Der var engang, i de tidligere dage, hvor livet endnu var fyldt med usikkerhed, at Mette, en ung pige fra en arbejderfamilie, fandt sig selv dybt forelsket. Det skete i hendes fjerde år på universitetet i København. Hun var ikke blot forelsket i enhver dreng, men i Magnus, en ung mand, som alle pigerne på studiet betragtede som en fangende skikkelse. Magnus kom fra en velhavende familie, hvilket gjorde ham endnu mere efterspurgt.
Mette var selv en smuk og intelligent kvinde, men hun var klar over, at der var forskel på deres baggrunde. Hendes forældre arbejdede hårdt for at give hende en uddannelse, mens Magnus familie havde alt, hvad penge kunne købe.
»Mette, du bør ikke kaste dit hjerte efter Magnus,« advarede hendes veninder i kollegiet. »Han ved godt, hvad han er værd, og ser ned på dem, der ikke er fra hans kredse. Selv hans venner er kun fra de rigeste familier.«
»Hvad så? Jeg ved også, hvad jeg er værd,« svarede Mette. »Jeg er ikke grim, jeg klarer mig godt i studiet, og jeg kan tale om alt.«
»Nå, men pas på, at du ikke ender med at græde. Hans forældre er sikkert sådan nogle, man ikke bare lige møder uden videre,« forsikrede hendes veninder.
»Åh, piger, I skræmmer mig,« sagde Mette ængsteligt. »Det er faktisk hans mor, jeg er mest bange for at møde«
Til hendes store overraskelse svarede Magnus hendes følelser, og det var endda ham, der først tog skridtet. Han inviterede hende i biografen.
De datede næsten hele det fjerde år, og lige inden sommerferien sagde Magnus pludselig:
»Mette, vi skal hjem til mine forældre i lørdags. Min mor har spurgt igen og igen: Hvem er hun?«
»Åh, Magnus, det er så pludseligt Jeg føler mig ikke klar,« svarede hun nervøst.
»Hvorfor er du bange? Mine forældre er som alle andre. Min far er tavs, mens min mor elsker at stille spørgsmål. Men vær ikke bange,« sagde han og smilede.
Mette var sikker på, at hun og Magnus en dag ville blive gift. Nu skulle hun bare imponere hans forældre. Hun læste ivrigt om bordetikette for at undgå fejl.
Da lørdagen kom, hentede Magnus hende, og de gik sammen til hans forældres lejlighed i Frederiksberg. Hun var nervøs, især for sin kommende svigermor.
»Goddag,« mumlede Mette, da hun trådte ind og så Magnus mor, en elegant kvinde, der smilede varmt.
»Hej, Mette. Jeg er Lisbeth. Kom indenfor,« sagde hun venligt.
Ved bordet sad Magnus far, Henrik, og nikkede kort uden at sige meget.
Mette spiste forsigtigt, med ryggen lige og albuerne væk fra bordet. Men i sin nervøsitet tabte hun en gaffel. Den faldt lydløst på det tykke tæppe.
»Undskyld,« hviskede hun og så skamfuldt på Lisbeth. Magnus grinede.
»Magnus, du tager dig dårligt af din pige. Hent en ren gaffel,« sagde Lisbeth strengt.
Da han var gået, smilede hun til Mette: »Slap af, vi er hjemme, ikke til et officielt møde. Spis ordentligt, ellers tror jeg, du ikke kan lide maden.«
»Jo, den er virkelig lækker! Men Magnus sagde, I har en hjælper, fru Jensen?«
»Ja, men i dag ville jeg selv lave mad,« svarede Lisbeth.
»Hvorfor?«
»Fordi jeg ville imponere min fremtidige svigerdatter, selvfølgelig!«
Mette troede næsten ikke sine ører.
»Så det er ikke kun mig, der skal prøve at imponere i dag?« sagde hun lettet.
»Nej,« lo Lisbeth. »Men Magnus har valgt godt. Ikke sandt, Henrik?«
»Jo, kære,« nikkede han.
Alt gik godt, og snart var Mette afslappet. To uger senere blev de forlovet, og to måneder efter gift.
»Magnus, hvor skal vi bo?« spurgte Mette.
»Det ved jeg ikke, men mine forældre hviskede om noget«
På bryllupsdagen fik de nøglerne til en lejlighed i samme opgang, to etager under hans forældre.
Mettes familie var lykkelige. Hendes mor sagde: »Der er virkelig en Gud. Du har dit eget hjem, min pige.«
Mette ville gerne færdiggøre universitetet samtidig med Magnus. Men i deres femte år opdagede hun, at hun var gravid. Hun var glad, men også bange for ikke at kunne afslutte studiet.
»Magnus, jeg er så glad! Vi skal have et barn. Jeg håber bare, jeg kan blive færdig i tide«
Han stirrede på hende og blev vred.
»Et barn? Det er for tidligt! Vi er studerende og afhænger af mine forældre. Jeg havde håbet, vi kunne nyde livet i mindst tre år først.«
Mette var målløs.
»Kort sagt,« sagde han koldt, »jeg vil ikke have barnet. Jeg vil ikke ødelægge min ungdom på bleer og barnevogne.«
»Vil du have, at jeg får en abort?« græd hun og løb ud.
Nede i opgangen mødte hun Lisbeth.
»Mette, hvad er der sket?« spurgte hun og førte hende indenfor.
Efter en kop te fortalte Mette alt.
»Han vil ikke have barnet«
Lisbeth tog hendes hånd. »Du har ret til at beholde det. Jeg står bag dig. Hvor langt er du?«
»Otte uger.«
»Så når du din eksamen. Gå ud i køkkenet, fru Jensen giver dig noget at spise. Jeg taler med min søn.«
Senere kom Magnus og undskyldte.
»Jeg tog fejl. Behold barnet.«
Mette takkede Lisbeth med et blik.
De færdiggjorde studiet, og to uger efter fødte Mette en søn. Lisbeth og Henrik var mere glade end Magnus, der var kold over for barnet.
Magnus arbejdede, mens Mette passede deres søn. Men han kom senere og senere hjem, ofte beruset.
»Magnus, hvorfor drikker du så meget?« spurgte hun engang.
»Blande du dig udenom!« brød han ud.
Hun tav og klagede ikke til Lisbeth.
Da sønnen var to, bemærkede Mette, at Magnus kom hjem sent, med fremmed parfume på tøjet.
»Er du mig utro?« spurgte hun direkte.
Han svarede ikke og gik.
»Det er slut,« tænkte hun.
Senere talte hun med Lisbeth.
»Mette, tænk dig om. Måske kan det reddes«
»Nej. Jeg tager til min mor.«
»Bliv her hos os. Vi vil ikke miste vores barnebarn. Fru Jensen kan hjælpe. Du skal finde et arbejde og komme videre.«
Mette blev.
Fem år senere var hun gift med en kollega, Mads, og de boede nu med
