Tre lørdage i træk gik min kone på arbejde. Det jeg så, ændrede alt.
Bliver du sent i aften igen? Lasse prøver at tale roligt, men stemmen dirrer alligevel.
Mette stivner med tasken i hånden. Hun vender sig langsomt, som om hun køber sig tid.
Ja, projektet brænder. Chefen er ved at blive vanvittig, alle løber rundt.
På en lørdag? Tredje uge i træk?
Lasse, kom nu. Arbejde er arbejde.
Hun kysser ham på kinden hurtigt, formelt, som naboens kone i elevatoren. Hun lugter ikke af sin sædvanlige parfume. Noget børneagtigt, mælkeagtigt. Lasse rynker panden.
Mette, skal vi ikke snakke?
I aften. Alt sammen i aften, okay?
Døren smækker i. Lasse står midt i entreen med knyttede næver. Tredje lørdag. Tredje forbandede lørdag, hvor konnen går om morgenen og kommer hjem slidt, tavs, fremmed.
Han kan ikke mere. Han griber bilnøglerne.
Mette går ud fra opgangen, kigger sig over skulderen. Lasse dukker sig i bilen heldigvis holdt han bag en varevogn. Hun sætter sig i en taxi. Han starter motoren.
De kører længe. Ikke mod kontoret det var hurtigt klart for Lasse. Ud til en sovende forstad på den anden side af København. Hjertet hamrer. Nu skal han se. Nu falder brikkerne på plads.
Mette stiger ud ved et slidt femetages hus. Lasse parkerer lidt væk, følger efter. Hun går ind i opgangen. Han venter, tæller etagerne efter vinduerne. Tredje sal. Vinduet til venstre.
En halv time sker der intet. Så kommer Mette ud igen. Men ikke alene.
Med en barnevogn.
Lasse vakler næsten. En barnevogn? Et barn? De har ingen børn, de har kun talt om det, eller rettere, de *talte* om det, indtil de her lørdage begyndte…
Barnet græder. Mette vugger vognen, mumler beroligende. Hun ser forvirret ud, uerfaren. En pige kommer løbende ud fra opgangen Lasse genkender Mettes lillesøster, Ida. Den samme uansvarlige Ida, der som 25-årig allerede har været gift to gange og skilt lige så mange.
Mette, tak! Jeg er hurtig tilbage, maks to timer!
Ida, du sagde en time!
Årh, Mette, kom nu! Jeg har virkelig brug for det!
Ida løber væk, efterlader søsteren med det skrigende barn. Mette ruller hjælpeløst vognen frem og tilbage.
Lasse trækker sig om hjørnet, læner sig mod muren. Så ingen elsker. En nevø. Men hvorfor hemmeligholde det? Hvorfor lyve?
Han vender tilbage til bilen, kører hjem. Han må hjem før Mette. Han skal tænke.
Derhjemme vakler Lasse mellem værelserne. Han kunne bare spørge. Mette, hvor var du? Men hun ville lyve det ved han. Ligesom han selv har løjet.
For han har også en hemmelighed.
Sofie. Sekratæren fra nabokontoret. Intet er sket bare samtaler efter arbejde, kaffe, en enkelt gang biograf. Hun lytter til hans historier om programmering, griner af hans vittigheder, ser beundrende på ham. Som Mette engang gjorde. Før deres liv blev til køb brød, betal regninger, strømperne igen?
Med Sofie er det let. Hun minder ham om den Mette, han forelskede sig i for syv år siden. Den muntre, sorgløse Mette, der kunne lytte i timevis til hans snak om koder og algoritmer.
Nøglen i låsen. Lasse farer sammen, griber fjernbetjeningen, tænder tvet.
Hej, Mette kigger ind i stuen. Har du været hjemme hele dagen?
Ja. Orkede ikke at gå ud.
Hun går ud i køkkenet. Lasse hører vandet løbe, service der rasler. Han følger efter.
Mette står ved vasken, skrubber en kop. Skuldrene hænger, der er mørke skygger under øjnene. På hendes jeans er en plet det ligner mælkeerstatning.
Mette.
Hvad?
Du er træt.
Hun vender sig, ser forbløffet på ham.
Ja. Jeg er træt.
Skal vi ikke spise ude? Den italienske, hvor vi var til årsdag?
Lasse, jeg er virkelig smadret. Skal vi ikke bare bestille pizza?
Han nikker. Ser, hvordan hun tager telefonen, leder efter pizzariets nummer. Hænderne ryster.
Mette, hvad sker der?
Hvad mener du?
Du er anderledes. Har været det i en måned.
Hun stivner. Telefonen glider ud af hånden, falder på bordet.
Det er bare arbejdet, Lasse. Meget arbejde.
På en lørdag?
Ja! På en lørdag! Hvorfor bliver du ved?
Hun eksploderer. Lasse ser hun er lige ved at græde. Han går hen, omfavner hende. Hun spænder sig, men bliver så blød, lægger hovedet mod hans skulder.
Undskyld. Jeg er bare så træt.
Hun lugter af babypudder og noget surt barnet har sikkert spyet. Lasse stryger hende over ryggen, følger hjerteslagene.
Mette, hvis der er noget, så sig det. Jeg er ikke en fremmed.
Hun trækker sig væk, tørrer øjnene.
Alt er fint. Virkelig. Det er bare en hård periode. Det bliver bedre.
Pizzaen kommer efter fyrre minutter. De spiser i tavshed, uden øjenkontakt. Så går Mette i bad, mens Lasse bliver tilbage i køkkenet og stirrer på den kølnede skive med skinke.
Han kunne sige det. Mette, jeg så dig med en barnevogn. Er det din nevø? Men så måtte han indrømme, at han fulgte efter hende. Og så ville hun spørge: Hvad med dig? Hvor tilbringer du dine fredagsaftener?
Og hvad skulle han svare? At han sidder på en café med en anden kvinde? At han fortæller hende ting, han længe ikke har fortalt sin kone? At han nogen gange tænker: hvad nu hvis
Telefonen vibrerer. SMS fra Sofie: Ses vi mandag? Vil gerne vise den film, jeg snakkede om.
Lasse sletter beskeden. Nej. De ses ikke. Det er nok.
Mette kommer ud fra badeværelset i badekåbe, håret vådt, ansigtet rødt af varmen. Hun sætter sig ved siden af ham.
Lasse, lad os blive hjemme i morgen. Bare være sammen. Kun os to.
Hvad med arbejde?
Arbejde kan rende mig.
Han smiler. Hvornår sagde hun sådan sidst?
Okay. Vi bliver hjemme.
Hun tager hans hånd. Fingrene er kolde, på trods af det v
