” Lyt nu godt efter,” fortsatte hendes medbeboer. “Enten giver din datter mig bilen, eller også må hun finde et andet sted at bo. Jeg vil ikke bo i et hus, hvor jeg ikke bliver respekteret!”
“Men hvor skal hun så hen?”
“Det er dit problem! Hun er voksen. Det er på tide, hun lærer at klare sig selv”
Freja stod i gangen til sin fars hus og lyttede, mens hendes mor forklarede gennem badeværelsets dør, hvorfor hun skulle aflevere sin bil.
“Freja, tænk nu logisk! Anders kører på arbejde hver dag. Du er bare studerende. Kan du ikke tage bussen?”
Pigen lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Bilen var en gave fra hendes bedstefar til hendes 20-års fødselsdag. Gammel, men hendes egen. Den første i hendes liv. Bedstefar havde sagt: “Så du ikke afhænger af nogen. Så du selv kan bestemme, hvor du skal hen.”
“Mor, bilen er registreret i mit navn,” svarede Freja roligt.
“Hvad så? Vi er familie!” Stemmen blev skinger. “Anders har været som en far for dig. Husker du, hvordan han hjalp dig med matematik i 10. klasse?”
Freja huskede det. Hun huskede, hvordan han råbte af hende for hver fejl, hvordan han smækkede bogen i bordet, når hun ikke forstod det med det samme.
“Dum som en dør! Lige som din mor!” sagde han dengang.
Fra badeværelset lød et brummende hårtørrerlyd moren var tydeligvis ved at gøre sig klar til noget. Om fem minutter ville hun komme ud, og samtalen ville fortsætte. Det ville Freja helst undgå.
“Jeg skal nok tænke over det,” løj hun og gik ind på sit værelse.
Men der var ikke meget at tænke over. Hun ville ikke aflevere bilen. Men hvad hun skulle gøre nu?
Freja læste på sidste år på universitetet og tjente lidt ekstra som engelsklærer. Pengene var knappe, men nok til at overleve.
Hvis man undlod at tænke på, at “overlevelse” foregik i et hus, hvor hver eneste bevægelse blev diskuteret og kritiseret.
Anders kom ind i deres liv, da Freja var 11. Hendes mor mødte ham på arbejdet. Høj, med skæg, talte han selvsikkert og meget.
Moren syntes om det. Hendes far var helt anderledes stille, eftertænksom. Efter skilsmissen flyttede han til hovedstaden og ringede sjældent.
I begyndelsen prøvede Anders. Han medbragte slik, spurgte ind til skolen, tog hende endda med i biografen et par gange. Freja tænkte dengang: “Måske er han alligevel okay.” Men det varede ikke længe.
Så snart Anders følte sig hjemme i huset, ændrede alt sig. Han begyndte at befale. Ikke spørge, ikke foreslå befale. Som om Freja var tjeneren og ikke datteren i huset.
“Lav te. Ryd op. Gå ikke så tungt. Lad være med at smække med dørene. Skru ned for fjernsynet.” Listen over krav voksede hver dag.
Og moren moren blev Anders advokat. Enhver klage fra ham blev straks taget op og forstærket.
“Freja, Anders er træt efter arbejde. Kan du ikke gå mere stille?”
“Freja, han har jo ret. Hvorfor skal musikken være så høj?”
“Freja, tænk på andre.”
“På andre” betød på Anders. For når Freja skulle læse til eksamen og bad dem om at skrue ned for fjernsynet, var der ingen, der bekymrede sig om hendes ønsker.
“Vi bor ikke på et bibliotek,” svarede Anders. “Hvis du vil have ro, kan du gå på dit værelse.”
Freyas værelse var lille, en forhenværende garderobe. Der var kun plads til en seng og et skrivebord. Når hun gemte sig der, føltes det som om væggene knugede hende, luften var knap. Men der var ikke andre muligheder.
Med tiden lærte Freja at være usynlig. Hun kom hjem, når Anders sov eller ikke var der. Hun spiste på køkkenet, når der ikke var nogen. Hun deltog ikke i familiens samtaler.
