Hun fandt en tabt telefon og gav den tilbage til ejeren. Men da han så halskæden om hendes hals, blev han lammet af chok…

Hun fandt en tabt telefon og gav den tilbage til dens ejer. Men da han så hængslet om hendes hals, stivnede han
“Liva!” lød den rå og hæse stemme fra hendes stedfar dybt inde i lejligheden.
“Åh nej,” tænkte pigen bedrøvet. “Der kommer han igen”
Hurtigt kiggede hun sig omkring, greb en hættetrøje og smuttede ud af huset til gårdspladsen.
“Liva, hvor skal du hen?” spurgte hendes bedstemors svage stemme. “Ikke længe, bedste!”
Ved indgangen stod to naboer og så bekymret på hende: “Skaber hun problemer igen?”
Liva svarede bare uden ondskab. Måske kunne hun vente, til hans morgenhumør bedrede sig et sted på gaden.
Hun gik langsomt ad fortovet mod den lokale købmand, sparkede til småsten engang imellem. Den samme tanke kredsede i hendes hoved:
“Hvis mor stadig var her Ville han ikke behandle mig sådan.”
Livs mor, Mette, døde for et år siden. En beruset chauffeur faldt i søvn bag rattet, og hans bil kørte lige ind i en busstoppested. Mette og tre andre døde på stedet. Flere passagerer blev alvorligt kvæstet. Chaufforen vågnede først, da redningsfolkene omringede ham.
Efter begravelsen rejste spørgsmålet: Hvem skulle tage sig af pigen? Hendes bedsteforældre nægtede blankt.
“Vi er for gamle til at opdrage en teenager,” sagde bedstemoren. “Børn i dag er ikke lette at opdrage. Og vores helbred er ikke, hvad det har været” Hun så bedende på sin mand. “Vi klarer det ikke. Lad hende blive hos Lars. Han adopterede hende alligevel.”
Lars, Mettes mand, havde officielt adopteret Liva efter hendes fødsel. Men han havde aldrig set hende som sin rigtige datter. Han gjorde hende ikke ondt, men ignorerede hende bare. I starten kaldte hun ham “far,” men en dag sagde han strengt:
“Jeg er ikke din far. Kald mig onkel Lars, forstået?”
Liva ville spørge sin mor, hvem hendes rigtige far var, men moren jokede bare med det. Efter Mettes død begyndte Lars at drikke mere.
Da Liva blev syv, var skolestart uundgåelig.
“Over halvdelen af min løn går til dig,” knurrede Lars og smed en ny taske fyldt med lærebøger og skrivesager på sengen. “Nu skal du hjælpe til. Du laver mad selv, og rengøringen er også dit ansvar. Huset er dit nu.”
“Naturligvis, hvem ellers?” tænkte Liva, men nikkede bare for at undgå konflikt.
Så sendte Lars hende i købmanden for at købe mad, efter at have aftalt med kassedamen ikke at stille for mange spørgsmål. Først var Liva flov, men med tiden vænnede hun sig til det. Hun blev også vant til, at kassedamen nogle gange gav hende noget lækkert af ren venlighed.
Og nu gik hun igen den velkendte vej til købmanden, over parkeringspladsen. I øjenkrogen så hun noget. Det lignede en mobiltelefon.
Hun så sig tilbage, tog den op fra jorden og blev forbavset.
“Wow! Den er ikke engang ridset!”
Hun trykkede på tænd-knappen, og mirakel! Telefonen tændte, og skærmen var ikke låst. Pigen satte sig på en bænk ved købmanden og åbnede kontaktlisten. Fleste var firmanavne, men så fandt hun: “Kone.” Hun ringede til nummeret.
Efter nogle ringtoner svarede en kvinde.
“Goddag! Jeg har fundet din mands telefon,” sagde Liva roligt.
“Hvordan vidste du, hvem du skulle ringe til?”
“Den var ikke låst. Jeg fandt dig sådan.”
“Godt. Hvor er du nu? Jeg hennes den.”
“Selvfølgelig, men tjek ikke andet, okay?” Liva følte sig lidt fornærmet.
“Okay, okay. Jeg kommer nu.”
Hun gav adressen og lagde på. Lige da telefonen slukkede, vibrerede den. På skærmen stod: “Snude.” Liva grinede ufrivilligt. Hun huskede en dreng i børnehaven med en stor næse, som hendes stedfar kaldte “Snude, næsebøffen.”
“Hallo,” svarede hun.
“Det er min telefon! Jeg ringer via en veninde.”
