Marie, hurtigt! Jeg har lige set din svigerdatter i supermarkedet. Hun købte rottegift. To pakker! Hun sagde, hun havde problemer med mus. Men jeg ved jo godt, du ikke har nogen mus! Marie følte benene svigte under hende. Sådan skulle det altså være! Sådan ville hun få huset til sig selv!
Baron, min ven, sukkede hun, da hun gik ud i haven med en skål grød. Nu er det kun dig og mig tilbage i hele den store verden.
Hunden løftede hovedet, slikkede hendes hånd taknemmeligt og begyndte at spise. Marie Nielsen var femogtres år, men hun så yngre ud robust, rank, med nydeligt redt gråt hår.
Kun øjnene røbede den sorg, hun havde gennemlevet der lå en så tung melankoli i dem, at det var svært at se på.
For et halvt år siden var Esben styrtet på sin motorcykel. Han havde købt den til sin førtiårs fødselsdag en gammel drøm, sagde han. Marie havde prøvet at tale ham fra det, men hvem kunne stoppe en voksen søn? En måned senere kom opkaldet fra hospitalet. Han kunne ikke styre den i en svingning.
Efter begravelsen tog Nanna Andreas med sig og flyttede tilbage til sine forældre i byen. Først ringede hun nogle gange og lod drengen tale med sin bedstemor, men så blev opkaldene sjældnere.
Marie prøvede at insistere på besøg hun havde jo ret til at se sin barnebarn. Men Nanna undskyldte altid med, at barnet var sygt, eller at hun havde for travlt.
Og så skiftede hun nummer. Marie kørte til adressen, men naboerne fortalte, at Nanna og hendes forældre havde solgt lejligheden og flyttet til en anden by. Hvorhen? Det vidste ingen.
Hej, Marie! lød en stemme over hækken. Lever du stadig?
Det var naboens Peter Vestergaard, en kvik enoghalvfjerdsårig enkemand. Han og hendes afdøde mand havde været gode venner, og efter mandens død havde Peter taget sig af hende.
Jeg lever, Peter, hvor skulle jeg ellers gøre af mig? smilede Marie. Kom indenfor, så drikker vi en kop te.
Hvornår har jeg tid til at drikke te med dig? svarede naboen. Jeg skal ind til byen, til apoteket og indkøb. Skal jeg hente noget til dig?
Nej tak, jeg har alt, hvad jeg har brug for.
Nå, men pas nu på dig selv. Du sidder her alene som en ugle og kommer aldrig ud. Det er ikke sundt, Marie. Livet skal leves.
Peter kørte, og Marie gik indenfor. I entreen hang der fotografier hele hendes liv, lige for øjnene.
Der var hun og hendes mand på deres bryllupsdag, der var lille Esben, der tog sine første skridt, der var den voksne søn med sin kone og lille Andreas. Alle smilede, alle var lykkelige.
Hun sukkede tungt og gik ud i køkkenet. Dagen syntes uendelig lang. Hun tændte for fjernsynet, men kunne ikke koncentrere sig alt føltes fremmed og meningsløst.
Hun tog strikketøjet frem, men hænderne ville ikke længere adlyde. Til sidst gik hun tidligt i seng i håb om, at søvnen kunne give hende glemsel.
Mor, mor!
Marie åbnede øjnene. Foran hende stod Esben ung, smilende, iført den ternede skjorte, hun havde givet ham til fødselsdagen.
Esben! hulkede hun. Min dreng!
Græd ikke, mor. Jeg kom for at advare dig. Vær forsigtig. Ondskaben er nær, meget nær. Pas på dig selv.
Hvad mener du? Hvilken ondskab? Esben!
Men sønnen begyndte allerede at forsvinde i dæmringen. Marie vågnede i tårer. Udenfor sang hanerne deres morgenkorus. Drømmen havde været så levende, som om Esben virkelig havde været der.
Hun stod op, vaskede sig i koldt vand og gik udenfor. Morgenduften var frisk og klar. I det fjerne, over åen, steg tågen. Så smukt, at det gjorde ondt i hjertet.
Bedstemor Marie! Bedstemor Marie!
