På et tæppe af gule blade…
Mette stirrede på medicinlisten, tog en ny blister og trykkede pillerne ned i små plastikbægre. En hverdag som alle andre at forberede medicin til patienterne.
Sådan ville hele hendes liv glide forbi i en række ensformige handlinger. Alene. Hjertet gjorde ondt, som om et friskt sår pludselig var blevet åbnet. Mette mindede hver eneste detalje fra dagen før. Hvert ondt ord, hendes mand havde sagt, efterlod en stikkende smerte i hendes bryst.
Hun smed den tomme blister i skraldespanden ved siden af bordet, tog en flaske, hældte en håndfuld piller ud i sin hånd og begyndte at fordele dem i bægrene, mens hendes tempo blev hurtigere og hurtigere. Men hendes tanker var langt væk, i fortiden…
“Mette, hvad laver du?” lød stemmen fra den ældre sygeplejerske lige ved siden af.
Mette fór sammen af forskrækkelse, flasken faldt ud af hånden og væltede bægrene. Hun stirrede forvirret på de spildte piller, der lå over det hele.
“Hvad er der galt med dig? Forstår du ikke, at du kunne have dræbt patienterne ved at give dem en for høj dosis medicin? Gå væk fra bordet!” Den ældre sygeplejerske skubbede hende til side. “Gud, hvad skal vi gøre nu?”
“Undskyld, Karen, jeg skal nok rette det…” Mette tog et af bægrene, tømte det i sin hånd og stirrede på pillerne, uden at vide, hvad hun skulle gøre.
“Giv mig det her! Som om hun kan redde det. Hvordan skal vi nu vide, hvilke piller der er hvad?” Hun fejede pillerne fra Mettes hånd og smed dem i skraldespanden.
“Jeg var bare et øjeblik væk…” Mettes hænder rystede, og hun stirrede skrækslagen på bægrene.
“Hvis jeg ikke var kommet ind i tide, ved jeg ikke, hvad der kunne være sket. Vil du i fængsel?” råbte den ældre sygeplejerske.
“Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske…” Mette sank ned på en stol, pressede hænderne mod ansigtet og begyndte at hulke. Hendes skuldre rystede i lydløs gråd.
“Håber du i det mindste ikke nåede at give nogen injektioner?”
Mette rystede på hovedet og fortsatte med at græde.
“Du har aldrig været så distræt før. Du er jo ikke ny, du har masser af erfaring.”
“Min mand… Han gik fra mig i går…” Hendes stemme lød kvalt og dump gennem hænderne.
“Nå, sådan. Okay, stop nu med at græde.” Den ældre sygeplejerske begyndte at tømme pillerne fra bægrene i skraldespanden. “Jeg ordner medicinen selv. Men dig… Jeg kan ikke lade dig arbejde i den tilstand. Du laver endnu flere fejl, og så ryger vi begge i retten.”
Endelig tog Mette hænderne fra ansigtet og rejste sig.
“Karen, jeg…”
“Bliv bare siddende. Eller gå hjem. Skriv en ansøgning om orlov fra i morgen. Jeg afleverer den til afdelingslederen og forklarer alt.”
“Jeg ville spare min orlov til, når min datter føder, så jeg kunne hjælpe hende. Jeg lover at være mere opmærksom,” sagde Mette og tørrede mascaraen af kinderne.
“En uge burde være nok til at komme dig. Resten kan du tage, når din datter føder. Og gå hjem nu, så jeg ikke skal se dig. Jeg overtager din vagt. Men hold mund om det, ellers bliver du fyret på stedet.”
Mette blinkede forvirret.
“Gud, jeg tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket,” sukkede Karen. “Selvom vores patienter er ret opmærksomme de ville nok selv have protesteret, hvis de så, hvor meget medicin du gav dem,” fortsatte hun, lidt mere roligt.
Hun var stor og rund, og knapperne på hendes hvide kittel var ved at sprænges af hendes fyldige barm. Mette virket endnu mere skrøbelig ved siden af hende.
“Og vask dit ansigt. Alle mænd, selv de bedste, begynder før eller siden at kigge på andre.” Karen sukkede og begyndte at fordele pillerne igen. “Vent. Jeg ringer efter en taxa til dig i din tilstand kunne du lige så godt gå ud foran en bil.”
Mette protesterede ikke. Hun skrev orlovsansøgningen, skiftede, tog sin taske og forlod sygehuset. Ved porten ventede en gul taxa. Hun satte sig på bagsædet og gav chaufføren adressen.
Hun havde ikke lyst til at tage hjem. *Min mand er gået, sikkert lykkelig med en yngre kvinde, og jeg var lige ved at sende patienter i graven. Jeg må tage mig sammen…* Hendes tanker blev afbrudt af en ringetone. Mette tog sin mobil op af tasken. Hendes datter.
“Mor, hej,” lød Lises muntre stemme.
Straks føltes det lettere, og rædselen forsvandt. Hun havde jo ikke nået at udlevere medicinen, så intet slemt var sket.
“Lis, hvordan har du det? Hvorfor ringer du?”
“Det går fint, mor. Er du på arbejde?”
“Jeg er i taxaen på vej hjem. Lis, de har sendt mig hjem på en uges orlov.”
“Hvorfor? Er du syg?” datteren lød bekymret.
“Nej, jeg har det fint. Det var bare… sådan det gik. Kan jeg ikke komme og besøge dig i en uge?”
“Selvfølgelig, kom du bare. Hvornår?”
“Allerede i morgen. Hvis jeg kan få billet til nattoget…”
Hun talte med sin datter uden at bemærke, at taxaen allerede holdt foran hendes hus.
“Undskyld, vi er fremme. Jeg har en ny kunde,” sagde chaufføren.
“Nåh, ja. Hvor meget skylder jeg?” spurgte Mette og tog telefonen fra øret.
Chaufføren så mildt på hende.
“Det er betalt. Pengene er trukket fra kortet, da de bestilte taxaen.”
“Åh? Jeg bestilte den ikke…” *Så må det være Karens kort, de har trukket fra*, tænkte Mette og steg ud.
“Mor, hvem talte du lige med?” spurgte datteren.
“Taxachaufføren. Jeg ringer, når jeg har billetten,” sagde hun og ville lægge telefonen tilbage i tasken men den var væk.
Mette blev varm over det hele. Hun kiggede sig omkring, men taxaen var kørt, og med den hendes taske. Hun vaklede hen til bænken ved opgangen, fejede nogle gule blade væk og satte sig. *Karen har ret, jeg har brug for en pause. I det her tempo mister jeg også hovedet…*
Huske hvad der var i tasken? Nøglerne til lejligheden lå i jakkelommen, telefonen havde hun i hånden… Pung! Der var næsten ingen kontanter, men kortene! Rabatkortene var ligegyldige, men betalingskortet… *Hvorfor sidder jeg her
