**Et opkald, der ændrede alt**
Mette stod ved vinduet og stirrede ud på den mørke gårdsplads. *”Igen er der ingen lys i gården. Klokken er ti, og Freja er stadig ikke hjemme. Hvis bare hun vidste, hvor bekymret jeg er. Hun er kun fjorten. Alligevel manipulerer hun sin far som en voksen, og han tror på alt, hvad hun siger giver hende penge, når hun bare peger på dem.”*
Gårdsporten smækkede, og Frejas velkendte skridt lød i porten. *”Freja,”* tænkte Mette lettet og trak sig væk fra vinduet hun ville helst undgå, at Freja opdagede hende, for så blev der skænderi.
“Mor, jeg er hjemme!” råbte Freja fra døren.
“Er der noget at spise?”
“Skal vi ikke lige hilse først?” Mette ville kysse hende på kinden, men Freja vred sig væk og forsvindt ind på sit værelse med et:
“Jeg er sulten! Og jeg har ikke tid til det her!”
“Hvor skal du hen så sent? Klokken er ti om aftenen,” sagde Mette og følte allerede den velkendte gnist til en ny skænderi.
“Åh, der kommer vi igen,” mumlede Freja, højt nok til, at Mette kunne høre det. “Jeg er næsten femten jeg er voksen nok!”
Hun begyndte at hive ting ud af skabet for at finde det helt rigtige kjole. Mette stod og så hjælpeløst på. *”Hvad skal jeg sige? Hvordan stopper jeg hende?”* tænkte hun desperat.
“Hvorfor står du der som en pæl?” vrissede Freja. “Jeg skal i byen med pigerne! Det er Halloween alle fejrer det. Skal jeg være den eneste, der bliver hjemme?”
Hun fandt frem til kjolen kort, med åben ryg og rødblomstret kant.
“Freja, hvor har du fået den kjole fra? Den er helt vulgær! Ved du overhovedet, hvem der går klædt sådan?”
“Det ved jeg ikke, og det vil jeg heller ikke vide! Jeg købte den på tilbud til Halloween. Far gav mig penge.”
Freja trak et par røde højhælede sko frem.
“Se! Fedt, ikke?” Hun klædte sig på og vrikkede forbi sin mor. “Jonas bliver helt vild, når han ser mig.”
“Freja, du går ingen steder,” sagde Mette stille.
“Hvad?!” Freja vendte sig med et ryk.
“Du hørte mig. Hvad giver dig ret til at bestemme noget? Se dig selv lige an! Du er en fiasko! Din far forlod dig, og ingen har taget dig siden!”
“Fiasko!” gentog Freja og syntes åbenbart at ordet smagte godt.
Mette reagerede lynhurtigt og gav hende en lussing, før hun forlod værelset og smækkede døren, mens Freja hylede som en stukket gris.
“Kælling! Jeg hader dig! Du skal få at vide, hvad det koster!” skreg Freja.
Mette gik på badeværelset, tændte for det kolde vand og vaskede ansigtet. Da hun så sig selv i spejlet, grinede hun bittert. *”Fiasko. Jeg har jo alt et job jeg elsker, en hyggelig lejlighed, og jeg er da heller ikke helt værst at se på. Men med Freja finder jeg bare ikke en fælles tone. Siden hun blev tolv, er hun som en fremmed. Hun er fræk, har allerede prøvet at ryge. Alt, hvad jeg siger, tager hun som et angreb. Jeg har talt med præsten han siger, det er stolthed. Måske har han ret. Men hvad gør jeg? Psykologen gav mig råd, men de hjalp ikke. Hver dag bliver vores forhold værre. Som om jeg ikke er hendes mor, men hendes fjende. Hvis hun bare vidste, hvor højt jeg elsker hende, hvor ondt det gør i mit hjerte. Jeg slog hende, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Bare jeg ikke bryder sammen.”*
Hun åbnede døren og lyttede Freja talte ivrigt i telefonen. *”Jonas kommer også. Jeg lovede ham, jeg ville være der…”* hørte hun.
*”Jonas… Jeg husker ham fra første klasse lille og frøagtig. Nu ligner han en prins. Ikke underligt, alle piger er forelskede i ham, og han er venner med Freja. Selvfølgelig kan han lide hende. Hvem kunne ikke lide hende hun er smuk.”*
Mette sukkede, låsede hoveddøren indefra og gemte nøglen. *”Hun skal ikke i byen i aften. Under ingen omstændigheder! Jonas overlever. Og den Halloween-fest er fyldt med djævelskab, så vidt jeg har hørt.”*
Hun ville liste sig på sit værelse, men Freja hørte hende og stormede ud i gangen.
“Jeg glemmer det aldrig! Jeg anmelder dig!” råbte hun med et forvredet ansigt. “Jeg hopper ud af vinduet, men jeg skal ud i aften! Du forstår ikke noget som helst! Han venter på mig!”
“Hvis Jonas virkelig elsker dig, venter han, så længe det tager,” sagde Mette og så kærligt på sin datter. *”Min stakkels pige,”* tænkte hun, *”hvordan hjælper jeg dig?”*
“Hvad glor du på, din dumme ko!” skreg Freja. “Jeg ringer til far han kører mig selv i byen!”
“Ring du,” svarede Mette, “men du kommer ikke ud i aften. Jeg har låst døren.”
“Nå, på den måde.” Freja blev pludselig helt rolig. “Så må du bide i det.”
Mette hørte, hvordan Freja smed skoene med et brag, hvorende hun begyndte at tale i telefon igen. Af og til lød en uhyggelig latter.
*”Man behøver slet ikke gå ud. Halloween er kommet til os,”* tænkte Mette og tørrede øjnene. Hun tog en sovepille. *”Måske er i morgen en bedre dag.”*
***
Vækkeuret ringede. Mette vaskede ansigtet og begyndte at lave morgenmad. Lange skænderier var ikke hendes stil, og Freja plejede at være tilgivende. Normalt endte aftenens skrigekamp med en kop kaffe om morgenen.
Men ikke denne gang. Freja gik lige forbi det dækkede bord med et iskoldt ansigt, klædte sig hurtigt på og tog sit fødselsattest med af en eller anden grund.
Hele dagen kæmpede Mette for at skubbe tankerne om skænderien væk, men da hun forlod kontoret, kunne hun ikke tænke på andet: *”Hvordan har Freja det? Har hun tilgivet mig? Hvad skal jeg sige? Skal jeg undskylde for lussingen? Men hvad med hendes fornærmelser? Hvis hun bare vidste, hvor ondt det gør. Mit hjerte er ikke godt den sidste EKG var ikke god. Når jeg kommer hjem, drikker vi te med wienerbrød, og så bliver alt godt igen. Bare jeg holder ud.”*
Mette sukkede lettet, gik på bageren og købte Frejas yndlingsspand