En niårig pige, Freja, kom løbende hen til hekken. Hun var datterdatter af Maries afdøde veninde. Pigens forældre havde mistet livet i en bilulykke for to år siden, og nu boede hun på et børnehjem i området.
Marie besøgte hende ofte, tog gaver med og hjalp med lektierne.
Freja, skat! Hvad laver du her så tidligt?
Vi skal ud og samle kartofler på en gård. Jeg ville lige sige farvel. Jeg kommer først tilbage om en uge.
Vent lidt. Marie skyndte sig indenfor og kom tilbage med en pose. Her, tag den med. Der er kåsepølser, æbler fra haven og slik. Del med de andre børn.
Tak! Pigen krammede hende hårdt. Jeg elsker dig!
Og jeg elsker dig, skat. Pas på dig selv.
Freja gik, og Marie så længe efter hende. Hvor mange gange havde hun ikke overvejet at tage pigen hjem til sig? Men en ældre enke fik aldrig lov at blive værge.
De krævede en fuld familie, sagde de, stabil indkomst, lægeerklæringer. Hvilken familie havde hun?
Dagen gik med de sædvanlige sysler. Marie fjernede ukrudt, fodrede hønsene og lavede aftensmad. Ved aften var hun helt udmattet og gik tidligt i seng. Og igen kom drømmen.
Denne gang stod Esben ved hækken og vinkede, som om han prøvede at stoppe nogen.
Luk dem ikke ind! råbte han. Mor, luk dem ikke ind i huset! Det er farligt!
Marie vågnede af banken på døren. Klokken var halv elleve om aftenen. Hvem kunne det være?
Hvem er det? spurgte hun uden at åbne.
Marie Nielsen, det er mig, Nanna. Luk mig ind, tak!
Hendes tidligere svigerdatter? Marie åbnede døren forundret. På dørtrinnet stod Nanna uredt, med en stor taske, i krøllede tøj.
Undskyld det sene besøg. Jeg har problemer mit hus brændte ned. Det er helt ødelagt. Jeg nåede lige at komme ud.
Gud! Hvad med Andreas? Hvor er han?
Hos mine forældre. De er taget på ferie ved havet, og de tog ham med. Marie Nielsen, må jeg bo hos dig? Bare et stykke tid, indtil jeg finder et nyt sted.
Marie så nøje på hende. Nanna havde aldrig været varm overfor hende, og efter Esbens død havde hun undgået hende fuldstændigt. Og nu dukkede hun op midt om natten.
*”Luk dem ikke ind i huset!”* Esbens ord fra drømmen genlod i hende.
Men hvordan kunne hun nægte? Mennesker i nød, især en tidligere svigerdatter.
Kom ind, sukkede hun. Esbens værelse er ledigt.
De første dage opførte Nanna sig roligt. Hun hjalp til, lavede mad, gik endda i supermarkedet. Marie begyndte at tro, hun havde været uretfærdigt mistænksom. Måske havde sorgen ændret Nanna?
Det er dejligt her, Marie Nielsen, sagde Nanna ved middagsbordet. Så stille og fredeligt. I byen er der altid så meget larm.
Huset er stort, der er plads til alle, svarede Marie. Bliv så længe, du har brug for.
Men efter en uge begyndte Nannas adfærd at ændre sig. Hun holdt op med at hjælpe, lå hele dagen på sofaen med sin telefon og krævede speciel mad.
Marie Nielsen, kan jeg få fjernsynet på mit værelse? Det er irriterende at gå ind i stuen hver gang.
Tag det fra mit soveværelse, jeg ser det alligevel ikke.
I øvrigt, har du tjekket dine papirer på huset? Man ved aldrig måske er der en fejl. Jeg kan hjælpe dig, jeg arbejdede på et advokatkontor.
Marie blev mistænksom. Hvorfor var Nanna interesseret i hendes huspapirer?
Nej tak, jeg har styr på det.
Nanna kneb læberne sammen og gik. Om natten drømte Marie igen om Esben.
Mor, hun har onde planer. Vær forsigtig. Spis og drik ikke noget, hun laver. Pas på dig selv.
Esben, hvad skal jeg gøre? Hvordan får jeg hende ud? Hun er mor til Andreas.
Andreas er i sikkerhed. Men du er i fare. Husk mine ord.
