**Dagbog**
Tre lørdage i træk gik min kone på arbejde. Det, jeg så, ændrede alt.
Bliver du sent i dag igen? Forsøger at lyde rolig, men stemmen ryster alligevel.
Freja stivner med tasken i hånden. Vender sig langsomt, som om hun køber tid.
Ja, projektet brænder. Chefen er ved at blive vanvittig, alle løber rundt.
På en lørdag? Tredje uge i træk?
Markus, altså Arbejde er arbejde.
Hun giver mig et hurtigt kys på kinden formelt, som til en nabokone i elevatoren. Hun dufter ikke af sin sædvanlige parfume. Noget sødt, børneagtigt. Jeg rynker på næsen.
Freja, skal vi ikke snakke?
I aften. Alt sammen i aften, okay?
Døren smækker i. Jeg står i entreen med knyttede næver. Tredje lørdag. Tredje forbandede lørdag, hvor hun kommer hjem træt, tavs og fjern.
Jeg kan ikke mere. Jeg snupper bilnøglerne.
Freja går ud fra opgangen, kigger sig over skulderen. Jeg dukker mig bag min bil heldigvis parkeret bag en varevogn. Hun stiger ind i en taxa. Jeg starter motoren.
Køreturen varer længe. Ikke mod kontoret det var hurtigt klart. Mod en boligblok i den anden ende af byen. Hjertet hamrer. Nu skal jeg se. Nu falder brikkerne på plads.
Freja stiger ud foran en slidt femetages bygning. Jeg parkerer lidt væk, følger efter. Hun går ind i opgangen. Jeg tæller etagerne. Tredje sal. Vinduet til venstre.
En halv time sker der ingenting. Så kommer Freja ud igen. Men ikke alene.
Med en barnevogn.
Jeg vakler. En baby? Vi har ingen børn. Vi har kun talt om det, eller rettere, vi *talte* om det, inden de her lørdage startede
Barnet græder. Freja vugger vognen, mumler noget. Hun virker forvirret, uerfaren. En ung kvinde kommer løbende ud Frejas lillesøster, Mie. Den uansvarlige Mie, der allerede som 25-årig har været gift og skilt to gange.
Freja, tusind tak! Jeg er hurtigt tilbage, maks to timer!
Mie, du sagde én time!
Årh, please! Jeg har virkelig brug for det!
Mie løber væk, efterlader Freja med den skrigende baby. Freja ryster hjælpeløst på vognen.
Jeg trækker mig tilbage om hjørnet, læner mig mod muren. Så ingen elsker. En nevø. Men hvorfor hemmeligholde det? Hvorfor lyve?
Jeg kører hjem. Må nå det før Freja. Må tænke.
Derhjemme paceren jeg. Kunne bare spørge: Freja, hvor var du? Men hun ville lyve det ved jeg. Ligesom jeg selv lyver.
For jeg har også en hemmelighed.
Liva. Sekretæren fra nabokontoret. Intet seriøst bare snakke efter arbejde, kaffe, en enkelt film. Hun hører på mine historier om programmering, griner af mine vittigheder, ser beundrende på mig. Som Freja gjorde engang. Før vores liv blev til køb brød, betal regninger, strømperne ligger igen.
Med Liva er det let. Hun minder mig om den Freja, jeg faldt for syv år siden den muntre, sorgløse, der gad høre på mine tanker om kode og algoritmer.
Nøglen i låsen. Jeg samler fjernbetjeningen op, tænder for tvet.
Hej, Freja kigger ind i stuen. Har du været hjemme hele dagen?
Ja. Orkede ikke at gå ud.
Hun går på køkkenet. Jeg hører vand, tallerkener. Følger efter.
Freja står ved vasken, skrubber en kop. Skuldrene hænger. Mørke ringe under øjnene. På hendes jeans en plet af mælkeudsmidning?
Freja.
Hvad?
Du er træt.
Hun vender sig, ser forvirret ud.
Ja. Jeg er træt.
Skal vi ikke spise ude? Den italienske, hvor vi var til årsdagen?
Markus, jeg er virkelig smadret. Skal vi ikke bare bestille pizza?
Jeg nikker. Ser, hvordan hun finder nummeret til pizzariaet. Hænderne dirrer.
Freja, hvad foregår der?
Hvad mener du?
Du har været en anden. I en måned nu.
Hun stivner. Telefonen falder på bordet.
Det er bare arbejdet, Markus. Meget arbejde.
På en lørdag?
Ja! På en lørdag! Hvorfor bliver du ved?
Hun bryder sammen. Jeg ser tårerne. Går hen, krammer hende. Hun spænder sig først, så smelter hun, begraver ansigtet i min skulder.
Undskyld. Jeg er bare så træt.
Hun dufter af babypudder og noget surt måske gylp. Jeg stryger hende over ryggen, mærker hjerteslagene.
Freja, hvis der er noget, så sig det. Jeg er her.
Hun trækker sig tilbage, tørrer øjnene.
Det er fint. Virkelig. Bare en hård periode. Det bliver bedre.
Pizzaen ankommer efter fyrre minutter. Vi spiser i tavshed. Freja går i bad, jeg bliver på køkkenet, stirrer på den kolde pizza.
Jeg kunne sige det. Freja, jeg så dig med en barnevogn. Er det din nevø? Men så skulle jeg indrømme, at jeg fulgte efter hende. Og så ville hun spørge: Hvad er det, *du* laver om fredagen?
Og hvad skulle jeg svare? At jeg sidder på café med en anden kvinde? At jeg fortæller hende ting, jeg ikke længere deler med min kone? At jeg nogen gange tænker: hvad nu hvis?
Telefonen vibrerer. SMS fra Liva: Ses vi mandag? Vil vise dig den film, jeg talte om.
Jeg sletter beskeden. Nej. Vi ses ikke. Det er nok.
Freja kommer ud af badeværelset i badekåbe, håret vådt. Sætter sig ved siden af mig.
Markus, lad os blive hjemme i morgen. Bare os to.
Hvad med arbejdet?
Arbejdet kan vente.
Jeg smiler. Hvornår sagde hun det sidst?
Okay. Vi bliver hjemme.
Hun tager min hånd. Fingrene er kolde, trods det varme bad.
Vi har mistet noget, ikke?
Hvad mener du?
Os. Vi har mistet os.
Jeg klemmer hendes hånd.
Vi finder os igen.
Næste morgen vågner vi sent. Freja laver pandekager første gang i et år. Jeg skærer frugt, brygger kaffe. Vi spiser på altanen, selvom det er køligt.
Husker du, da vi spiste morgenmad i Prag? siger Freja. På den bitte lille altan
