“Mor sagde, du ikke passer ind i familien,” forklarede brudgommen, mens han aflyste brylluppet.
“Har I bestilt blomsterne?” spurgte Lene Hansen og studerede datterens checkliste. “Floristerne er helt booket i bryllupssæsonen.”
Freja nikkede uden at løfte blikket fra den hvide brudekjole, der hang foran spejlet.
“Ja, hvide roser og løvstikke, som vi aftalte.”
“Godt. Hvad med musikken? Er den DJ, der var til Sofies bryllup, ledig?”
“Mor, alt er ordnet,” svarede Freja træt. “Det fortalte jeg dig i går.”
Lene lagde notesbogen fra sig og betragtede datteren. Freja stod med ryggen til og rettede på kjolens folder, men den stive kropsholdning fortalte, at noget var galt.
“Freja, hvad er der? Der er kun en uge til brylluppet, og du ser ud som til en begravelse.”
“Det er bare nervøsitet, mor. Det er normalt.”
“Selvfølgelig er det det. Jeg var også helt oppe at køre før mit eget bryllup.”
Freja vendte sig om. Hendes ansigt var blegt med mørke ringe under øjnene.
“Fortryder du nogensinde, at du giftede dig?”
Lene så forbavset ud.
“Nej, selvfølgelig ikke. Din far var en god mand. Hvorfor spørger du?”
“Jeg tænker bare… er det det rigtige valg? Måske er Jacob og jeg for forskellige?”
“Sludder. Jacob er en fin fyr. Arbejdsom, drikker ikke, har en ordentlig familie og en lejlighed. Hvad mere skal man have?”
Freja vendte sig mod spejlet igen. I refleksionen så Lene hendes triste øjne.
“Mor, hvordan ved man, om man virkelig elsker en person?”
“Freja!” udbrød Lene. “Spørger du sådan en uge før brylluppet? Selvfølgelig elsker du ham. Hvorfor ellers sige ja?”
“Jeg ved det ikke. Måske fordi det er det, man gør. Jeg er snart 28, alle mine veninder er gift.”
“Netop. Det er på tide at stifte familie og få børn. Du bliver snart for gammel.”
Dørklokken afbrød dem. Freja gik for at åbne, og et øjeblik efter trådte Jacob ind med en buket nelliker.
“Hej, smukke,” sagde han og kyssede hende på kinden. “Hej, Lene.”
“Goddag, svigersøn,” smilede Lene. “Er du klar til at blive gift?”
“Absolut,” sagde Jacob og lagde armen om Freja. “Ikke også, skat?”
Freja smilede anstrengt.
“Jo, selvfølgelig.”
“Hvor er din mor?” spurgte Lene. “Vi skulle jo mødes for at snakke detaljer.”
Jacob tøvede.
“Hun… er ikke helt rask. Hun undskylder.”
“Igen?” Lene rynkede panden. “Hun har haft hovedpine eller højt blodtryk hele ugen.”
“Ja, hun er nervøs. Brylluppet betyder meget for hende.”
Freja studerede Jacobs ansigt. Noget var anderledes. Hans blik flakkede, og han fumlede med noget i lommen.
“Jacob, skal vi ikke besøge din mor? Se, hvordan hun har det?”
“Nej,” svarede han hurtigt. “Hun sover. Lad os ikke forstyrre.”
“Bliv og drik en kop te,” foreslog Lene. “Jeg har bagt småkager, dine yndlings.”
“Tak, men jeg har travlt.”
Han kyssede Freja igen, denne gang hurtigt, og gik mod døren.
“Vent,” sagde Freja. “Jeg følger med ud. Frisk luft vil gøre godt.”
“Nej, jeg kører bil.”
“Så kør mig til butikken. Jeg skal handle.”
Han virkede modvillig, men nikkede.
“Okay, kom.”
I bilen så Freja på ham.
“Jacob, hvad foregår der? Du er helt mærkelig i dag.”
“Det er ingenting. Bare træt efter arbejde.”
“Er din mor virkelig syg?”
Han tøvede og startede bilen.
“Freja… vi skal tale.”
Hendes hjerte hamrede.
“Om hvad?”
“Brylluppet.”
“Hvad er der galt?”
Han stoppede bilen og slukkede motoren.
“Mor sagde, du ikke passer ind i familien,” sagde han hurtigt.
Freja følte, som om jorden gik under hende.
“Hvad?”
“Mor er imod brylluppet. Hun synes ikke, vi hører sammen.”
“Jacob, jeg forstår ikke. Hvorfor nu? Vi har været sammen i halvandet år.”
“Jeg ved det ikke. Hun mener det.”
“Og hvad mener du?”
Han trak på skuldrene.
“Mor har måske ret. Hun ved mere om livet.”
Freja stirrede på ham, manden hun troede, hun skulle dele sit liv med, og genkendte ham ikke.
“Elsker vi ikke hinanden? Er det ikke vigtigere end din mors mening?”
“Kærlighed…” Han viftede afværgende. “Det er bare ord. Livet handler om andet. Mor siger, du er for selvstændig. Du vil ikke rette dig efter mig.”
“Hvorfor siger hun det?”
“Du har en højere løn end mig. Mor siger, sådan nogle koner respekterer ikke deres mænd.”
Vreden boblede i Freja.
“Så jeg skulle sige op for at gøre din mor glad?”
“Ikke nødvendigvis. Men du kunne finde noget mere fleksibelt efter brylluppet.”
“For familien eller for din mor?”
Jacob rynkede brynene.
“Tal ordentligt om min mor. Hun vil det godt.”
“For hvem? Dig eller hende?”
“Freja, du forstår ikke. Mor har ofret alt for mig. Min far forlod os, da jeg var fem.”
“Så nu skal du ofre dit liv for hende?”
“Jeg kan ikke skuffe hende.”
Freja så på ham og forstod, at hun så den virkelige Jacob for første gang. I halvandet år havde hun troet, han var sød, omend lidt svag. Hun havde håbet, han ville blive mere beslutsom efter brylluppet.
Men i virkeligheden var han bare en mammadreng uden egen vilje.
“Jacob, hvad er det præcis, din mor ikke kan lide ved mig?”
“Øh…” Han tøvede. “Hun synes, du er stædig. Du reagerer ikke rigtigt på hendes råd.”
Freja mindedes, hvordan den kommende svigermor altid havde en kritisk bemærkning. Suppen var for salt, skjorten ikke stryget ordentligt, hun brugte for meget makeup.
“Og hvad ellers?”
“Du vil ikke have børn lige nu. Karrieren er vigtigere.”
“Hvor får hun det fra? Det har jeg aldrig sagt.”
“Du sagde, vi skulle vente med børn.”
Freja mindedes samtalen. Jacob havde foreslået børn kort efter brylluppet, og hun havde svaret, at hun først ville nyde parforholdet.
“Jeg vil have børn, Jacob. Bare ikke lige nu.”
“Mor siger, det er undskyldninger. At moderne kvinder er egoister.”
“Og hvad mener du?”
Han trak igen på skuldrene.
“Mor ved bedst.”
“Jacob, du er 32. Kan du ikke selv
