Ti år lang
Zacharias havde ikke haft heldet med sig i ægteskabet. Efter tre år blev han skilt fra sin kone, da han var omkring de tredive.
“Godt, vi ikke fik børn,” sagde han til kollegerne på arbejdet. “Det ville have været synd at efterlade dem.”
Han havde taget fejl af Tanja. Hun ønskede ikke en familie det var fester, veninder og selskabelighed, der trak. Selv havde han været en del af hendes kreds og var faldet for den livlige pige. Men som det senere viste sig, var hun for livlig og for fræk.
“Zacharias, du skal på arbejdsrejse til landsbyen Klippen, halvtreds kilometer fra byen. De har brug for hjælp til at få udstyret i gang,” sagde den øverste ingeniør. “En måned, måske mindre alt, hvad der skal til. Du er jo en fri mand nu, ikke længere gift. Så nu har du frit slag.” Han smilede.
Zacharias havde selv lyst til en ændring, så han tog gladeligt afsted, især da han aldrig havde været der før. I landsbyen blev han tilbudt:
“Du kan bo i venskolens kollegium, men der er renovering lige nu. Eller vi kan finde en lejlighed til dig der er et lille hus ikke langt fra transformatorstationen, hvor du skal arbejde.”
“Nej, jeg kan ikke udstå renovering. Jeg vil hellere bo hos en værtinde måske laver hun god mad,” grinede Zacharias. “Jeg er en alene mand…”
Så han blev sat i et lille hus hos en enke. Kvinden, ved navn Mette, var streng. Hun var svær at få til at åbne sig. Hun gik altid i lang, sort tøj, ned til fødderne, med et tørklæde om hovedet men man kunne se, hun var ung. Da han først mødte hende, tænkte Zacharias:
“Er hun gammel? Sort tøj og tørklæde ned til øjenbrynene.” Men hurtigt så han på hendes bevægelser, at hun var energisk.
De levede stille, talte ikke meget, men Mette lavede lækker mad til Zacharias. Han havde aftalt med hende om måltiderne han havde ikke lyst til at spise i den lokale kantine. Og hvad gjod det, hvem han betalte?
“Hør, Jonas,” spurgte han sin kollega en dag, “min værtinde Mette ser ikke gammel ud, men hun går i sådan noget tøj. Underligt. Jeg troede, hun var religiøs, men jeg har ikke set hende bede eller noget.”
“Mette? Har du ikke set hende uden tørklæde?” spurgte Jonas.
“Nej, om morgenen kommer hun ud i køkkenet allerede i det der nonnekostume. Vi veksler et par ord, og det er det. Men hun fodrer mig grundigt og lækkert især frokost og aftensmad.”
“Det er vigtigt, Zacharias, når man bliver fodret godt. Jeg ved det fra mig selv. Min Lise fodrer mig altid, selv når jeg kommer hjem fuld. Hun skælder ud, opdrager mig sådan er en kone og så fodrer hun mig. Men hun står lige ved siden af og knurrer. Jeg kender min Lise.” Jonas øjne lyste, når han talte om sin kone. Han elskede hende.
“Enig, Jonas, hundrede procent enig. Vi mænd kan godt lide god mad det er vores svaghed,” smilede Zacharias.
Efter en pause spurgte han:
“Jonas, hvorfor spørger du, om jeg har set Mette uden tørklæde? Er der noget særligt?”
“Nej, ikke rigtig bare smukt hår, som hun gemmer under tørklædet. Hun er jo ung, men hun spiller gammel.”
“Hvorfor?”
“Fordi hun har oplevet sorg. Hun og Mikkel elskede hinanden en kærlighed, alle misundte dem for. Han beskyttede hende, og så blev de gift. Jeg var til deres bryllup. Jeg er Mikkels fætter, men vi var tætte. Alle var glade de var et smukt par, Mette og Mikkel. Men de levede kun sammen i en måned. En forårsdag kørte han til byen. Der lå stadig sne, og på floden var isen tyk. Måske ville han hurtigt hjem det blev mørkt så han tog genvejen over floden i sin lille varebil. Men isen knækkede. Bilen sank under isen, og kun taget var synligt. Mikkel slap ikke ud strømmen trak ham under. De fandt ham først, da isen var smeltet, langt fra landsbyen.”
Zacharias sukkede dybt.
“Hold da op… Han ville spare tid.”
“Sådan er det, min ven. Der var fem kilometer ekstra over broen, men han… øh.” Jonas viftede afværgende med hånden. “Siden da har Mette været ung enke. Nu er hun måske syv-otteogtyve jeg ved det ikke præcist.”
Zacharias var rystet. Stakkels Mette kun en måneds ægteskab. Selvfølgelig var det en tragedie. Han vendte tilbage fra arbejde tankefuld, trådte ind i huset og stivnede. Mette stod med ryggen til og børstede sit lange, mørke hår. Det faldt i bølger ned ad ryggen. Døren knirkede forræderisk. Mette vendte sig, og igen følte han det samme han kunne ikke få et ord frem. Hun var en skønhed, med bølgende hår, der rammede hendes smukke ansigt.
“Åh,” sagde hun og fik hurtigt håret sat i en knold og tørklædet på igen, nu dybt over panden.
“Åh, Mette, hvorfor gemmer du sådan en skønhed under et tørklæde? Og du er jo helt ung. Jeg troede… det er på grund af den måde, du klæder dig.”
“Jeg har givet et løfte…”
Hun gik ud i køkkenet, og Zacharias fulgte efter, når han havde vasket hænder. Mette dækkede bord det var tid til aftensmad. Efter denne hændelse opførte Mette sig som før, mens Zacharias ikke kunne finde ro. Han tænkte på, hvordan han kunne få hende til at åbne sig. Hun tav stadig og undgik sin lejer.
En dag kom Zacharias hjem fra arbejde med et stort bundt markblomster. Han var gået forbi en eng og pludselig fik lyst til at plukke dem til Mette. Da han så hende i gården, rakte han straks blomsterne frem med et smil.
“Dem til dig. Ingen afbud i dag må du ikke sige nej.”
“Hvorfor det?”
“Fordi det er min fødselsdag,” løj Zacharias ikke det var sandt.
Mette smilede let.
“Så tak. Du burde have sagt det så havde jeg bagt en kage.”
“Det behøves ikke.” Han tog sin lille rygsæk af og fandt en lagkage frem, en flaske god vin og to chokoladebarer. “Hvad der var i butikken så lad os fejre det.”
Mette dækkede bordet, Zacharias åbnede vinen og hældte op i glassene. Mette nippede og satte glasset fra sig.
“Tillykke, og alt godt. Men jeg drikker ikke vær ikke vred, Zacharias.”
Hendes stemme var blød, lav og venlig.
