Hun kom til hospitalet for at besøge sin veninde og blev lamsået, da hun så, hvem der lå på samme seng
“Vigga, min skære, hvor skræmte du mig dog!” Astrid skyndrede sig ind på hospitalets stue med en pose frugt i hånden. “Da din datter ringede og sagde, at dit hjerte var ved at stå af, troede jeg selv, jeg ville besvime!”
Vigga lå i sengen ved vindu, bleg men allerede med et smil på læberne.
“Astrid, min søde, tak fordi du kom!” Hun rakkte hånden ud mod sin veninde. “Det er så kedeligt her, jeg troede, jeg ville gå fra forstandenhed af kedsomhed.”
Astrid satte tasken på nattenbordet og så sig om. På stuen stod der fire senge, men kun to var optaget. På sengen ved siden af Vigga lå en kvinde med ryggen til dem, med lang, gråt hår og flot fletning.
“Hvem er din næbo?” hviskede Astrid, mens hun satte sig på stolen ved sengen.
“Åh, hun blev bort her i går. Hedder Maren Vestergaard. Meget stille, taler ikke ret meget. Læser bare bøger eller ser noget på sin telefon,” svarede Vigga også med en lav stemme. “De siger, hendes blodtryk hopper op og ned, ligesom mit hjerte.”
I det øjeblik vendte næboen sig, og Astrid følte blodet forlade hendes ansigt. Kendte brune øjne, de fine ansigtstræk, som ikke engang årene havde ændret, et modermærke på den venstre kind…
“Maren?” gispede Astrid og troede ikke sine egne øjne. “Maren Sørensen?”
Kvinden på sengen frøs, satte sig langsomt op og så på hende.
“Astrid Jensen?” Hendes stemme bar samme tonefald som for tredive år siden. “Gud, det kan ikke passe…”
Vigga så forvirret fra den ene til den anden.
“Kender I hinanden?” spurgte hun.
“Vi kender hinanden,” svarede Astrid kort, uden at tage øjnene fra Maren. “Meget godt.”
En akavæt tavshed sænkede sig. Maren slog blitzen ned, mens Astrid stadig stirrede på hende, som om hun forsøgte at overvise sig selv om, at det ikke var en hallucination.
“Piger, hvad foregår der?” Vigga kunne ikke holde det ud længere. “Astrid, du ser ud, som om du har set et spøgelse!”
“Næsten et spøgelse,” sagde Astrid stille. “Maren og jeg… har ikke set hinanden i mange år. Meget mange år.”
“Toogtredive år,” tilføjede Maren, stadig uden at se op.
“Av!” Vigga prøvede at rejse sig lidt op i sengen. “Skoleveninder, eller hvad?”
“Ikke helt veninder,” Astrid satte sig endelig på stolen, men sad anspændt, som om hun var klar til at rejse sig og gå. “Vi… havde fælles interesser dengang.”
Maren løftede hovedet og så Astrid direkte i øjnene for første gang.
“Hvordan har Anders det?” spurgte hun stille.
Astrid knyttede hænderne, så knoglerne blev hvide.
“Min mand døde for otte år siden,” svarede hun tørt. “Hjerteanfald.”
“Undskyld, jeg vidste det ikke,” Maren så ned igen. “Det gør mig ondt.”
“Åh, lad nu være,” Astrid vinkede afværgende. “Det er så længe siden… Sådan er livet.”
Vigga så på dem med stigende nysgerrighed.
“Hør, vil I ikke fortælle mig, hvor I kender hinanden fra? Jeg føler mig som en idiot, der ikke forstår noget.”
Astrid og Maren så på hinanden. I begges øjne læste man en modvilje mod at begynde den historie.
“Vi arbejdede sammen,” sagde Astrid endelig. “På samme skole. Jeg underviste i dansk, og Maren… hvad underviste du i?”
“Historie,” svarede Maren. “Og samfundsfag.”
“Se, Vigga,” Astrid vendte sig mod sin veninde. “Vi var kolleger. Men ikke ret længe.”
“Ikke ret længe,” Maren nikkede. “Kun to år.”
“Hvad, blev I uvenner på grund af arbejdet?” Vigga ville tydeligvis ikke give op.
“På grund af en mand,” svarede Astrid uventet ærligt. “En klassisk kvindelig historie.”
Maren rystede, som om hun var blevet slået.
“Astrid, lad være…”
“Hvorfor skal jeg lade være?” Astrid vendte sig mod hende. “Vigga vil alligevel finde ud af det, hun er sådan. Så er det bedre at fortælle det med det samme. Især nu, hvor det ikke betyder noget mere, ikke?”
“Måske,” svarede Maren stille.
“Så fortæl dog!” Vigga kunne ikke holde det ud længere. “Jeg dør af nysgerrighed!”
Astrid lænede sig tilbage på stolen og så ud ad vinduet.
“Jeg var fireogtyve år dengang. Lige færdig fra lærerseminariet, kom til at arbejde på skolen. Ung, dum og forelskelig. Og der var en lærer, Anders Nielsen. Smuk, klog, ti år ældre end mig. Gift, selvfølgelig.”
“Åh,” var alt, Vigga sagde.
“Præcis, åh,” Astrid grinede bittert. “Så begyndte vores affære. Hemmeligt, selvfølgelig. Vi mødtes efter arbejde, han fortalte, at hans kone ikke forstod ham, at deres ægteskab længe havde været en formalitet… De sædvanlige historier, som gifte mænd altid fortæller.”
Maren lyttede tavst og nikkede en gang imellem.
“Og et år efter kom der en ny ung lærer til skolen,” fortsatte Astrid. “Maren. Smuk, klog, munter. Og Anders mente åbenbart, at én elskerinde ikke var nok.”
“Astrid, det var ikke sådan…”
“Ikke sådan?” Astrid vendte sig mod Maren. “Hvordan var det så? Du vidste, at jeg havde et forhold til ham! Jeg fortalte dig det selv! Vi var veninder!”
“Det var vi,” svarede Maren stille. “Og jeg ville ikke… Det skete bare.”
“Det skete,” gentog Astrid bittert. “Du lykkedes bare med at stjæle en anden kvindes mand.”
Vigga så fra den ene til den anden, som om hun fulgte en tenniskamp.
“Jeg stjal ham ikke,” sagde Maren lidt højere. “Han selv… Han sagde, at der ikke var noget seriøst mellem jer, at det bare var…”
“At det bare var hvad?” spurgte Astrid skarpt.
“At det bare var for sjov. At du selv forstod, at jeres forhold var midlertidigt.”
Astrid lo, men det lød ikke rart.
“Åh, den skiderik! Så han fortalte dig, at der ikke var noget seriøst mellem os, og mig fortalte han, at du var en letfærdig pige, der selv hang på gifte mænd!”
Maren blev endnu blegere.
“Sagde han det?”
“Præcis sådan! Astrid rejste sig og gik rundt i stuen. “Og vi to, fjolser, troede på
