Hundens øjne i dyrehjemmet fyldtes med tårer i det øjeblik, den genkendte den fremmede mand som sin gamle ejer. Det var et møde, den havde ventet på i, hvad der føltes som en evigthed.
I den fjerneste, mørkeste krog af det kommune dyrhjem, hvor selv lyset fra de fluorescerende lamper kun syntes at skinne modvilligt og sparsomt, lå en hund sammenrullet på et tyndt, slidt tæppe. En schæferhund, engang stærk og statelig, men nu en skygge af sin tidligere styrke. Dens tætte pels, engang stoltheden af racen, var filtret og gennemvævet af ar af ukendt oprindelse, blegnet til en ubestemmelig askegrå farve. Hvert ribben tegnede sig tydeligt under hånden, en stum fortælling om sult og savn. Frivillige, hvis hjerter over flere års arbejde var blevet hårde, men ikke helt forstenede, havde givet den navnet Skyggen.
Navnet passede ikke kun på dens mørke farve og vane om at gemme sig i det mørkeste hjørne. Den var virkelig som en skygge stille, næsten lydløs, usædvanlig i sin selvvalgte isolation. Den kastede sig ikke mod den metalgitter, når folk kom forbi, sluttede sig ikke til de andre hundes højrøstede gøen, logrede ikke med halen i et forgæves håb om et strejf af kærlighed. Den løftede kun sit ærværdige, gråhårede hoved og stirrede. Stirrede på de fodder, der gik forbi dens bur, lyttede til de fremmede stemmer, og i dens blik, slukket og dybt som en efterårs himmel, lå en enkelt, næsten uddøende gnæst en pinefuld, udmattende venten.
Dag efter dag blev dyrehjemmet fyldt med liv i form af glade familier, med skrigende børn og forældre, der kritiskt udvalgte en hund, der var yngre, smukkere, “klogere.” Men ved Skyggens bur stilnede glæden altid af. Voksne skyndte sig forbi med medfølende eller væmmelige blikke på dens magre krop og slukkede øjne, børn tav, instinktivt mærkende den dybe, urgamle sorg, der udgik fra den. Den var et levende bevis på svigt, som den selv syntes at have glemt, men som for evigt var brændt ind i dens sjæl.
Natten var det værste. Når dyrehjemmet faldt i en urolig, afbrudt søvn, fyldt med suk, klynk og kløen af poter mod beton, lagde Skyggen hovedet på labberne og udstødte en lyd, der fik selv de mest hårdføre nattevagende hjerter til at knuge sig sammen. Det var ikke en hylen eller en sørgmodig tuden. Det var et langtrukkent, dybt, næsten menneskeligt suk en lyd af absolut, bundløs tomhed, en skræmt sjæl, der engang havde elsket uforbeholdent og nu langsomt forsvandt under vægten af denne umulige kærlighed. Den ventede. Alle i dyrehjemmet vidste det, når de så dens øjne. Den ventede på en, som den selv næppe troede på ville komme, men som den ikke kunne holde op med at håbe på.
Den skæbnesvangre morgen piskede en kold, ihærdig efterårsregn mod dyrehjemmets bølgebliktag i en monoton, bedøvende rytme, der udvaskede farverne fra en allerede trist dag. Der var mindre end en time til lukketid, da entrédøren knirkede og lukkede en vindstød af fugtig, gennemtrengende kulde ind. På dørtrinnet stod en mand. Høj, let foroverbøjet, i en gennemblødt, gammel flanelsjakke, hvis vanddråber dryppede ned på det slidte linoleumsgulv. Regnen løb ned ad hans ansigt, blandet med trætte rø
