Mette skubbede de beskidte tallerkener ind i opvaskemaskinen og satte den på hurtigvask. Fredagens middag var en succes: Lasse havde ædt hendes signatur-svampehøj med stor appetit. Selv Pernille, der altid rynkede på næsen af enhver ret “den nyrige” lavede som hun kaldte Mette bag hendes ryg spiste to stykker.
“Jeg tager et brusebad,” råbte Lasse fra entreen. “Vi har fodbold med drengene i morgen, så jeg skal sove godt.”
“God ide,” svarede Mette og begyndte at tørre køkkenbordet af.
Pernille sad i stuen, klistret til sin telefon. Hun var ankommet aftenen før som sædvanlig uden varsel, med en masse shoppingposer og sit sædvanlige sure ansigt. “Bliver bare weekenden,” som altid.
“Vil du have noget te?” spurgte Mette og kiggede ind i stuen.
“Nej,” snapped Pernille uden at kigge op fra skærmen.
Mette trak på skuldrene og gik tilbage til køkkenet. Hun var vant til den slags behandling nu. Tre års ægteskab havde lært hende ikke at lade sig påvirke af sin svigerindes bid. Lasse sagde altid: “Pernille er stikkende, men hun kommer rundt om. Tag det ikke personligt.”
Lyden af rindende vand kom fra badeværelset. Mette tændte vandkogerens og åbnede det øverste skab for at tage sin yndlingskop. Så hørte hun Pernilles stemme fra stuen:
“Mor, hvordan går det? Ja, jeg er hos dem… Nej, hun lavede sin lortemad igen… Hør, jeg har talt med advokaten.”
Mette frøs med koppen i hånden. Pernille sænkede stemmen til en hvisken, men i den stille lejlighed kunne ordene tydeligt høres i køkkenet.
“Ja, gennem retten… Eftersom lejligheden kom fra bedstemor til Lasse, ikke til dem begge… Nej, den tåbe ved ikke engang, hun kan blive afmeldt… Lasse vil underskrive alt, hvis man spørger på den rigtige måde…”
Koppen gled ud af Mettes hænder og knustes mod gulvet.
“Hvad sker der derinde?” Pernilles stemme blev straks højere.
“Tabte en kop,” svarede Mette med en stemme, der knap kunne skjule frygten.
Lejligheden… De tre-værelses i centrum, hvor hun og Lasse havde boet i tre år. En gave fra hans bedstemor. “Til det unge par,” havde den gamle dame sagt dengang. Og nu ville denne slange have hende smidt ud?
“Som altid,” kom Pernille ind i køkkenet. “Klodset som sædvanlig.”
“Undskyld, jeg blev distraheret,” bøjede Mette sig ned for at samle skårene, glad for at Pernille ikke kunne se hendes ansigt.
“Hvorfor laver du bare rod? Hent en fejekost.”
Mette adlød og hentede kost og skovl. Hendes hænder rystede.
“Hvorfor skælver du?” Pernille kneb øjnene sammen. “Du tabte den, big deal.”
“Jeg… blev bare forskrækket,” løj Mette.
“Ja ja. Vores ømfindtlige lille blomst,” fnøs Pernille og gik tilbage til stuen.
I Mettes hoved summede én tanke: De vil smide mig ud. Ud af mit eget hjem. Det er derfor, Pernille pludselig kom…
Lasse kom ud af badeværelset, nynnende på en melodi.
“Åh, du smadrede en kop?” smilede han. “Bare rolig, vi køber ti til.”
“Ja,” tvang Mette et smil frem.
Lasse kyssede hende på panden og gik ind i soveværelset.
Den nat sov Mette ikke en blund. Lasse snorkede fredeligt ved siden af hende, mens hun stirrede op i loftet og tænkte. Fortælle det til sin mand? Men han forgudede sin søster og forsvarede hende altid. Klage til sin svigermor? Hun var tydeligvis indblandet med Pernille! Hun havde aldrig været varm over for Mette, selvom hun prøvede at skjule det.
Jeg må gøre noget selv, besluttede Mette ved daggry. Men hvad?
Næste morgen var Mette den første op og listede ud i køkkenet. Hendes hænder rystede så meget, at hun ramte forkert med skeen to gange.
“Okay, rolig,” hviskede hun til sig selv. “Tænk.”
Hendes blik faldt på en advokats visitkort på køleskabet siden sidste måned. Søren Jensen havde hjulpet deres nabo med en boligopdeling. Mette greb sin telefon.
“Godmorgen! Er det Søren Jensen? Det er Mette Nielsen, Karen Petersens nabo.”
Hun talte lavt, næsten hviskende, og kiggede konstant mod døren.
“Jeg har brug for en konsultation hurtigst muligt. Kan det være i dag? Kl. 13? Perfekt!”
Lasse vaklede ind i køkkenet, søvnig, med en pudehvirvel på kinden.
“Morgen,” mumlede han og kyssede hende. “Hvorfor er du oppe så tidlig?”
“Åh, jeg vågnede bare,” Mette undgik hans blik. “Lasse, jeg skal besøge en veninde i dag, okay? Vi har ikke set hinanden længe.”
“Hvilken veninde?”
“Ida,” kom det automatisk.
“Åh, ja,” gispede han. “Jeg tager Pernille i biografen. Hun spurgte i går.”
Selvfølgelig gjorde hun det, tænkte Mette, men sagde intet.
Advokatkontoret lugtede af kaffe og papir. Søren Jensen, en skaldet mand med briller, lyttede opmærksomt.
“Så lejligheden er fra din mands bedstemor… Er du registreret der?”
“Ja, lige efter brylluppet.”
“Og hvem står som ejer?”
“Undskyld?”
“Altså, ejendomsdokumentet. Gavebrev? Testamente?”
Mette blinkede forvirret.
“Det ved jeg ikke… Lasse stod for alt.”
Advokaten sukkede.
“Her er, hvad du skal gøre, Mette. Find først ud af, hvem der juridisk ejer lejligheden. Hvis det kun er din mand, har du et problem. Hvis det er jer begge, kan hans søster ikke røre dig.”
“Hvordan finder jeg ud af det?”
“Få en ejerudskrift via borger.dk eller på kommunen. Gør det i dag.”
Mette kom hjem med en klar plan. I entreen snublede hun over Pernilles sko.
“Åh, du er hjemme!” Pernille kom ud fra køkkenet. “Hvor har du været? Vi savnede dig.”
“Hos en veninde,” forsøgte Mette at holde stemmen stabil.
“Vi var i biografen med Lasse,” smøg Pernille sig. “Lillebror vokser aldrig op valgte de dumme actionfilm igen.”
Mette gik forbi med et nik. På soveværelset lukkede hun døren og tog sin telefon frem. Hurtigt fandt hun borger.dk, bestilte en ejerudskrift. Betalte. Nu skulle hun bare vente.
Den aften, da Lasse sov og Pernille låstede sig inde på gæsteværelset, tjekkede Mette sin