Næste morgen vågnede Marie med en tung hovedpine. Nanna var allerede i gang i køkkenet.
Godmorgen! Jeg har lavet grød og kaffe. Kom og spis.
Tak, jeg kommer senere. Jeg skal lige fodre hønsene først.
Marie gik udenfor og tænkte. Var Nanna virkelig ude på noget? Men hvad? Lige da kom Peter Vestergaard hen til hækken.
Hej, nabo! Hvad laver du?
Åh, jeg tænker bare.
Jeg hørte, din svigerdatter er vendt tilbage. Hvordan har hun det?
Hun bor her for nu. Hun siger, hendes hus brændte ned.
Peter så bekymret ud.
Underligt. Jeg var i byen for nylig og mødte gode gamle Karl han arbejdede på det samme kontor som din Nanna. Han sagde, hun blev fyret for tyveri for et halvt år siden.
Og der har ikke været nogen brand. Hun boede hos en eller anden fyr, men han smed hende ud. Så nu er hun hos dig.
Marie følte kulden brede sig. Så drømmene havde altså ret. Esben havde advaret hende.
Tak, Peter, for at fortælle mig det.
Vær forsigtig med hende, Marie. Man ved aldrig, hvad hun har i sinde.
De næste dage var Marie på vagt. Hun lavede selv maden og holdt øje med Nanna, som blev mere og mere fræk. Hun begyndte at opføre sig, som om hun ejede huset, flyttede på tingene og inviterede veninder hjem.
Marie Nielsen, dit hus er stort. Hvad med at leje et værelse ud til turister? Det kunne give lidt ekstra.
Jeg har ikke brug for ekstra. Jeg vil bare have fred.
Åh, altid det der med fred! Man skal leve! Du kunne også giftes igen. Med Peter Vestergaard, for eksempel. Han er enkemand, du er enke det passer jo perfekt!
Marie sagde ingenting, men tænkte for sig selv Nanna ville åbenbart gerne af med hende. Men hvordan? Snak hjalp ikke.
Svaret kom uventet. Næste morgen kom Peter løbende i panik.
Marie, hurtigt! Jeg så din svigerdatter i supermarkedet. Hun købte rottegift. To pakker! Hun sagde, hun havde mus. Men jeg ved jo, du ikke har nogen mus!
Marie følte benene svigte. Sådan var det altså! Sådan ville hun overtage huset!
Hvad gør jeg, Peter?
Lad som ingenting. Men vær parat. Hvis du føler noget er galt, kom straks til mig.
Om aftenen var Nanna særlig venlig.
Marie Nielsen, jeg har bagt en æblekage, som du kan lide. Og lavet te med urter.
Tak, skat. Sæt det på bordet, jeg kommer om lidt.
Marie gik ind på sit værelse og sendte en sms til Peter: *”Det begynder. Vær parat.”*
I køkkenet skænkede Nanna allerede teen. To kopper en til sig selv og en til Marie. Kagen lå pænt skåret på en tallerken.
Kom og spis, før det bliver koldt.
Marie satte sig, men drak ikke.
Ved du hvad, Nanna, jeg drømte om Esben i nat.
Svigerdatteren gøs.
Nå? Og hvad så?
Han advarede mig mod fare. Sagde, nogen ville mig ondt.
Man drømmer da så meget, lo Nanna nervøst. Drik nu din te, den bliver kold.
Om lidt, jeg skal lige have sukker.
Marie rejste sig, lod som om hun hentede sukkerkanden, men byttede i smug kopperne. Hun satte sig igen, rørte sukkeret rundt.
Hvad skal vi skåle for? spurgte hun smilende.
For for sundheden! stammede Nanna.
For sundheden, ja.
De løftede begge kopperne. Marie lod som om hun drak, men holdt øje med Nanna. Hun tog en stor slurk, så endnu en.
Pludselig blev hun bleg. Hun greb sig om halsen.
Hvad hvad er det? Du du byttede kopperne!
Er der noget galt med teen, Nanna? Du bryggede den selv.
Nanna prøvede at rejse sig, men benene bar hende ikke.
Kælling! Gamle heks! Alt skulle være mit! Huset, pengene! Jeg har måttet holde ud med din Esben i årevis, og så dør den idiot bare!
