mig fri, vær så venlig – Jeg tager ingen steder hen… – mumlede kvinden stille. – Det her er mit hjem, og jeg forlader det ikke. – Uselvte tårer dirrede i hendes stemme. – Mor, – sagde manden. – Du forstår jo godt, at jeg ikke kan passe dig… Du må forstå det. Anders var trist. Han kunne se, hvor meget hans mor, Kirsten, bekymrede sig. Hun sad på den slidte sofa i barndomshjemmet i en stille dansk landsby. – Det går nok, jeg kan godt klare mig selv. I behøver ikke passe mig, – sagde hun stædigt. – Slip mig nu fri. Men Anders vidste, hun ikke kunne. Det var et slagtilfælde. Kirsten havde været ofte syg før, og han huskede, hvordan han havde taget orlov for at pleje hende, da hun brækkede benet. Dengang kunne hun slet ikke klare sig uden ham i starten. Anders var begyndt at tjene godt for nylig og ville renovere huset til sommer, så hans mor kunne have det rart. Men så fik hun slagtilfældet. Nu gav det ikke mening at renovere mere – hun måtte med ind til byen. – Camilla pakker dine ting, – nikkede Anders mod sin kone. – Sig, hvis du mangler noget. Kirsten sagde ingenting og så bare ud ad vinduet, hvor en let efterårsvind rev blade af de gamle træer, hun havde kendt hele livet. Hendes ene, stadig fungerende hånd greb hårdt om den anden, der hang slap. Camilla rodede i klædeskabet og spurgte hele tiden svigermor, hvad hun skulle tage med, men Kirsten blev bare ved med at stirre ud ad vinduet. Hendes tanker var fjernt fra svigerdatteren, slidte morgenkåber og knækkede briller. …Kirsten var født og havde boet i samme lille landsby i alle sine 68 år. Hele livet arbejdede hun som syerske – først på det lokale værksted, der blev lukket, da landsbyen blev mindre. Derefter syede hun derhjemme. Med tiden blev der mindre at lave, og hun kastede sig over have og hus med hele sin sjæl. Nu kunne hun ikke forestille sig at forlade alt og flytte ind til storbyen. Til en fremmed lejlighed… … – Anders, hun spiser igen ikke noget, – sukkede Camilla og satte tallerkenen på bordet i køkkenet. – Jeg kan ikke mere. Jeg har ikke flere kræfter… Anders så tavst på både kone og tallerken og rystede på hovedet. Med et tungt suk gik han ind til sin mor. Kirsten sad stadig på sofaen og stirrede ud. Det var som om, hun ikke engang blinkede. Hendes grå øjne så ud i det fjerne. Den ene hånd lå på den anden, forsøgte næsten at give den liv. Rummet var fyldt med genoptræningsudstyr, håndtrænere, og på natbordet lå en stabel medicin. Men uden Anders’ insisteren havde hun ikke rørt noget af det. – Mor? Kirsten reagerede ikke. – Mor? – Min dreng? – svarede hun dæmpet og lidt sløret. Efter slagtilfældet kunne hun næsten ikke tale, ordene var utydelige, men det gik trods alt bedre nu end før. – Hvorfor har du ikke spist noget? Camilla har lavet mad til dig. Du har næsten ikke rørt maden i dagevis? – Jeg har ikke lyst, Anders, – svarede Kirsten sagtmodigt og så på ham. – Må du ikke tvinge mig. – Mor… Hvad har du lyst til? Du skal bare sige det… Anders satte sig tæt ved, og hun tog hans hånd. – Du ved det godt, Anders. Jeg vil bare hjem igen. Jeg er bange for, at jeg ikke ser huset mere. Han sukkede og rystede på hovedet. – Du ved, jeg arbejder hver dag nu, og Camilla render til læger hele tiden. Der er vinter udenfor, og at tage tilbage… Kan vi ikke vente til foråret, i det mindste? Hun nikkede, og Anders smilede svagt og gik ud. – Bare det ikke bliver for sent, min dreng… Bare det ikke bliver for sent. … – Jeg er ked af det, IVF lykkedes igen ikke, – sagde lægen, tog brillerne af og så på den unge kvinde. Camilla gispede og skjulte ansigtet i hænderne: – Men hvorfor? Hvorfor lykkes det for alle andre? I sagde, det var normalt, at kun fyrre procent blev gravide første gang. Men det her er tredje forsøg, og intet sker! Hvordan kan det være! Anders sad tavs og holdt hende i hånden. Han var nervøs. I klinikkens anden fløj var Kirsten til massage, og det var snart tid at hente hende. – Lyt, – begyndte lægen. – Jeg forstår jer. For jer er graviditeten en drøm, men I er låst fast på det her og under stort pres. Kroppen kan ikke… – Selvfølgelig er jeg det! Jeg arbejder hjemmefra for at betale for den dyre behandling, løber til behandlinger, tager piller konstant, passer svigermor og hendes luner. Hun vil hverken spise eller tage