Den Trofaste Ven af en Forræder

Den trofaste ven

Den efterår var det, at chauffører, der kørte forbi landevejen, lagde mærke til en hund, der stod ubevægeligt ved afkørslen til sommerhusområdet. Dag efter dag forblev den på samme sted. Først stod den, en uge senere sad den, og til sidst lå den, svækket af sult, mens den fulgte hver bil med øjnene.

De lokale begyndte at stoppe for at fodre dyret. På afstand lignede den en schæfer, hvis ikke den lille, buskede hale, der krøllede sig som en kringle på ryggen, afslørede den. Den var venlig over for dem, der gav den mad, men lod dem ikke komme tæt på. Alligevel spiste den grådigt, alt hvad der blev sat for den. Den forlod kun sin post i korte perioder, når det var nødvendigt.

Den, der tog sig mest af den, var en dreng ved navn Mikkel, der boede i området. Hver dag kom han for at støtte den stakkels hankønshund, som han kaldte Trofast. Han forklarede, at dens ejer nok var kommet til skade og ikke ville vende tilbage, og overtalte hunden til at følge med ham.

Den lænede hovedet til siden og lyttede mistroisk, men afslog at blive rørt. Det tog tid, men langsomt blev de venner, og til sidst sad de sammen ved vejen og så bilerne passere.

Således gik efteråret, og vinteren nærmede sig med bidende kulde. På Mikkels anmodning byggede hans far en isoleret hundehus ved grusvejen med et overdækket område, så madskålene var beskyttet mod regn og sne. Den nye bolig behagede Trofast, men alligevel vendte den tilbage til vejen, når den havde varmet sig.

Snere fygede sneen ind og dækkede vejen, markerne og hundens tilflugtssted. En dag begravede snefaldet også hundehuset under et ensformigt hvidt tæppe. Efter hvert snefald kom Mikkel og hans far for at grave indgangen fri igen.

Nu var dens hjem blevet til en hule med en grøft, der førte ud til vejen. Og som altid, efter at have spist, gik Trofast tilbage til den øde vej og stod længe og stirrede ud i horisonten.

Men alle vintre har en ende, og sådan gik det også denne. Isen smeltede, sneen forsvandt, og jorden tørrede. Fuglene begyndte at synge, sommerfugle dansede i luften. Vejen blev livlig igen, da sommerhusgæsterne strømmede til.

På den dag kom Mikkel som sædvanlig for at besøge Trofast. De legede og løb en tur. Trætte satte de sig på kanten af den lille platform og nød solens varme lys.

Pludselig blev hunden urolig, sprang op og løb hen mod en mørk bil, der drejede ind på grusvejen.

En Volvo bremsede hårdt, og en muskuløs mand i trediverne steg ud med en banden. Han løftede hånden mod hunden, men den gøede glad og hoppede op for at slikke ham i ansigtet. Da det mislykkedes, dansede den rundt om ham og satte så poterne mod hans bryst.

Manden skubbede den forskrækket væk, men udbrød så: “Lise, se, det er jo Buster! Jeg troede, den var død for længst. Den lille skiderik har altså liv!”

“Er det din hund?” spurgte Mikkel, der var kommet hen til dem.

“Ja, den var engang min. Købte en schæfer, men fik en blandingsracer med en krøllet hale. Hvis jeg havde taget den hjem, havde mine kammerater grinet af mig. Så jeg efterlod den her til efterårsferien. Den løb efter bilen, men faldt tilbage.”

“Den har ventet på dig i et halvt år. Den er ikke gået nogen steder.” “Virkelig? Jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre,” mumlede manden og klappede hunden på hovedet. Trofast kiggede bedende op på ham, mens den uroligt skiftede vægt mellem poterne. “Men jeg har købt en rigtig østeuropæisk schæfer med stamtavle nu. Vil du se den?” Han løb tilbage til bilen og hentede en langbenet hvalp, som han stolt præsenterede. “Se sådan nogle poter! Snart større end min næve. Et sandt bæst!”

Trofast sank sammen. Den trådte baglæns og satte sig, stirrende sørgmodigt på sin gamle ejer.

“Undskyld, gamle ven, jeg kan ikke have to,” mumlede manden og undgik dens blik. “Desuden klarer du dig jo fint uden mig. Du overlever nok.”

Han vendte sig hurtigt om, satte hvalpen ind i bilen og startede motoren. Bilen brølede og forsvandt i en sky af støv. Den forladte hund løb efter et stykke tid, men stoppede så og så trist på de fjernende baglygter. Så vendte den sig og slæbte sig tilbage mod hundehuset.

Mikkel fulgte efter, mens tårerne løb ned ad hans kinder.

“Trofast, lille ven, græd nu ikke. Han er ikke din kærlighed værd. Ikke alle mennesker er sådan nogle forrædere. Du har bare været uheldig med din ejer,” sagde han og krammede hunden, mens han strøg dens pande. “Vær ikke ked af det. Hvad skal du med ham? Du har mig! Vi er jo venner? Lad mig være din ejer. Jeg lover, jeg aldrig forlader dig. Kom, skal vi gå hjem?”

Drengen rejste sig og gik mod huset, mens han vendte sig og vinkede hunden til sig. Trofast tøvede, men fulgte langsomt efter, stadig usikker. I dens blik læste man et stumt spørgsmål: “Lover du, du ikke snyder mig?”

“Kom nu, du skal nok få det godt hos os,” svarede Mikkel.

