**Dagbogsnotat**
Det hele startede så enkelt, nærmest klassisk, må man sige. De gik i samme klasse fra første til tiende, hvor de forelskede sig. Den kærlighed blomstrede i de sidste to skoleår, og alle holdt af dem, for de var smukke sammen, og deres forhold havde en ærbar, nærmest fornem stemning. Alle regnede med, de ville blive gift efter studentereksamendet var bare et spørgsmål om tid. Lasse og Freja.
Og Lasses tro på, at det ville ske, var stærk som en spejderløfte. Freja tvivlede heller ikke på ham, lige så lidt som man tvivler på, at klokkerne i Københavns Rådhus slår tolv nytårsaften.
Selv jeg, der var deres klasselærer, syntes godt om dem begge. Lasse var målrettet og disciplineret, klar på at blive jurist, så han knoklede med historie og samfundsfag. Freja skulle blive «Danmarks største forfatter gennem tiderne», som Lasse sagde. Hun skrev evindelige ridderromaner, som Lasse altid læste først. Jeg var den anden læser, for jeg underviste dem i dansk og litteratur.
I hendes romaner var der alt: kærlighed så intens, at *Hun* altid opgav alle verdens goder for den, mens *Han* kæmpede mod enhver, der ville tage hende fra ham. Der var borge, broer over afgrunde, onde mødre og fædre, der tvang deres børn til et liv, de ikke selv ønskede. Men til sidst sejrede sandhedendog altid for sent, for enten døde *Hun* eller *Han* i slutningen. Man følte sig både lettet og trist.
Alligevel troede vi på Freja. Lasse fordi hans hjerte var bundet til hende for altid. Jeg fordi der, gemt mellem de blomstrende ord, var glimt af noget virkelig smukt: *« sidste års løv knasede tørt under fødderne»*, *« munkenes hætter, der svævede over mængden, lignede sukkerhoveder af synd»*, *« døren gabede tungt, og alt faldt tilbage i morgenslummer»*. Sådan noget sidder fast i hukommelsen.
Men alt har en ende. De blev studenter.
Freja kom ind på Forfatterskolen og studerede under en berømt digter. Engang inviterede hun mig til et seminar, hvor jeg mødte en ven af Inger Christensen. Hun havde talent og blev hurtigt publiceret. Jeg var stoltaf hende og lidt også af mig selv. *Jeg havde set potentialet, plejet det, set det vokse.*
Lasse var kun stolt af hende. Hver gang hun udgav noget, kom han forbi skolen, sad og fumlede på stolen, mens jeg læste. *«Læg mærke til den her del!»* sagde han, og når jeg var færdig, stirrede han og spurgte: *«Hvad synes du?»* I det spørgsmål lå altbegejstring, håb, jalusi mod kritik, kærlighed. Alt hvad en ung sjæl kan rumme.
Men Lasses mor kunne ikke lide Freja. Jeg ved ikke hvorfor. Hun arbejdede stille for at splitte dem ad. Hun var alt for venlig mod migsom at servere te med syltetøj, flødeskum og chokolade, mens man allerede er mæt. Det var ikke gæstfrihed, det var ondskab.
Og hun lykkedes. Lasse tog til England for at studere jura. Freja fortalte mig det førsthun kom til skolen med et blik som en forhekset spåkvinde og sagde det med en stemme, der passede til en tragisk romanfigur.
Men hun sukkede og sagde, det ikke betød noget. Når han blev færdig, skulle de giftes. *«Det er godt, for nu kan jeg fokusere på min bogaftale og eksamen.»*
Så blev det stille. De studerede hver for sighan vest for Paris, hun øst for, som hun sagde. Hun kom sjældnere forbi. Lasse skrev endnu mindre, for *«Livet i England er så monotont.»*
Så, cirka et år senere, dukkede Freja op og inviterede mig til sit bryllup. Med en medstuderende. *«Han læser dog lyrik,»* tilføjede hun, som om det var det største problem. Hun så på mig, og jeg vidste, spørgsmål var forbudte.
Jeg sagde ingenting. Livet er nu engang sådan.
Man kunne citere en gammel dansk forfatter her: *«Nu er det forbi. Sangfuglene tav, hveden hviskede ikke længere, og den lille å fra Bakkedal flød tavs videre. Sådan er det.»*
Ja, sådan er det. Endnu en kærlighed knust. Endnu engang vandt de voksnes logik. Endnu en almindelig familie blev skabt. Og snart ville Lasse få sin egen.
Freja kom aldrig igen. Hun flyttede væk med sin digtermand. Lasse så jeg heller ikke.
Sådan var det.
Indtil i går. Jeg gik ud fra skolen efter sidste time. Majsol, varmt og ungdommeligt. Så smukt.
Pludselig stod Lasse dervoksen nu. Jeg genkendte ham med det samme, selvom det var seksten år siden.
*«Hej, jeg ventede på dig Ja, jeg har det fint. Gift, to piger. Egen advokatvirksomhed Frejas mand døde for ni dage siden. Hun er alene med deres datter nu. Kom, vi kører til hende.»*
Han så på mig, og jeg vidste igenspørgsmål var unødvendige. Livet er nu engang sådan.
*Lektionen?* Man kan aldrig gætte, hvad tiden bringer. Men man kan altid huskeog lære.