“Åh, fra Snude?”
“Præcis! Så du sagde, din kone kommer?”
“Ja, hun er næsten her.”
“Vent, hvad hedder du?”
“Liva.”
“Okay, Liva. Giv ikke telefonen til nogen. Jeg er der om et øjeblik. Hvor kan jeg finde dig?”
Pigen begyndte at forklare, men blev afbrudt:
“Jeg ved, hvor du er. Jeg var der for en time siden. Den må være faldet ud, da jeg steg ind i bilen. Vent!”
Opkaldet sluttede. Liva gemte telefonen under sin trøje og ventede. Lidt efter standsede en rød udenlandsk bil, og en smuk kvinde steg ud. Liva stod helt stille af beundring. Kvinden så sig omkring og gik hen til hende.
“Hej, er det dig, der ringede?”
“Nej, han gik. Han sagde, han ville være tilbage om et minut.”
“Utålmodigt!” knurrede kvinden irriteret. “Jeg har travlt!”
“Jeg spekulerer på, hvor jeg skal hen,” sagde en mandlig stemme spottende bag dem.
Da kvinden vendte sig, så hun en høj, mørkhåret mand. Hans ansigt var alvorligt, men med et livligt, let spottende blik.
“Kom du ikke efter mine penge på kortet?” fortsatte han. “Løb du virkelig herhen som en raket, da du hørte, telefonen ikke var låst?”
“Åh, åh!” prøvede kvinden at joke, men det var tydeligt, manden havde ramt hovedet på sømmet.
Han satte sig ved siden af Liva.
“Hej! Tak for at finde min telefon. Du er en meget anstændig pige. Fortæl det til din mor; hun skal være stolt.”
“Jeg har ikke nogen mor,” hviskede Liva og så ned.
Hun trak lynlåsen ned og tog telefonen frem. Manden rakte hånden frem, men stivnede pludselig. Hans blik faldt på hængslet om hendes hals: et lille lønneblad af harpiks med et mariehøne ved roden.
Kvindens ansigt spændtes, da hun så hans udtryk. Hun lukkede øjnene, som om hun prøvede at undslippe minder, og da hun åbnede dem igen, så det ud, som om hver muskel i hendes ansigt protesterede mod det, hun så.
“Hvor fik du det hængsel?” spurgte hun koldt og tog det forsigtigt mellem to fingre. Berøringen gjorde ondt, og hun slap det hurtigt. Liva sprang forskrækket tilbage.
“Min mor gav mig det, da hun levede Jeg må hjem nu.”
Hun sprang op fra bænken og løb væk. Men manden kaldte på hende:
“Vent! Jeg hedder Rasmus Mikkelsen. Hvordan kan jeg takke dig?”
“Det behøves ikke. Farvel.”
Liva gik og tænkte: “Hvorfor reagerede han så mærkeligt på mit hængsel?”
Hun huskede, hvordan hendes mor havde sat det om hendes hals, da hun var fem år:
“Lille ræv, må det bringe dig samme lykke som mig.”
“Hvilken slags lykke bragte det dig?”
“Dig, tåbe! Du er min lykke!”
Og Mette drejede hende rundt i stuen, grinede og kyssede hende på kinderne.
Liva fortsatte, uden at bemærke, at Rasmus fulgte forsigtigt efter i god afstand. Han havde sendt sin kone hjem og følte en uforklarlig tiltrækning til pigen.
Da Liva gik forbi nogle bedstemødre på en bænk og forsvandt ind i opgangen, nærmede Rasmus sig dem:
“Godaften, undskyld mig. Kan I fortælle mig, hvilken lejlighed pigen, der lige gik ind, bor i?”
“Hvem er du?” spurgte en mistænksomt.
“Jeg ville bare give hende pengene tilbage. Hun tabte tusind kroner i købmanden, og jeg kunne ikke nå at give dem tilbage med det samme. Se, her er kvitteringen.”
“Åh, så er det noget andet!” bedstemødrene blødede. “Stakkels Liva, med sådan en stedfar Han har sikkert drillet hende igen i dag. Gå op og giv hende pengene.”
Og de fortalte alt, hvad de vidste om pigens familie. I det samme lød der lyden af knust porcelæn og en fuld mands råb oppefra
“Liva, lille tøs! Hvor er du blevet af?” lød den hæse, irriterede stemme fra stedfaren i gangen. “Jeg river ørerne af dig!”
Rasmus løb op ad trappen på sekunder og bankede på døren. Den sprang op af sig selv. Lars stod i døren: medtagen, røde øjne og stø