Skal jeg ringe efter en ambulance? spurgte Marie roligt og tog telefonen.
Ring hurtigt
Marie ringede efter ambulance og politiet og sendte en sms til Peter. Han kom løbende lige før ambulancen og politiet ankom. Nanna blev kørt på hospitalet, hvor de pumpede maven.
Dosis var lille, ikke livstruende, men ubehagelig nok.
På bordet lå de bevismaterialer rottegift-pakningen i skraldespanden, kopperne med rester af “teen”.
Hvordan vidste du at bytte kopperne? spurgte betjenten.
Min søn advarede mig. I en drøm, svarede Marie enkelt.
Betjenten fnøs, men skrev det ikke i rapporten. I stedet stod der: *”Hun handlede på intuition.”*
Efter alt dette tog det lang tid for Marie at komme sig. Huset føltes endnu mere tomt. Selv Nannas ondskab havde givet en illusion om, at hun ikke var helt alene.
Peter Vestergaard kom hver dag, bragte indkøb med og hjalp i huset.
Marie, hvad med at vi gifter os? Vi passer altså sammen. Livet er sjovere, når man ikke er alene. Jeg er stadig rask, og jeg kender noget til husligt arbejde. Jeg skal nok behandle dig ordentligt.
Marie så på ham og tænkte. Peter var en god mand, venlig og arbejdsom. Han havde været ven med hendes afdøde mand. Men hvad med minderne?
Peter, hvad vil folk sige? I vores alder
Hvad så? Lever vi for andre? Min datter bor i København, jeg ser mine børnebørn næppe. Men Freja Måske kunne vi prøve at få hende som plejebarn? Sammen har vi bedre chancer.
Maries hjerte gjorde et hop. Freja! Hvorfor havde hun ikke tænkt på det?
Vil du virkelig tage Freja til os?
Hvorfor ikke? Hun er en god og klog pige. Og så er der nogen til at give os en kop te, når vi bliver gamle.
Marie græd. For første gang i lang tid var det glædestårer.
Tak, Peter. Jeg er med på det.
Brylluppet var en stille affære de sidde ved bordet med naboerne og drak kaffe. Derefter begyndte den lange proces med at få Freja som plejebarn.
Først skulle de indsamle papirer indkomst, helbred, anbefalinger. Så kom der inspektioner af boligen kommissionen kontrollerede, om pigen ville få sit eget værelse og plads til lektier.
De gennemførte kurser for plejeforældre to måneders weekender i kommunen. Så kom psykologsamtaler og møder med kommunen.
Processen tog et halvt år, men de gav ikke op. Freja levede i håb, og Marie og Peter besøgte hende regelmæssigt på børnehjemmet.
Endelig kom det længe ventede svar plejeangenævnelsen var godkendt. Ældreparret med eget hus og stabil indkomst var acceptable kandidater.
Da Freja hørte, at hun skulle bo hos bedstemor Marie og bedstefar Peter, græd hun af glæde.
Jeg har ønsket mig det så længe! Hver dag!
Huset blev fyldt med liv igen. Freja løb rundt i stuerne, Peter byggede hylder til hendes bøger, Marie lærte hende at bage. Om aftenen sad de sammen, drak te og snakkede.
Om natten drømte Marie igen om Esben. Men denne gang smilede han.
Tak, mor. Du gjorde det rigtigt. Freja vil være en god barnebarn for dig. Og pas på Peter han er en god mand. Nu er jeg rolig.
Marie vågnede med et let hjerte. Livet gik videre. Og i dette liv var der igen lykke.
Året efter, da foråret kom, lød der igen børnestemmer i haven. Freja gynge på den gynge, Peter havde bygget.
Baron, der pludselig virkede yngre, legede med en bold. Marie stod på trappen og så på scenen med glædestårer.
Bedstemor, se hvad jeg kan! råbte Freja og gynge højere.
Pas på, skat!
Skat Hvor naturligt det lød. Og et sted langt væk vidste Marie, at Esben også var glad for dem.
Livet havde sejret. Huset var ikke længere tomt. Igen var der lykke indenfor murene
Marie, skynd dig! Jeg har lige set din svigerdatter i butikken – det er vigtigt!
