»Hvis jeg er din mors fjende, så må hun selv leve, som hun vil. Jeg vil ikke længere tjene hende!«
Mette havde altid prøvet at holde sine følelser i ave, når det handlede om Birthe. Hun var ikke bare hendes svigermor hun var en konstant tornado i deres liv, der dukkede op i deres lejlighed flere gange om ugen. Hver besøg føltes som en prøvelse. Efterårets dage blev kortere, og Mettes humør mørknede i takt med dem.
Birthe elskede at holde store middage. Hun kom altid med poser fulde af madvarer, overtog køkkenet og lavede mad til en hel hær. Og selvfølgelig inviterede hun altid naboer, venner og nogle gange helt fremmede med til bordet.
»Det er sådan, man skal gæstfrihed til!« råbte Birthe, mens hun dækkede bord. »Ikke som nogen, der ikke engang kan bryde ordentlig te.«
Mette bed tænderne sammen og fortsatte med at skære brød. Birthe sagde det aldrig direkte, men alle vidste, hvem hun hentydede til.
Ved bordet forvandlede Birthe sig til en sand fortæller. Hendes øjne lyste, stemmen blev højtidelig, og så begyndte forestillingen.
»Min nevøs kone er simpelthen guld værd!« Birthe slog ud med hænderne. »Ida syr og broderer de smukkeste ting! Og hun passer haven, laver syltetøj, holder huset i perfekt stand et rigtigt hjem!«
Gæsterne nikkede anerkendende, mens Mette kunne mærke, hvordan blodet steg op i hendes kinder. Hendes mand, Jakob, sad ved siden af og kiggede på sin telefon, som om intet af det her vedrørte ham.
»Og så min kusines datter, Anne hun er også fantastisk. Så lydig og omgængelig. Aldrig et ondt ord. Hendes svigermor føler sig virkelig værdsat. Sådan skal det være!«
En af naboerne vendte sig mod Mette: »Hvad kan du selv?«
Mette åbnede munden, men Birthe skyndte sig at afbryde:
»Åh, spørg ikke hende!« Hun grinede, men tonen var skarp. »Mette er jo en moderne kvinde. Hun sidder på kontor hele dagen. Hun har ikke tid til håndarbejde eller husligt. Hun er vant til, at andre gør alt for hende.«
»Jeg arbejder som projektleder i en handelsvirksomhed,« prøvede Mette at forklare.
»Ja, projektleder,« nikkede Birthe med et forstående smil. »Men hvem gør alt derhjemme? Min stakkels Jakob må både lave mad og rydde op, når han kommer hjem. Vores forkælede svigerdatter.«
Mette bed tænderne så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Men Jakob så stadig bare ned i sin skærm.
Efter endnu en af disse middage, hvor Birthe igen havde sammenlignet hende med alle andre, kom svigermor hen til hende med et sødt smil.
»Mette, skat, vil du ikke køre med mig til lægen i morgen? Jeg skal hente nogle prøver, og jeg tør ikke gå alene.«
»Selvfølgelig, Birthe,« svarede Mette, selvom hun havde en vigtig kundemøde dagen efter.
»Åh, tak, søde! Jakob er så optaget, og du har jo fleksibel tid, ikke?«
Mette ville have protesteret, men hun sagde ingenting. Bedre at lade være end at starte en konflikt.
Ugen efter gentog historien sig. Birthe dukkede op med en ny forespørgsel:
»Mette, vil du ikke hente nogle medicin for mig? Jeg forstår ikke alle de her navne, og jeg er bange for at købe det forkerte.«
»Okay,« nikkede Mette.
»Og hvis det ikke er for meget, kunne du også lige handle ind? Jeg har brug for mel og rengøringsmidler. Jeg kan ikke bære tunge ting mere.«
Mette brugte en halv dag på at finde medicinen i tre forskellige apoteker og stod i kø i supermarkedet. Da hun endelig kom hjem, var hun udmattet og irriteret.
»Hvordan gik det?« spurgte Jakob, uden at kigge op fra tvet.
»Fint,« svarede Mette kort.
Dage senere dukkede Birthe op igen denne gang med en flok slægtninge.
»Det her er min svigerdatter, Mette,« præsenterede Birthe. »Og det er min svigerinde Hanne og hendes datter Sophie.«
Sophie var på Mettes alder, men opførte sig, som om hun var langt mere erfaren.
»Jeg hører, du arbejder på et kontor?« spurgte Sophie, mens hun kiggede sig kritisk omkring i lejligheden.
»Ja, i en handelsvirksomhed.«
»Åh, hvor interessant!« udbrød Sophie med falsk begejstring. »Jeg er hjemmegående med tre børn. De er så kloge og velopdragne. Den ældste spiller allerede violin!«
Birthe straalede: »Det er sådan en rigtig kvinde skal være! Passe hjemmet, børnene, sin mand. Ikke rende på kontor hele dagen.«
Mette kunne mærke vreden brænde i hendes kinder, men hun tav.
»Ja, Sophie er virkelig dygtig,« tilføjede Hanne. »Hun syr, laver mad, passer haven. Hendes mand siger, at han føler sig som i paradis derhjemme.«
Birthe vendte sig mod Mette:
»Hører du det, Mette? Du kunne lære noget af Sophie! Måske ville Jakob så også være hjemme mere i stedet for at være væk hele tiden.«
Mette stivnede. Hvordan vidste Birthe, at Jakob begyndte at tilbringe mere tid væk?
»Ja, hvorfor er Jakob så ofte fraværende?« spurgte Hanne nysgerrigt.
»Han har travlt med arbejde,« svarede Mette vagt.
»Naturligvis!« fnøs Birthe. »Hvilken mand vil gerne hjem til et kedeligt hus, hvor der aldrig er mad, og konen altid er på arbejde?«
Sophie rystede på hovedet: »Det er så vigtigt at skabe hygge for sin mand. Min vil slet ikke rejse væk mere han siger, der er ingen bedre end hjemme.«
Samtalen fortsatte i den samme tone i en time. Mette tav, mens vreden boblede indeni.
Da gæsterne endelig var gået, kunne Mette ikke holde det ud længere:
»Jakob, hørte du overhovedet, hvad din mor sagde?«
»Hvad?« Han trak på skuldrene. »Det var bare hyggesnak.«
»Hyggesnak?! Hun hånede mig foran alle!«
»Åh, stop nu. Mor mente det ikke sådan. Måske burde du lytte lidt mere til hende.«
Mette stirrede på ham. »Så du synes også, jeg er en dårlig kone?«
»Jeg sagde ikke det. Men måske kunne du bruge mere tid derhjemme.«
»Hvem tror du, der laver mad, vasker og rydder op?«
»Vi deles da om det«
»Når? Sidst du lavede mad, var da du varmede færdigretter for to dage siden!«
