“Jeg beder dig, lille datter, hav barmhjertighed med mig. Det er nu tre dage, siden jeg har fået et eneste stykke brød, og jeg har ingen penge tilbage,” hviskede den gamle kvinde til bagerens datter.
En bidende vintervind sled gennem de gamle gader i København, som om den ville minde byen om tider, hvor varme hjerter og ærlige blikke endnu fandtes.
Mellem de grå mure og afskallede skilte stod en ældre dame. Hendes ansigt var et kort over fure, hver eneste linje en fortælling om smerte, overlevelse og svundne håb. I hænderne knugede hun en slidt taske fyldt med tomme flasker de sidste rester af et liv, der engang var. Hendes øjne var blanke, og tårerne faldt langsomt ned ad kinderne, uden hast til at tørre i den kolde luft.
“Jeg beder dig, min datter” hviskede hun med en stemme, der dirrede som et løv i vinden. “Tre dage uden brød. Ikke en eneste krone tilbage ikke en øre til selv det mindste stykke.”
Ordene hang i luften, men bag bageriets glasdør rystede den unge ekspeditrice blot på hovedet. Hendes blik var koldt som is.
“Hvad skal jeg gøre ved det?” svarede hun irriteret. “Dette er en bager, ikke en flaskeautomat. Kan du ikke læse? På skiltet står det klart: flasker afleveres i pantautomaten. Der får du penge til brød, til mad, til at leve. Hvad vil du have mig til?”
Den gamle kvinde så forvirret ud. Hun havde ikke vidst, at pantautomaten lukkede klokken tolv. Hun var kommet for sent. For sent til den lille chance, der måske kunne have reddet hende fra sulten. Aldrig før havde hun samlet flasker. Hun havde været lærerinde, en kvinde med uddannelse og værdighed, en stolthed, hun ikke havde mistet, selv i de mørkeste tider. Men nu nu stod hun her, foran en biks, som en tigger, mens skammens bitterhed fyldte hendes sjæl.
“Nå,” sagde ekspeditricen, lidt blidere, “du burde sove mindre. Kom i morgen tidligt med flaskerne, så skal jeg nok give dig noget at spise.”
“Lille ven,” bønfaldt den gamle, “giv mig bare en kvart bolle Jeg skal nok betale i morgen. Jeg føler mig svimmel Jeg kan ikke Jeg kan ikke holde denne sulten ud længere.”
Men der var ikke en gnist af medlidenhed i ekspeditricens øjne.
“Nej,” afbrød hun skarpt. “Jeg driver ikke velgørenhed. Jeg har selv kun lige nok til dagen og vejen. Hver dag kommer folk og beder, og jeg kan ikke mætte dem alle. Gå nu, der er kø.”
I nærheden stod en mand i en mørk frakke, fordybet i sine tanker. Han virkede fjernt fraværende, som om han befandt sig i en anden verden en af bekymringer, beslutninger, fremtiden. Ekspeditricen forvandlede sig i et øjeblik, som om hun pludselig ikke stod over for en almindelig kunde, men en vigtig gæst.
“Godmorgen, Mikkel Lund!” udbrød hun venligt. “I dag har vi fået dit yndlingsbrød med nødder og tørrede frugter. Og wienerbrødet friskt, med abrikos. Dem med kirsebær er fra i går, men de er stadig lækre.”
“Godmorgen,” mumlede manden distræt. “Giv mig brødet med nødder og seks stykker wienerbrød med kirsebær.”
“Med abrikos?” spurgte hun smilende.
“Det gør ikke noget,” svarede han. “Med abrikos, hvis du vil.”
Han trak en tyk tegnebog frem, tog en stor seddel og rakte den til hende uden et ord. I samme øjeblik fangede hans blik tilfældigvis den gamle kvinde, der stod i skyggen ved bageriet. Hendes ansigt virkede bekendt. Meget bekendt. Men hukommelsen nægtede at give ham svaret. Kun én detalje lyste i hans bevidsthed: en gammeldags blomsterbrosche på hendes slidte frakke. Der var noget særligt ved den noget nært.
Manden steg ind i sin sorte bil, lagde posen med varer på sædet og kørte videre. Hans kontor lå ikke langt derfra, i et moderne, men beskedent byggeri. Han kunne ikke lide pral. Mikkel Lund, ejer af en stor elektronikvirksomhed, var startet fra bunden i de kaotiske 90er, hvor hver eneste krone måtte kæmpes hårdt for. Gennem viljestyrke, intelligens og utrætteligt arbejde havde han bygget et imperium uden at stole på forbindelser eller protektion.
Hans hjem en smuk villa i forstaden var fyldt med liv. Her boede hans kone Lise, deres to børn, Emil og Oliver, og snart skulle den længe ønskede datter komme til verden. Det var netop Lises opringning, der rev ham ud af hans tanker.
“Mikkel,” sagde hun bekymret, “de ringer fra skolen. Emil har slås igen.”
“Sk
Jeg beder dig, lille skat, hav barmhjertighed med mig – det er nu tre dage, siden jeg har fået så meget som en lille bid brød, og jeg har ikke en krone tilbage,” bad den gamle kvinde sælgersken.
