Femten minutter skulle Mette og hendes mor vente på den næste sporvogn, for de nåede den netop ikke. Den gamle vogn rystede og raslede af sted fra stoppestedet.
“Du tøffer altid sådan!” sagde moren. “Hvor mange gange har jeg ikke sagt det? Når du kommer hjem fra børnehaven, skal du hænge dit tøj pænt op og stille dine sko på plads, så vi ikke skal bruge al den tid på at pakke. Og hvorfor skulle du også lige lede efter dine farvekridt? Kan du virkelig ikke klare dig uden dem derhjemme?”
“Mor! Hvordan kan du ikke forstå det? Jeg lovede det til Sofie i går. Og du sagde selv, at når man lover noget, skal man altid holde det!” Mette kneb øjnene sammen med et lille, snedigt smil. “Sagde du ikke det?”
“Nå ja… det sagde jeg. Men skal vi så komme for sent til sporvognen? Jeg skal på arbejde i nat, og jeg har ikke engang nået at stryge din kjole eller lave aftensmad og morgenmad. Hvem skal gøre det? Bedstemor Grethe?”
“Mor lille, du skal ikke være bekymret. Det ordner sig, bare rolig. Det siger bedstemor Grethe altid. Åh, mor, se! Blomster! Hvad hedder de?” På bænken lå en lille visnet buket.
“Det er klokker. De vokser i skoven. Nogen har plukket dem og så smidt dem væk. Eller glemt dem.”
“Mor, de er så smukke, de klokker! Skal vi ikke tage dem med?”
“Har du ikke nok skrald… Nå ja, tag dem, så går vi. Sporvognen kommer snart.”
Hele vejen hjem holdt Mette fast i buketten. Stænglerne var knækket, og blomsterne var mast, men for hende var de de smukkeste blomster i verden. De lyse lilla klokker med deres svage duft forekom hende som noget magisk, lige som i et eventyr. En mand sagde, at hvis hun plantede dem i jorden, ville de komme til live igen. En dame med en stor mave rystede på hovedet og sagde bestemt: “Ikke jord. De skal i vand. Kun vand.” En anden dame hvæsede, da hun stod af: “Hvad er det for noget fjollethed? I burde købe nogle nelliker i stedet!” Mettes mor stirrede tavst ud ad vinduet, mens Mette snusede til blomsterne og hviskede: “Når vi kommer hjem, gemmer jeg jer. Så kan de sige, hvad de vil!”
Mette og hendes mor boede på anden sal. Under dem boede bedstemor Grethe og hendes mand, som alle respektfuldt kaldte “Egon Karlsen.” Mette kaldte ham bare “farfar Egon,” og alle var vant til det. Bedstemor Grethe og farfar Egon var ikke Mettes rigtige familie, men de var de bedste naboer.
Deres forhold var bedre end med nogen slægtning. Bedstemor Grethe hjalp altid Mettes mor med husarbejdet, og farfar Egon ordnede småreparationer. Hvis en dør var gået i stykker eller en lås var ødelagt, fiksede han det uden problemer. Hvis der skulle bages en kage eller Mette skulle hentes i børnehaven, var det bedstemors opgave. Selv bad de aldrig om hjælp. De mente, de havde alt, hvad de skulle bruge, og at de stadig kunne klare sig selv. Sådan levede de.
Under bedstemors altan voksede der hyld, og under hylden lå Mettes hemmelige sted. Et lille skjul, som ingen måtte kende til. Kun Mette. Egentlig vidste farfar Egon og bedstemor Grethe godt, hvor det var, men de sagde ikke noget. For hvordan kunne det ellers være en hemmelighed?
Fra stoppestedet løb Mette hjem i løb. Hun skulle hurtigt finde en flaske med vand og plante klokkerne i jorden. Og vande dem. Ellers ville de dø, som den ene dame havde sagt. Mens moren lavede aftensmad og morgenmad og derefter strygede Mettes børnehavekjole, gravede Mette et lille hul under hylden med en skovl, plantede klokkerne og gav dem vand. Men de kom ikke til live. “De sover nok bare,” tænkte Mette. “I må lige blive her, så løber jeg op til mor, følger hende af sted og kommer tilbage, okay?”
Mette fulgte sin mor af sted, spiste aftensmad, vaskede op og løb tilbage til sine klokker. Hun havde helt glemt farvekridtene til Sofie.
Solen var forsvundet, og tusmørket bredte sig over byen. Bedstemor Grethe var færdig med sine aftentjanser og skulle lige til at hente Mette. Når Mettes mor arbejdede om natten, sov Mette hos bedstemor og farfar. Men lige da råbte farfar Egon til hende fra altanen og vinkede, at hun skulle være stille. Han pegede ned mod Mettes hemmelige sted. Der sad Mette på hug og græd. Foran hende lå de visnede klokker i en lille vandpyt.
Bedstemor Grethe forstod det med det samme. Hun listede ud af lejligheden og hen til hylden.
“Hvad er der sket, Mette lille?”
“Bedstemor!” Mette hulkede. “Mine klokker vil ikke komme til live! Jeg har givet dem så meget vand, men de ligger bare der! Er de døde?”
“Åh, søde skat, de er bare syge. Alle blomster bliver syge, når de bliver plukket.”
“Men jeg plukkede dem ikke, bedstemor! De lå på bænken. Nogen havde smidt dem.”
“Nå, sådan kan det jo gå. Du skal ikke græde. Vi gør sådan her: Jeg har en pose med magisk pulver et sted. Bliv her, jeg er straks tilbage.”
Bedstemor Grethe gik ind, tog en krukke med mel, hældte lidt i en æsketændstikker og kom tilbage.
“Så, min skat. Der er kun lidt tilbage, men det er nok.”
“Hvad er det?”
“Magisk blomsterpulver. Jeg har brugt det meste, men det er jo netop magisk. Se her.” Bedstemor strøede en smule mel over blomsterne og mumlede: “Trolddom gør bedstemor, trolddom gør farfar, gør alle glade, helt til hundrede år!” Så strøede hun resten rundt om pytten. “Så, Mette. Nu skal de hvile. Det magiske pulver skal nok virke.”
“Er det virkelig magisk, bedstemor?”
“Ja, søde skat.”
“Hvornår vågner klokkerne?”
“Det ser vi i morgen tidlig. Men nu må vi gå ind. Det er sengetid.”
Mette sukkede, kastede et bekymret blik på sine blomster og fulgte med bedstemor ind.
Mette sov allerede dybt, da farfar Egon med en lyd af anstrengelse hentede sin gamle cykel fra altanen.
“Egon, har du taget lommelygten med?”
“Ja, selvfølgelig!”
“Og din lille skovl?”
“Uden den går det jo ikke!”
“Egon, jeg har lavet te i termokanden.”
“Hvorfor dog det?”
“Tænk, hvis du bliver træt!”
“Det er ikke nødvendigt.