Det virkede, indtil bilhistorien begyndte.
Næste morgen bankede moren på hendes dør.
“Freja, er du vågen? Vi skal tale.”
Freja satte sig op i sengen. Moren var iført en ny kjole, tydeligvis ikke billig. Hendes hår var pænt sat. Hun skulle tydeligvis et sted hen.
“Jeg lytter.”
“Anders blev ked af det i går. Han troede, du ville give ham bilen uden problemer.”
“Hvorfor troede han det?”
Moren satte sig på sengekanten og så ud ad vinduet.
“Freja, du ved det godt Anders og jeg planlægger et bryllup. Vi vil gøre det smukt, invitere gæster. Men penge du ved, hvor svært det er lige nu.”
Freja tav.
“Anders har brug for en bil til arbejde. Han har fået en ny stilling, ansvarlig. Han skal køre rundt i byen. Det er ikke praktisk med bus.”
“Han kan købe sin egen.”
“Med hvad?” Morens stemme blev højere, men hun tog sig sammen. “Freja, vi er familie! Anders har gjort så meget for dig”
“Hvad har han egentlig gjort for mig?” spurgte Freja.
Moren blev forvirret. Tøvede, ledte efter ord.
“Altså han har opdraget dig. Som en rigtig far. Hjalp dig med lektierne”
“Råbte af mig, mener du.”
“Vov at sige sådan!” Moren rejste sig. “Han prøvede! Men du du har altid været utaknemmelig. Din far forkælede dig, og det er resultatet.”
Der blev stille. Freja så på sin mor og genkendte hende ikke. Engang var de tætte. Engang forsvarede moren hende, ikke en fremmed mand.
“Jeg giver ikke bilen væk,” sagde Freja.
“Så må du finde et andet sted at bo,” svarede moren koldt og gik.
Freja blev alene tilbage. Brystet føltes snøret sammen, det var svært at trække vejret. Hun havde aldrig troet, det ville komme så langt.
Om aftenen, da Anders kom hjem, begyndte forestillingen. Freja kunne høre deres samtale gennem den tynde væg.
“Nå, har du talt med din datter?” spurgte Anders.
“Ja. Hun nægter.”
“Jaså. Så må vi opdrage hende anderledes. I har været for bløde.”
“Anders, hun er stadig ung. Hun forstår ikke.”
“Hvornår vil hun forstå? Når hun selv bliver mor? Nej, Lise. Hvis vi ikke sætter hende på plads nu, vil hun blive en byrde.”
Moren svarede noget, men det hørte Freja ikke.
“Hør godt efter,” fortsatte Anders. “Enten giver hun mig bilen, eller også flytter hun ud. Jeg bor ikke i et hus, hvor jeg ikke bliver respekteret!”
“Hvor skal hun så hen?”
“Det er dit problem. Hun er voksen. Det er tid til, hun lærer at klare sig selv.”
Efter den samtale sov Freja ikke hele natten. Hun lå og tænkte: Ville moren virkelig vælge Anders?
Svaret kom to dage senere. Moren kom ind på hendes værelse med et alvorligt udtryk.
“Freja, Anders og jeg har besluttet os. Hvis du ikke vil møde familien på halvvejen, må du bo et andet sted.”
“Mor, er du seriøs?”
“Ja. Du er voksen, har et arbejde, så du kan finde dig et sted.”
Freja så længe på hende.
“Fint. Jeg flytter ud.”
Moren havde tydeligvis forventet tårer, bønner, måske et skænderi. Men ikke denne rolige accept.
“Freja vil du ikke overveje det?”
“Hvad er der at overveje? Du har truffet dit valg! Nu træffer jeg mit.”
Det tog mindre end en uge at finde et sted. Freja fandt et værelse i en lejlighed tæt på universitetet. Billigt, men rent og stort. Værten en ældre lærer hun syntes straks om. Hun talte stille og blandede sig ikke.
Da Freja pakkede, stod moren i døren og så på.
“Måske var det forkert” begyndte hun.
“Mor, lad være. Det er bedst sådan.”
