Efter et halvt års tavshed begyndte svigermor endelig at tale. Hendes første ord fik hendes egen datter til at stivne.
“Mor, vil du ikke sige bare et lille ord?” Malene klemte sin svigermors kolde hånd, der lå på hospitalssengen. “Jeg ved, du kan høre mig. Lægen sagde, din hørelse er fin.”
Margrethe Nielsen stirrede tavst op i loftet med tomme øjne. Et halvt år var gået siden hendes slagtilfælde, og hun havde ikke sagt et eneste ord. Kun en enkelt gang blinkede hun, når Malene læste breve højt fra deres barnebørn i USA.
“Birthe ringede i dag,” fortsatte Malene, mens hun rettede på puden. “Lille Maja er begyndt i børnehave. Hun taler bedre engelsk end dansk. Kan du forestille dig det?”
Døren til stuen blev pludselig smækket op. På tærsklen stod Vibeke, Margrethes ældste datter. Hendes hår var uredt, og hun havde en stor pose med madvarer i hånden.
“Der er du igen og bestemmer over alt!” råbte hun uden at hilse. “Tror du ikke, jeg ved, hvad du fortæller lægerne? At vi, hendes egne børn, har svigtet hende?”
Malene sukkede. Disse skænderier gentog sig hver uge.
“Vibeke, lad os tale pænt. Mor bliver træt af dit råberi.”
“Det er min mor!” Vibeke skubbede Malene til side og gik hen til sengen. “Hører du, mor? Det er din egen datter, der er kommet. Ikke en fremmed kvinde, der har bosat sig i din lejlighed.”
Margrethe rørte på hånden, som om hun ville sige noget, men kun en svag stønnen undslap hende.
“Kan du ikke se, hvor dårligt hun har det, når du skriger?” Malene stillede sig foran sengen for at beskytte sin svigermor. “Skal vi ikke snakke i gangen i stedet?”
“Eller måske skulle du bare forsvinde herfra? Jeg er træt af din hykleri! Tror du ikke, jeg ved, hvorfor du kommer her hver dag? Skyldfølelse, ikke? Efter det, der skete med Michael?”
Malene blegnede. De prøvede at undgå at tale om sønnen foran moren, for lægerne havde advaret om, at enhver opstandelse kunne udløse et nyt slagtilfælde.
“Vibeke, jeg beder dig…”
“Du behøver ikke at bede, jeg kræver det!” Vibeke tog en glasdunk med hjemmelavet saft op af posen. “Det her elskede mor. Aprikosaft, hjemmelavet. Ikke det hospitalsvand, du fodrer hende med.”
“Hun må ikke have noget surt, det ved du godt. Streng diæt.”
“Åh, jeg ved det, jeg ved det! Du ved alt bedre end hendes egne børn!” Vibeke begyndte at sætte forskellige madvarer på natbordet. “Her er hjemmelavet yoghurt, kogt kylling. Kødsuppe i termokruset. Og hvad har du medbragt? De der klamme købte yoghurtter igen?”
Malene så, hvordan svigermoren fulgte datterens bevægelser med øjnene. For første gang i lang tid var der en gnist af liv i hendes blik.
“Mor, vil du have noget yoghurt?” Vibeke satte sig på sengekanten. “Som du altid lavede den, husker du? Silede den gennem et klæde, tilsatte lidt sukker…”
Margrethe nikkede næsten umærkeligt.
“Ser du?” Vibeke vendte sig triumferende mod Malene. “Hun forstår mig! Ikke dig med alle dine hospitalsregler!”
Malene ville indvende, at yoghurt var forbudt ved nyresvigt, men hun tav. Måske havde lægerne ret, når de sagde, at følelsesmæssig nærhed nogle gange var vigtigere end medicin.
“Vibeke,” hviskede Margrethe pludselig.
Begge kvinder standsede.
“Mor! Mor!” Vibeke greb sin mors hånd. “Du taler! Du genkender mig!”
Margrethe vendte hovedet mod datteren med besvær:
“Hvor… er Michael?”
Der blev stille. Vibeke så forvirret på Malene.
“Mor, han… han kan ikke komme. Han arbejder langt væk,” løj Malene.
“Løgn,” hviskede Margrethe svagt. “Jeg ved… det hele…”
Vibeke begyndte at græde:
“Mor, tænk ikke på det. Lad være.”
“Drak… han?” spurgte Margrethe og så på Malene.
“Ja,” svarede Malene ærligt. “De sidste år drak han meget.”
“Tilgav… du ham?”
Malene nikkede, ude af stand til at tale.
“Så… tilgiver… jeg også.”
Margrethe lukkede øjnene, og tårerne løb ned ad hendes kinder.
“Mor, græd ikke, jeg beder dig,” Vibeke strøg sin mors rynkede hånd. “Alt bliver godt. Du bliver rask, og så flytter du hjem til os. Jeg har et stort, lyst værelse…”
“Nej,” rystede Margrethe på hovedet. “Hjem… vil jeg. Til Malene… hjem.”
Vibeke rykkede tilbage, som om hun var blevet slået.
“Men mor, jeg er din datter! Din egen datter!”
“Og hun… er også… min datter. Tredive år… hos mig… i nærheden. I… kun ved højtider.”
“Vi arbejdede!” forsvar







