Han satte sin kone i fængsel, men hun var klogere.
Liva stirrede intenst på døren. Dagen var kommet, hvor hun kunne gøre op med sin mand. Hendes øjne flammede af en ondskabsfuld glød. Hvor længe havde hun ventet på denne dag… Hele to år.
Endelig hørte hun lyden af døren, der blev åbnet, og hendes hjerte hamrede i brystet. På sengen lå hendes ejendele stablet sammen, og ved siden af stod en taske, hun skulle pakke dem i. En kvinde i uniform trådte ind.
“Tid til at gå, Liva!” Liva rejste sig, pakkede hurtigt sine ting og forlod cellen.
“Kan du ikke vente med at møde din elsker?” hånede vagten, der fulgte hende.
Liva svarede ikke. Hun gik med hovedet højt. Hun var ligeglad med, hvad der blev sagt bag hendes ryg. Hun havde udholdt nok, men nu var hun klar til at få hævn over dem, der havde svigtet hende.
Hun så fremad, men minder fra tre år tidligere flimrede for hendes øjne.
Liva og Mads var succesrige forretningsfolk. Da de giftede sig, gik det kun fremad for dem. Succen fik dem til at miste jordforbindelsen, men den skabte også splid i deres ægteskab. Liva vidste alt om Mads’ utroskab, men for forretningens skyld tav hun.
Det gjorde ondt, men hun huskede ham, som han var, da de mødtes. Dengang var de almindelige mennesker forelsket i hinanden. Men årene gik, og kærligheden blev til rutine.
Liva stolede blindt på sin mand. Hun underskrev alle de dokumenter, han gav hende, uden at læse dem. Det viste sig at blive hendes undergang. Hendes lykkelige liv forsvandt på én dag.
Den dag blev hun anklaget for svindel og hvidvaskning. Hendes egen mand havde sat hende i det, med forfalskede dokumenter. Retssagen var kort. Mads vidnede imod hende. Hun fik ikke en god advokat. Måske havde han bestukket nogen, for dommen faldt lynhurtigt, og hun fik fem år.
I fængslet forandrede hun sig. Hun var ikke længere den bange kvinde, der ikke turde kæmpe. Nu havde hun fundet styrken i sig selv.
På grund af god opførsel blev hun løsladt tidligt, og nu tørstede hun efter hævn.
Og Mads var den første, hun ville vise sin nye “jeg” over for. Liva tænkte på alt dette, mens hendes ejendele blev overrakt.
“Held og lykke, skønhed!” sagde vagten og klappede hende på skulderen. Da Liva stod uden for fængselsporterne, kunne hun ikke røre sig. Frygt greb hende. I to år havde hun planlagt sin hævn, men nu tvivlede hun. Så så hun en bekendt skikkelse nærme sig.
Hun slap af. Gudskelov, han var der. Hun løb hen mod ham. Han skyndte sig også. De mødtes, og manden tog hende i sine arme.
“Liva, jeg kan ikke tro, denne dag er kommet.”
Hun gemte sit ansigt i hans hals og lo nervøst. Men han havde ventet lige så længe som hun. Det var Emil, hendes mands ven.
Lige efter hendes anholdelse begyndte han at besøge hende. Han troede på hendes uskyld og vidste, at Mads ikke var så ren, som han udgav sig for. Emil havde altid været forelsket i Liva, men han holdt det skjult indtil han efter et år fortalte hende sandheden.
Da havde Liva mere end taknemmelighed for ham. De forelskede sig hun i fængsel, han i frihed. Nu var der intet, der kunne stoppe dem.
“Jeg var bange for, du ikke ville komme,” hviskede hun.
Han holdt hende tættere. “Hvordan kunne jeg lade dig gå? Jeg slipper dig aldrig igen.”
Hun åndede hans duft ind og sukkede. I fængslet havde hun og Emil fundet frem til interessante oplysninger.
Emil var tæt med Mads og kendte til hans skumle forretninger. Han fortalte Liva, at alt var planlagt af Mads og hans elskerinde, der ville have en del af virksomheden.
Med hendes hjælp havde Mads gennemført sine snedige planer. Da Liva fandt ud af det, lovede hun hævn. Og Emil hjalp hende.
Han besøgte ofte Livas og Mads’ hus. Mads anede intet om deres forhold. Efter skilsmissen interesserede han sig ikke for Livas skæbne.
“Lad os komme væk herfra. Jeg har brug for et bad efter de her vægge. Jeg stinker af fængsel,” sagde Liva og rynkede næsen.
Emil lo. “Hvad snakker du om? Du dufter bedre end nogen anden kvinde.”
Han kyssede hende på panden og slap hende.
Liva lo, glad for at kunne le frit igen. Nu var skæbnen i hendes hænder. De holdt hinanden i hånden og gik mod bilen.
Hjemme hos Emil satte hun sig i en stol, iført en badekåbe, med en kop kaffe i hænderne. Hun nippede og lukkede øjnene. Da kaffen var drukket, sagde hun beslutsomt:
“Vis mig de dokumenter. Jeg skal være sikker på, alt gik, som vi håbede.”
Emil så på hende. Denne kvinde havde drevet ham til vanvid i årevis. Hans søster arbejdede i virksomheden, så han besøgte både hjemmet og kontoret under påskud af at se hende. I virkeligheden var det Liva, han ville se.
Han hentede papirerne fra safen og rakte dem til hende. Liva smilede. Nu havde hun Mads’ skæbne i sine hænder.
“Fortæl mig detaljerne. Jeg kunne ikke spørge i fængslet,” sagde hun og trak ham ned på gulvet.
Emil smilede. “Min søster kunne ikke sige nej til mig. Hun troede også på din uskyld. Jeg lovede, vi ikke ville forlade hende, når alt var overstået.”
Han forklarede, hvordan hun havde fået Mads til at underskrive dokumenterne uden at læse dem. Han var blevet sløset efter Livas fængsling.
Liva lukkede øjnene i triumf. Nu skulle han betale. Hun åbnede øjnene og så på Emil. Skæbnen havde sendt ham. Hun kendte ham i årevis, men havde ikke set hans følelser. Kærligheden til Mads havde blindet hende.
Hun lænede sig ind mod ham og hviskede: “Jeg elsker dig og vil være sammen med dig. Når alt er overstået, vil du så gifte dig med en eks-fange?”
Emil tog hendes ansigt i sine hænder. “Jeg forlader dig aldrig. Vil du gifte dig med mig?”
“Ja, ja, ja.”
De kyssede hinanden, og endelig skete det, de begge havde ventet på.
Næste dag gik Liva ind i kontorbygningen, hvor virksomheden lå. Hun var klædt i højhælede sko og havde en mappe med kopier af dokumenterne i hånden.
Ingen stoppede hende, da hun åbnede døren