“Du forstår, jeg ville ikke smide dig ud. Men Anders”
“Anders er vigtigere. Jeg har forstået det!”
Moren græd.
“Sig ikke sådan. Du er min datter.”
“Var din datter,” svarede Freja roligt og lagde bøgerne i en kasse.
De første uger i kollektivet var hårde. Ikke pga. hverdagen hun vænnede sig hurtigt til den. Men det var svært at acceptere, at moren havde valgt en fremmed mand frem for sin egen datter.
Men gradvist blev livet bedre. Freja brugte mere tid på undervisning og fik flere elever. Der var penge til både mad, husleje og små glæder.
Hun kunne spise, når hun ville. Høre musik. Invitere venner. Ingen beordrede, kritiserede eller skældte ud.
Moren ringede sjældent. For det meste kun i helligdage.
“Hvordan går det, Freja? Er alt godt?”
“Alt er godt.”
“Vil du ikke komme på besøg?”
“Vi må se.”
Men Freja kom ikke på besøg. Og moren forstod det.
Et halvt år gik. Freja havde vænnet sig til det selvstændige liv, da moren ringede sent en aften. Hendes stemme lød underlig træt eller ked af det.
“Freja, må jeg komme forbi? Jeg skal tale med dig.”
“Selvfølgelig. Kom du.”
Moren ankom en time senere. Hun så dårlig ud udmagret, med mørke ringe under øjnene. Hun satte sig ved bordet og tav længe.
“Hvad er der sket?” spurgte Freja.
“Anders er gået.”
“Hvad mener du?”
“Til en anden kvinde. Han mødte hende på arbejdet. Ti år yngre end mig.”
Freja hældte te og satte koppen foran moren.
“Hvornår skete det?”
“To uger siden. Først troede jeg, han ville komme tilbage. Men i går kom han for at hente sine ting og sagde, han ville skille sig.”
Moren græd. Ikke hysterisk, men stille, udmattet.
“Var jeg en idiot, ikke?”
Freja svarede ikke. Hvad kunne hun sige?
De drak te i stilhed. Så spurgte moren:
“Må jeg blive her i nat? Jeg har ikke lyst til at køre hjem. Alt der minder om ham.”
“Selvfølgelig. Du kan sove på sofaen.”
Om natten hørte Freja moren græde. Hun ville gå hen og trøste hende. Men noget stoppede hende. Der var for meget ondt i mellem dem.
Ved morgenmaden sagde moren:
“Freja, jeg forstår, jeg tog fejl. Jeg valgte ham frem for dig. Undskyld.”
“Mor”
“Nej, lad mig sige det. Jeg troede, jeg havde brug for en mand. Uanset prisen. Selv hvis prisen var mit forhold til dig. Jeg troede, jeg var ingenting uden en mand. Men nu forstår jeg: Bedre alene end med en, der ødelægger ens liv.”
Freja nikkede.
“Vil du ikke komme hjem?” spurgte moren stille.
“Nej. Jeg er vant til at være her. Og jeg er ikke den samme længere.”
“På hvilken måde?”
“Selvstændig. Uafhængig af andres humør. Og det kan jeg godt lide!”
Moren sukkede.
“Men vi kan vi ses? Af og til?”
“Ja. Men ikke som før. Som før bliver det aldrig.”
Da moren var gået, sad Freja længe ved vinduet og tænkte. Hun kunne godt have ondt af hende. Men medlidenhed var ikke kærlighed. Og tillid, en gang brudt, kan ikke genoprettes med en undskyldning.
Hun tog bilnøglerne og gik hen til spejlet. I spejlbilledet så hun en voksen, selvstændig kvinde.
Ikke den lille pige, der var bange for at gøre sin mor ked af det. Ikke den studerende, der gemte sig i et lille værelse for en fremmed mand.
Freja smilede til sit spejlbillede.
“Skal vi køre mod fremtiden?” sagde hun og gik mod døren.
Udenfor skinnede solen. Foran hende lå et helt liv. Hendes eget liv, uafhængig af andres luner og krav.
Og det var vidunderligt.
Hør nu godt efter,” fortsatte min kollegahusbeboer.