Endelig besluttede hunden sig og satte i galop for at indhente ham. De gik ind i gården sammen. Efter at have vist Trofast det nye hjem og givet den mad, sad Mikkel længe med den på trappen.

Den taknemmelige hund slikkede hans hænder, mens han hviskede: “Du er den bedste hund i verden, den smukkeste og klogeste! Tro ikke på den forræder. Du er ikke en blandingsracer. Han ved bare ikke, at der findes en race, der er bedre end alle andre. Den hedder den trofaste ven.”

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

1 × 5 =

Den Trofaste Ven af en Forræder
25 år siden rejste min mand til udlandet… Stress og bekymringer gav mig kræft Hej. Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele min historie, men måske læser nogen med og får noget ud af det… Måske genkender du dig selv, eller måske undgår du de fejl, jeg selv har begået. Jeg vil gerne forblive anonym, men jeg har brug for et råd. Bare et blik udefra. Jeg blev gift af kærlighed… Jeg var ung og håbløst forelsket, kun 18 år, mens han var 22. Vores kærlighed var stor og ren, uden tvivl. Vi troede, vi kunne klare alt sammen – at intet kunne true os. Et år efter brylluppet fik vi en søn. Jeg var lykkelig… men det varede ikke længe. Tunge tider fulgte. Pengene slog knap nok til, barselspengene var små, og min mands løn kunne kun lige betale regningerne. Vi levede beskedent, som mange andre, men min mand syntes ikke, det var nok. — Jeg rejser til udlandet. Der tjener man mere, så får vi et bedre liv, sagde han en dag. Jeg bad ham blive. Sagde vi nok skulle klare den. At mange har det svært, men holder sammen. Han ville ikke lytte. Så stod jeg alene med barnet. År tog år. Jeg håbede, han ville komme hjem, men han ville ikke. Han sagde, at han skulle tjene mere i udlandet. At lidt endnu, så ville alt blive godt. Jeg tiggede og bad ham blive hjemme. Her var job, jeg tjente også. Mine forældre hjalp med barnet. Vi kunne leve som alle andre… Men han ville ikke tilbage. Vi blev med ét barn. Jeg drømte om flere, om en stor familie, men han sagde: — Vi har ingen penge. Bare vi kan forsørge den ene. Men selv med kun ét ville han ikke være der. Han kom hjem i ugevis, og så rejste han igen. Jeg opfostrede min søn alene, gik til forældremøder, sad oppe om natten når han var syg. Jeg sagde aldrig til min mand, når barnet var sygt – ville ikke bekymre ham… og han spurgte heller aldrig. Han kom aldrig rigtigt hjem… Hvis han havde tjent store penge, og vi levede i luksus, kunne jeg sige: “Det var det værd.” Men nej. Pengene slog kun til til et normalt liv. Vi havde stadig lån – til tag, bil, til vaskemaskinen. Ligesom alle andre. Jeg prøvede mange gange at forklare ham, at penge ikke var det vigtigste, at et barn har brug for sin far, at jeg var træt… men han lyttede ikke. Han levede sit liv dér. Vi vores her. Tiden gik. 25 år senere. Han kom hjem. Men ikke med opsparede penge – men med gæld. Jeg afbetalte en del af hans gæld ved at sælge min mormors hus. Han takkede mig, sagde han elskede mig, og at nu skulle vi endelig være sammen. Men – til hvilken pris? Alt for sent… Man skulle tro, nu havde jeg fået fred. Manden hjemme, han drikker ikke, han går ikke i byen… Man skulle tro, jeg burde være glad. Men jeg følte pludselig, at jeg ikke kunne få luft i mit eget hjem. For at bevare husfreden måtte jeg opgive mig selv. Jeg så ikke længere mine veninder – han kunne ikke lide dem. Han sagde, han ikke havde brug for venner, og så havde jeg heller ikke. Han forbød det ikke, men hans blik gjorde, at jeg mistede lysten. Jeg holdt op med at gå i flot tøj. Han brød sig ikke om farver, makeup, høje hæle. Sagde, det ikke passede til kvinder i vores alder. Jeg blev tavs, holdt op med at fortælle små sjove historier, stoppede med at drømme. Jeg levede bare. Arbejdede. Gjorde rent. Lavede mad. Sov. En til to gange om året ferie. Altid kun os to. Ingen venner, ingen selskaber – han kunne ikke lide nogen. Og jeg holdt ud. Alt. Men min krop kunne ikke klare mere… Hele livet – den endeløse rutine, spændingen, ensomheden – brød mig ned. Jeg blev syg. Diagnosen var frygtelig. Kræft. Min verden faldt sammen på én dag. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har tilbage. Men én ting ved jeg: Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg ikke leve sådan. Jeg ville aldrig have tilladt mig selv at blive en skygge. Jeg ville ikke lade en mand styre mit liv. Jeg ville ikke give afkald på mig selv for illusionen om en familie. Nu er det for sent. Min søn er voksen, har sit eget liv. Mine forældre er gamle, jeg hjælper så godt jeg kan. Og min mand… Han siger, han elsker mig. At han vil være hos mig. Men det varmer mig ikke mere. Jeg levede ikke det liv, jeg ønskede. Jeg var trofast, tålmodig. Jeg ventede på ham. Elskede ham. Og han… Han levede bare, som han ville. Hvis jeg kunne gå tilbage… Ville jeg vælge mig selv. Nu kan jeg kun sige én ting: Lev ikke som jeg har levet. Sæt ikke dig selv til sidst. Mister ikke dig selv for et forhold, der ikke gør dig lykkelig. Livet er alt for kort til bare at vente.