**Dagbog 15. oktober**
Idag så jeg min mand med sin elskerinde på caféen, og jeg frøs helt, da min bedste veninde tilstod, at det var hende, der havde sat dem sammen.
“Signe, sig nu ærligt synes du ikke, denne friske klipning klæder mig?” Rikke rettede sin pandehår foran spejlet i frisørsalonen og så bekymret på mig.
“Jo da, skønhed! Du ser fantastisk ud,” forsikrede jeg hende, men min stemme lød falsk. “Den gør dig virkelig ung.”
Rikke vendte sig mod frisøren og betalte. I spejlet kunne hun se sit eget ansigt en kvinde på fyrre med en kort frisure, der virkelig gjorde hende yngre. Men hvorfor føltes det ikke godt?
“Skal vi ikke tage en kop kaffe?” foreslog jeg, da vi kom ud på gaden. “Der er en ny café lige her ved siden af.”
“Ja, selvfølgelig,” nikkede Rikke. “Men hurtigt jeg skal stadig lave aftensmad.”
Vi satte os ved vinduet. Jeg bestilte en cappuccino med en muffin, mens Rikke tog en simpel kop te.
“Hør, hvad siger Mads egentlig til din nye frisure?” spurgte jeg og rørte i min kaffe.
“Det ved jeg ikke,” trak Rikke på skuldrene. “Han lægger slet ikke mærke til, hvad jeg gør med mig selv. I går tog jeg en ny kjole på han så ikke engang min vej.”
“Virkelig?” Jeg lænede mig frem. “Jeg troede, I havde det godt sammen.”
“Tja” Rikke tøvede. “Vi lever som to roommates. Han er på arbejde fra morgen til aften, og jeg passer hjemmet. I løbet af weekenden er han enten ude og fiske eller ser fodbold med drengene. Jeg rydder op eller besøger min mor.”
“Rikke, hvornår var I sidst ude sammen? I biografen, teatret, eller bare en gåtur?”
Rikke prøvede at huske, men kunne ikke komme i tanke om noget.
“Ærligt? Jeg kan ikke huske det. Måske for tre måneder siden, til Lises fødselsdag. Og selv dengang sad vi i hver vores hjørne hele aftenen.”
Jge rystede på hovedet.
“Åh, veninde. Han løb jo engang efter dig som en kælen kat. Husker du, hvordan han gjorde kur til dig på universitetet? Blomster hver dag, digte”
“Det var engang,” smilede Rikke trist. “Men det er tyve år siden. Folk forandrer sig.”
“Men ikke alle,” protesterede jeg. “Min Nikolaj er stadig en romantiker. I sidste uge købte han pludselig billetter til operaen. Han sagde, han savnede det kulturelle liv.”
Rikke så på mig og tænkte, at jeg virkelig så lykkelig ud strålende øjne, et tilfreds smil. Og alligevel var vi lige gamle, havde gået i samme klasse siden første skoledag.
“Du er heldig med din mand,” sagde Rikke.
“Held har intet med det at gøre,” sagde jeg og skar en bid af min muffin. “Man skal bare huske at tage sig sammen, ikke lade sig gå. Og undskyld, at jeg siger det lige ud, men du har virkelig glemt dig selv.”
“Hvad mener du?” Rikke blev stram i ansigtet.
“Se dig selv i øjnene. Morgenkåber, udtrukne trøjer, ingen makeup. Hvornår var du sidst i fitness?”
Rikke mærkede, hvordan blodet steg op i hendes kinder. Ja, hun var blevet tyndere de sidste år, havde ikke passet på sig selv som før. Men huset, arbejdet, alle de bekymringer
“Lene, jeg er da ikke en model, der skal pynte sig hver dag.”
“Det handler ikke om at være model. Det handler om, at en mand skal se en kvinde ved sin side ikke en hushjælp. Tænk dig om måske er Mads gået på afstand, fordi han ikke ser sin kone længere, men bare ja, du ved”
Jeg lod sætningen hænge, men Rikke forstod. Ikke en kone, men en slags tjener. Laver mad, vasker, rydder op og er ellers ligegyldig.
“Nå, men bliv ikke ked af det,” klappede jeg hende på hånden. “Det kan ændres. Tag dig sammen, træn, køb nyt tøj. Du vil se, din mand vil lægge mærke til dig igen.”
Rikke nikkede, selvom hun følte, at alt indeni knugede hende. Så det var hendes skyld, at ægteskabet var i stå? At hendes mand var ligeglad?
På vej hjem købte hun ny læbestift og mascara. Hun satte sig foran spejlet og tog sin bedste kjole på.
Mads kom hjem klokken otte. Han standsede op, da han så det dækkede bord og sin sminkede kone.
“Har vi gæster?” spurgte han og vaskede hænder i badeværelset.
“Nej, bare sådan. Jeg ville gerne spise pænt i aften.”
“Nåh okay.” Han satte sig og begyndte at spise. “Ny frisure?”
“Ja, jeg fik den klippet i dag. Hvad synes du?”
Mads så op, målte hende med blikket.
“Den er fin. Kortere.”
Det var det. Ikke et kompliment, ikke en glad reaktion. Rikke skjulte sin skuffelse.
“Mads, skal vi ikke gå ud i weekenden? Det er længe siden.”
“Ikke denne weekend. Jeg lovede drengene at hjælpe Nikolaj med at bygge et brusebad.”
“Nikolaj? Altså Lenes mand?”
“Ja. Hvorfor?”
“Ingenting, bare nysgerrig.”
Rikke ryddede bordet, mens Mads satte sig foran tvet. En helt almindelig aften.
Dagen efter kunne hun ikke koncentrere sig på arbejdet. Tankerne kredsede om Lenes ord. Måske havde hun ret? Måske havde Rikke virkelig glemt at passe på sig selv, og nu så hendes mand hende ikke længere som en kvinde?
I frokostpausen købte hun træningstøj og meldte sig i et fitnesscenter.
Om aftenen fortalte hun det til Mads.
“Det er godt,” nikkede han. “Godt for din helbred.”
Godt for helbredet ikke for figuren. Rikke rynkede mentalt på næsen.
Hun trænede i en måned. Tre gange om ugen svedte hun på løbebånd og i dansesalen. Resultaterne var tydelige hun blev slankere, tabte fem kilo, og der kom en ny energi i hende.
“Du ser virkelig smuk ud!” sagde jeg begejstret, da vi mødtes på caféen. “Ser du, jeg sagde det jo. Hvad siger Mads?”
“Ikke noget særligt,” indrømmede Rikke. “Han sagde én gang, at jeg så godt ud. Det var alt.”
“Mærkeligt. Måske har han brug for et større wake-up call?”
“Hvad mener du?”
Jeg lænede mig frem og hviskede:
“Jalousi. Den bedste måde at vække ham på. Vis ham, at andre mænd kan finde dig interessant.”
