**”Jeg præsenterede min kæreste for min mor og blev helt paf over hendes telefonopkald næste dag”**
“Ja, mor,” svarede Lasse uden at kigge op fra avisen. Artiklen om pensionstilskud gav ham hovedpine ordene dansede for øjnene. Tankerne kørte i ring efter gårsdagens samtale med Mette.
Fru Nielsen kom ind med et bakke med to kopper te og en tallerken småkager. Sønnen så ikke engang op. Hun stillede teen ved siden af hans lænestol og satte sig overfor ham, mens hun studerede ham med skarp blik.
“Du virker lidt fjerntsiddende i dag.”
“Det er bare arbejdet,” mumlede han og lagde avisen fra sig. “Tak for teen.”
Fru Nielsen nippede til sin kop uden at tage øjnene fra ham. Hun var fireogtres, men holdt sig rank, og hendes gennemborende blik afslørede en kvinde, der altid fik sandheden frem.
“Lasse,” sagde hun strengt, som hun plejede, når han havde lavet ballade som barn, “hold nu op med at gå som katten om den varme grød. Jeg så, hvordan du talte med den… hvad hedder hun… Mette i går ved opgangen.”
Lasse spruttede med teen. Mor havde altid en evne til at overraske ham.
“Mor, hvad har Mette med noget at gøre?”
“Åh, kom nu. Jeg har opdraget dig i fyrre år tror du ikke, jeg ved, når der er noget alvorligt på spil?” Hun satte koppen hårdt ned, så den klirrede. “Kom nu ud med det.”
Lasse rejste sig og gik hen til vinduet. Sen efterår, nøgne træer. En lignende tomhed fyldte hans sind måske pga. den kommende samtale, måske fordi han vidste, moren havde ret om hans intentioner.
“Jeg vil gifte mig med hende,” sagde han uden at vende sig om.
Stilheden strakte sig, til han ufrivilligt vendte sig. Moren sad rank, hænderne foldet i skødet, med det velkendte alvor i blikket klar til en seriøs snak.
“Gift dig ikke med en, der ikke har en krone at vende, min søn,” sagde hun direkte. “Jeg beder dig.”
Ordene ramte hårdere, end han havde forventet. Ikke fordi de var overraskende han vidste godt, moren ikke brød sig om Mette men at høre det højt var alligevel svært.
“Mor, hvad har penge med noget at gøre? Jeg elsker hende.”
“Kærlighed, kærlighed,” rystede fru Nielsen på hovedet. “Hvad skal I leve af? Du har en slatten løn fra museet, hun tjener endnu mindre på biblioteket. Hvordan skal I få børn?”
“Vi klarer det sgu nok. Folk lever under værre forhold.”
Hun rejste sig hurtigt, gik til skabet og tog en fotoalbum frem. Bladrede, fandt det rigtige billede.
“Se her,” pegede hun. “Din far og jeg som unge. Smukke, lykkelige, forelskede. Fatter du, hvad der skete bagefter?”
Lasse kendte historien, men moren ville tydeligvis fortælle den igen.
“Vi boede i en lille lejlighed, kun på din fars løn. Jeg kunne ikke arbejde først med dig, så din søster. Penge slap op før månedens slutning, vi lånte af naboerne. Kan du huske, da vi spiste kartofler og gulerødder tre dage i træk? Hvordan din far blev bitter og skældte os ud?”
“Jo,” sagde han lavmælt. “Men tiderne er anderledes nu.”
“Tiderne ændrer ikke mennesker,” lukkede hun albummet og sank tungt ned i stolen. “Fattigdom æder kærlighed som rust æder jern. Først skændes I om småting han vil have kød, men der kun er penge til pasta. Så om større ting hun vil have en ny kjole, han har brug for nye sko. Og til sidst kan I ikke engang holde ud at se på hinanden.”
“Mette er ikke sådan. Hun kræver ikke unødvendigt.”
“Ikke endnu. Men når hun ser, hvordan hendes veninder lever? Når børnene skal i skole, og I ikke har penge til tøj?”
Lasse satte sig igen og tog sin kolne te. Morens ord ramte, fordi de var sande. Han havde selv tænkt det, mens han lå vågen om natten.
“Og hvad foreslår du? At jeg skal blive single hele livet?”
“Find en ordentlig pige. Med uddannelse, et anstændigt job. Kan du huske Trine Møller? Hun arbejder i bank nu, tjener godt. Smuk og klog.”
“Mor, jeg skal ikke ansætte hende jeg skal giftes!”
“Stop nu med at være så romantisk,” afbrød fru Nielsen. “Du er femogtredive det er tid til at tænke med hovedet, ikke hjertet. Romeo og Julie-tiden er forbi.”
Lasse rynkede panden. Mor kunne ramme hvor det gjorde ondt især når hun havde ret.
“Så lykken bygger på penge, mener du?”
“Ikke *på* penge, men den kommer ikke *uden*,” rejste hun sig og samlede kopperne. “Nå, jeg vil ikke presse dig. Du er en voksen mand tag dine egne beslutninger. Men husk mine ord, når livet bliver for hårdt.”
Lasse blev alene, men det gav ham ingen ro. Morens ord kørte i hovedet på ham. Han tog telefonen for at ringe til Mette, men besluttede sig om. Hvad skulle han sige? Hvordan forklare, at moren var imod dem?
Om aftenen ringede Mette selv.
“Hej, hvordan går det?” sagde hun. “Du virkede underlig i går.”
“Det er fint,” løj han. “Bare træt efter arbejde.”
“Jeg så den mest fantastiske kjole i dag,” hendes stemme blev drømmende. “I den butik ved parken. Mørkeblå, super flot. Lidt dyr, dog…”
Lasse mærkede et stik i brystet. Tilfælde? Eller havde mor ret var Mette allerede begyndt at hint