piller! Ja, jeg ønsker mig et barn, måske ville min mand så fokusere lidt på mig og ikke kun sin mor! Camilla tav, opdagede hun havde sagt for meget. Hun greb tasken og løb ud. – Undskyld, – hviskede Anders. – Det går nok, – svarede lægen. – Jeg har været ude for værre. Tavst gik Anders efter sin kone. Camilla sad på en bænk i venteværelset. Hun græd, ansigtet i hænderne, kroppen rystede. Hun løftede røde, blanke øjne mod ham. – Undskyld… Undskyld mig… Jeg mente ikke at sige noget dårligt om din mor. Jeg er bare så træt. Jeg er træt af at se et menneske visne væk, træt af kun at se én streg på testen og betale en formue for ingenting. Jeg kan bare ikke mere… – Hvis jeg kunne, ville jeg hjælpe jer begge, men det er ikke i mine hænder… – Jeg ved det, – smilte Camilla svagt gennem tårerne. – Det ved jeg. De sad længe, hånd i hånd i stilhed, så rejste Camilla sig, rettede sin skjortekrave og smilede. – Kom. Kirsten er sikkert færdig. Hun bryder sig ikke om hospitaler. Hun bliver trist af dem. … – Jeres mor har næsten ikke gjort fremskridt, – sagde den lille, gråhårede læge, Anders mødte i gangen. – Da I kom første gang, troede jeg faktisk, hun havde en chance for at komme sig. Selvfølgelig er oddsene efter et slagtilfælde lave, men hun røgte ikke, havde ingen kroniske sygdomme. Hun havde chancen. – Men… Intet sker. Jeg ser det jo selv. – Måske… vil hun ikke. Hun har givet op. Der er ingen ild, ingen gnist… Hun vil ikke leve længere. Anders nikkede tavst. Det kunne han jo se. Kirsten havde tabt 15 kilo, var ikke sig selv længere. Hun sad bare samme sted ved vinduet, læste ikke, så ikke TV, talte ikke med nogen. Stirrede ud. – Efter et slagtilfælde kan adfærden ændre sig på grund af hjernens skader, – tilføjede lægen stille. – Men jeg troede faktisk ikke, det ville ramme hende så hårdt. Ikke efter første konsultation. – Jeg tror, det er noget andet, – svarede Anders stille. … – Anders, – sagde Camilla i telefonen, – kan du aflyse din forretningsrejse? Kirsten er blevet meget dårlig. Jeg er bange for, at du ikke når hjem i tide… Det var svært at sige. Hun vidste, hvor meget hans mor betød for ham. Og det var også svært for hende at se svigermor, der nærmest ikke rørte sig på sofaen længere. Før kiggede hun i det mindste ud ad vinduet, hørte lidt vinylplader fra landsbyen – arv fra faren, en musikskolelærer. Nu lå Kirsten bare og stirrede op i luften, sagde ingenting. Hun havde næsten ikke spist i flere dage, kun drukket mælk. Hun klagede tit over, at mælken ikke smagte som hjemme på landet. Men den drak hun nu… Anders kom hjem samme aften og satte sig hele natten hos sin mor. – Du ved godt, hvad jeg ønsker. Du lovede mig det. Anders nikkede. Det løfte havde han givet. Dagen efter kørte de til landsbyen. Kirsten nægtede at tage til læge. – Jeg vil ikke på hospitalet. Jeg vil hjem. Det var marts, men mirakuløst var vejene endnu ikke for mudrede, og de kunne køre hele vejen til huset. Anders åbnede bildøren og hjalp moren ned i kørestolen. Smeltende sne afslørede jorden, solen varmede, træerne svajede i en let brise. Kirsten sad i timevis i haven, smilede endelig og trak vejret dybt, så op mod himlen og græd – men det var lykkelige tårer. Hun var endelig hjemme. Så sit gamle hus, den stærke sol, hørte naturens lyde, mærkede den kolde forårsluft… Om aftenen spiste hun og sad længe ude, før hun gik i seng. Hun smilede hele tiden. Om natten sov hun stille ind – stadig med et smil. Hun gik bort lykkelig. Anders og Camilla holdt begge fri for at begrave Kirsten og få huset ordnet. Og sandheden var, Anders havde bare lyst til at blive lidt længere. Trække den friske landluft. Han havde ikke været her mere end få dage ad gangen de sidste mange år. …Lige før de skulle rejse tilbage til byen, fik Camilla det skidt. Hun gik ud på badeværelset, hvor hun pludselig måtte kaste op. Da hun kom tilbage, var hendes øjne store af overraskelse, og i hånden havde hun en graviditetstest. Hun havde næsten altid en i tasken – men forgæves. Nu var der to streger. To! – Det er hende, din mor… Det er Kirsten, der har hjulpet os, – hviskede Camilla stadig forundret og med glædestårer. Anders løftede blikket mod den blå, skyfri himmel og krammede sin kone tæt. Ja, det var hans mors gave. Den sidste og mest dyrebare…