Det hele begyndte i ottende klasse, da vores lærer besluttede at omrokere pladserne. Jeg, Mette Sørensen, den evige middelmådighed og klasses energibombe, endte ved samme bord som Jakob. Jakob Nielsen. Den klogeste, mest stille og mest uopnåelige dreng i 8.B.
Han var fra en anden verden. Gik i perfekt stryget skoleuniform, løste stjerneopgaver og betragtede verden med rolige, nærmest fjerne øjne som om han kendte svaret på alt. Jeg var hans modsætning. Mit liv handlede om skolefester, latter til tårer rullede ned ad kinderne og sludre med veninderne på bagsædet. Skolearbejde interesserede mig mindst af alt.
Først var der tavshed. Han forsvandt ind i sine bøger, mens jeg sled med at lave kruseduller i min notesbog. Men en dag gav jeg op over en simpel matematikopgave og smækkedeen frustreret med kuglepennen i bordet.
“Går det ikke?” spurgte han stille.
Jeg trak bare træt på skuldrene. Jakob tog min notesbog, skrev et par nøje udregnede tal i en kolonne og gav den tilbage:
“Se. Du skulle bare have trukket parentesen ud.”
Fra den dag smeltede isen. Han begyndte at hjælpe mig først med matematik, så med fysik, derefter med stilskrivning. Jeg opdagede en anden Jakob: ikke nørdepoden, men en tålmodig, ironisk og utrolig reflekteret dreng. Vi blev efter skole, og han forklarede Newtons love, som om de var eventyrromaner.
Jeg forelskede mig. Håbløst, ubeskriveligt og for altid. Snart syntes jeg, han også følte noget. Jakob smilede oftere, lavede sjov, og en aften, da han fulgte mig hjem, sagde han: “Ved du hvad, Mette? Verden er bare lysere, når du er der.”
Det var da, jeg fik en vanvittig idé. Jeg ville blive hans lige. Ville gøre ham stolt. En uge senere fortalte jeg ham, at jeg ville kæmpe for en udmærkelse ved eksamen.
Jakob så overrasket ud:
“Er du sikker?”
“Absolut. Men jeg har brug for din hjælp. Som privatlærer.”
Han sagde ja. Jakob måtte ikke have venner hjemme, så vi mødtes hos mig efter skole. Først hver anden dag, så hver dag. Han var en streng lærer, gav mig ingen fridage. Jeg måtte sige farvel til festerne. Nogle gange ville jeg give op, men han sagde: “Du er stærk, Mette. Du kan godt.” Og jeg kæmpede, for jeg havde en mission… og en kæmpe forelskelse i min lærer.
Ved studentergaven smilede rektoren, da han rakte mig min eksamensattest med kun en enkelt firer i fysik og den eftertragtede udmærkelse. Jeg fangede Jakobs blik han så på mig med sådan stolthed og ømhed, at det tog vejret fra mig. Den aften, da han holdt mig tæt under dansen, hviskede han: “Jeg beundrer dig. Du kan alt, Mette Sørensen.”
Lykken føltes så tæt.
Men der var én, der ikke så en klog, ambitiøs pige kun en trussel mod sin søns fremtid. Hans mor, Birthe Jensen, en tidlig enke efter en militærpilot, elskede sin søn over alt. En kvinde med stram ryg, kolde øjne og altid perfekt hår. Jeg spekulerede altid: klarede hun det selv, eller gik hun til frisøren hver dag? Men jeg turde aldrig spørge.
Birthe Jensen så ned på mig fra første dag og ignorerede mine hilsener, hvis vi mødtes i Netto eller i gården.
Selvfølgelig vidste hun om min venskab med Jakob, men lod som om, Mette Sørensen ikke eksisterede. Jeg glemmer aldrig den eneste middag hos dem. Jakob inviterede mig nervøst kort før studentergaven sagde, hans mor ville tale med mig.
Bordet var dækket med skinnende hvid dug, glassene og bestikketskinte. Birthe arbejdede som advokat, og samtalen føltes som en retsforhør:
“Mette, hvad arbejder dine forældre med? Åh, på fabrikken… Er du enebarn? Har I privatiseret jeres lejlighed?… Jeg forstår, du har arbejdet hårdt i skolen, men universitetet er noget helt andet. Jakob skal fokusere på studierne, ikke på… distraktioner.”
Jeg prøvede at være morsom, fortalte om mine planer om at læse til lærer Jakob havde jo forberedt mig godt men følte mig som en flue i et spindelvæv. Hendes blik sagde tydeligere end ord: “Du er ikke god nok til min søn.” Jakob prøvede at forsvare mig: “Mor, hold op,” men det lød svagt, nærmest barnligt. For hende var han stadig den lille dreng, der skulle beskyttes.
Efter gymnasiet tog Jakob til København og kom ind på en prestigefyldt militærakademi, ligesom hans afdøde far. Jeg søgte ind på læreruddannelsen i Aarhus. Han sendte to breve fulde af kærlighed og håb om en fælles fremtid. Men skæbnen besluttede anderledes. Jeg opdagede, jeg var gravid. Ja, det skete den første og sidste nat vi havde sammen.
Jeg skrev til den nye kadet med det samme. Det var hans mor, der svarede. I en kort, formel besked skrev Birthe Jensen, at Jakob skulle fokusere på sin uddannelse og senere karriere, at barnet var mit ansvar, og at familien ikke kunne tillade sig en skandale. Nederst stod en håndskreven note fra ham: “Mette, undskyld. Du må klare det selv. Jeg kan ikke gå imod min familie.”
“Svagpik” det var min første tanke, og jeg vidste med det samme, det var tid til at vokse op. Jeg tog ikke til København, skrev ikke igen og opsøgte ham aldrig. Stolthed og bitterhed var stærkere end kærligheden. Mine forældre dømte mig ikke. Tværtimod støttede de mig i at beholde barnet. Selvom det var i midten af 1990erne, hvor det stadig var en skam at få barn uden en mand. Men da min mor hørte om min graviditet og de andres reaktion, tav hun kun et øjeblik. Så knugede hun mig og sagde: “Børn undfanget i kærlighed bliver altid smukke og lykkelige mennesker.” Og det gjorde han.
Min søn kom en uge før min 18-års fødselsdag. Jeg gav ham det sjældne navn Asger, gav ham min efternavn og lod faderen stå ukendt. Selvfølgelig boede vi hos mine forældre. Jeg mødte Birthe Jensen nogle gange, men hun kiggede aldrig min vej. Hun overbeviste sig selv om, at Asger ikke var hendes barnebarn. Men vi besluttede som familie at bruge ingen energi på dem. “Man kan ikke tvinge nogen til at elske. Lad os ikke spilde tid på dem,” sagde min mor, og jeg var enig.
Med mine forældres hjælp tog jeg på frisørskole, byggede en kundekreds op.
