*Dagbogsnotat*
Jeg ville bare hjælpe min søster, men endte med at høre: “Fra i dag er du en fremmed for mig.”
“Mor, har du lavet saft?” spurgte Freja, da hun kom ind i køkkenet til sin mor. “Der dufter så lækkert i hele lejligheden.”
“Ja, min skat,” smilede Mette og rørte i gryden. “Jordbær. Jeg ved jo, hvor godt du kan lide det.”
Freja lagde armene om sin mor og kiggede ned i gryden. Bærne svømmede i den mørkerøde saft, og duften mindede om barndommen.
“Kommer Signe forbi i dag?” spurgte hun og satte sig ved bordet.
“Hun lovede at komme til frokost. Hun sagde, hun havde noget vigtigt at tale om.”
Mette hældte saften i glas og skød et hen til sin datter.
“Smag lige, er den for sød?”
Freja tog en slurk og rystede på hovedet.
“Den er perfekt. Ligesom dengang, vi var små.”
Moderen satte sig overfor og så på sin datter.
“Freja, har du ikke lagt mærke til, at Signe har været underlig på det sidste? Før ringede hun hver dag, men nu hører jeg ikke fra hende i uger.”
“Mor, hun har jo arbejde og børn. Der er ikke tid til lange samtaler.”
“Det kan være. Men alligevel… I går så jeg hende ved supermarkedet. Jeg hilste, men hun kiggede lige igennem mig.”
Freja rynkede panden. Søsteren havde virket fjern de sidste måneder. Svarede sjældent på beskeder, kom til familiefester uden et ord og gik tidligt.
“Der er sikkert noget, der trykker,” sagde Freja. “Jeg taler med hende.”
Dørklokken afbrød dem. Mette skyndte sig at åbne.
“Signe! Sikke dejligt, du kom!” lød hendes glade stemme fra entreen.
“Hej, mor,” svarede Signe køligt.
Freja hørte skridt og så sin søster i køkkendøren. Signe så anspændt ud, læberne presset sammen til en tynd streg.
“Hej, Signe,” hilste Freja. “Sæt dig ned, mor har lavet saft.”
“Nej tak,” svarede Signe og blev stående.
Mette så forvirret på sin yngste datter.
“Signe, hvad er der galt? Du virker…”
“Der er ingenting,” afbrød Signe. “Jeg skal tale med Freja. Alene.”
Freja løj øjenbrynene op. Den tone havde hun aldrig hørt fra sin søster før.
“Mor, vil du ikke lade os være alene et øjeblik?” bad hun.
Mette nikkede og forlod køkkenet med et bekymret blik.
Signe kom nærmere men satte sig ikke.
“Godt,” begyndte hun iskoldt. “Hold op med at lege hellig.”
“Hvad snakker du om?” spurgte Freja forvirret.
“Om dine beskidte små hemmeligheder. Tror du ikke, jeg ved det?”
En kuldegysning løb ned ad Frejas ryg. Hun tænkte febrilsk, men kunne ikke fatte, hvad der foregik.
“Signe, forklar mig, hvad der sker.”
“Kender du ikke Anders, eller hvad?” stemmen dryppede af sarkasme.
Freja stivnede. Anders Signes mand. For et halvt år siden havde der været en ubehagelig episode mellem dem. Men hun troede, ingen vidste noget.
“Hvad mener du?” spurgte hun forsigtigt.
“Lad være med at spille dum! Jeg ved alt om jeres møder på cafeen. Om, hvordan du trøstede min mand, da vi havde problemer. Om, hvordan I krammede på parkeringspladsen.”
Signe tog sin telefon frem og viste Freja billeder. Der var hun og Anders på en café, og på et sidste billede stod de og krammede.
“Signe, det er ikke, hvad du tror…”
“Åh, ikke?” fnøs Signe. “Hvad er det så? Fortæl mig det hvorfor mødes min søster i smug med min mand?”
Freja sukkede tungt. Hun havde vidst, denne snak ville komme, men håbet på at undgå den.
“Anders kom til mig for at få råd,” begyndte hun. “Han sagde, I skændtes, at du ville skilles. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre.”
“Og du besluttede at hjælpe ham?” Signes stemme blev skarpere. “Sikke en omsorgsfuld svigerinde!”
“Signe, han var fortvivlet! Han sagde, han elskede dig, ikke ville miste familien. Jeg prøvede bare at forstå situationen.”
“Forstå?” Signe satte sig endelig, men kroppen var stiv af vrede. “Hvorfor gik han til dig og ikke sine venner? Eller sin mor?”
Freja indså fælden. Hvorfor var Anders gået til netop hende?
“Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg er din søster og kunne forstå dig bedre.”
“Vrøvl!” eksploderede Signe. “Han gik til dig, fordi du altid har lyttet til ham! Allerede da vi lige var begyndt at date, var du alt for interesseret i ham!”
“Signe, det er latterligt. Jeg har intet at skjule. Ja, vi mødtes et par gange. Ja, jeg krammede ham, fordi han græd. Men der var ikke noget mellem os!”
“Og så ændrede han pludselig mening om skilsmissen,” fortsatte Signe uden at høre efter. “Begyndte at sige, vi måtte redde familien. Og jeg troede, det var hans indsigt. Men det var dit arbejde!”
Freja rejste sig og gik hen til sin søster.
“Signe, jeg forstår, du er ked af det. Men jeg ville virkelig hjælpe. Det gør ondt at se jer lide.”
“Hjælpe?” Signe bakkede væk. “Du besluttede for mig, om mit ægteskab skulle reddes! Du blandede dig i mit liv uden at spørge!”
“Men I blev jo sammen! Og nu har I det jo fint!”
“Og hvordan ved du det?” Signes øjne funklede af vrede. “Tror du, fordi vi ikke er skilt, så er alt godt?”
Freja mærkede, hun havde sagt noget forkert.
“Signe, undskyld…”
“Hold mund!” råbte Signe. “Du aner ikke, hvad jeg gennemlever! Anders nævner dig ved hver konflikt ‘din søster synes, vi skal blive sammen’. ‘Kloge Freja sagde, familie er vigtigt’!”
Freja sank sammen på stolen. Hun begyndte at forstå katastrofens omfang.
“Han citerer dig hele tiden,” græd Signe. “Siger, du har ret, at jeg er egoist, kun tænker på mig selv. Jeg føler mig skyldig i mit eget hjem!”
“Signe, jeg har aldrig kaldt dig egoist…”
“Men hvad sagde du så? Fortæl mig om jeres hjertelige samtaler!”
Freja indså, hun var fanget. Uanset hvad hun sagde, blev det forkert.
“Jeg sagde, I elsker hinanden. At I har børn og et liv sammen. At man ikke skal smadre alt på grund af midlertidige problemer.”
“Midlertidige problemer?” Signe
