**Dagbog**
“Hvorfor skal jeg hjælpe dem, der ikke vil hjælpe sig selv?”
“Du utaknemmelige tøs! Vi har opdraget dig, givet dig mad og tag over hovedet, og nu forlader du din døende far!”
“Mor, hold op! Jeg sender ikke en krone mere, så længe I bruger pengene på sprut. Jeg gider ikke finansier jeres festen!” Lærke kæmpede for at holde stemmen fast, selv hun kunne mærke tårerne presse på.
“Så må du heller ikke ringe mere. Jeg gider ikke tale med dig! Og din far må heller ikke,” svarede moderen og smækkede røret på.
Lærke sank ned på en stol, lagde telefonen på bordet og begytte at græde. Et svagt gryn lød fra barnets vækelse. Hun tørrede øjnene. Hun måtte være stærk. For Sørens skyld.
Men hvordan kan man være stærk, når minderne æder en op indefin?
…Billeder fra barndommen vældede frem. En kvalmende lugt af billig øl og cigaretter. Værelset med flænsede tap og buer i døren der gemte hun sig, når hendes berusede forældre skændtes og smadrede tallerkener. Som barn forstod hun det ikke, og det gjorde det kun værre. Hver nat frygtede hun, at en af dem ikke ville vågne.
Hendes eneste legetøj var ting, hun samlede: tomme kartonner, poser og ølkapsler. Med dem legede hun familie, drømte om en dag, hvor alt ville være godt, hvor hendes forældre ville smile og elske hende. Eller hvor hun selv ville blive en mor, der ikke skreg.
Moderen var det værste. Selv ædru var hun bitter og greb enhver chance for at råbe af Lærke. Faldt der en skål? Et slag. Spildte hun noget? Så kom bæltet.
Nu vidste Lærke, det ikke var hendes skyld. Men dengang troede hun, hun fortjente det.
Faren havde sine lysere øjeblikke. Engang imellem passede han på hende på sin måde.
“Grethe, har du givet pigen mad?” spurgte han, når han kom hjem.
“Hun er gammel nok til at finde noget selv,” knurrede moderen.
“Grethe, hun er syv! Lad hende ikke stå ved komfuret. Lav noget mad,” insisterede han.
Moderen bandede, men lavede da en omgang pasta nogle gange med pølser. Men oftest var Lærke overladt til sig selv og spiste hvad der var: brød, en glemme gulerod eller kold havregrød.
Frygt og uro var hendes selskab. Hun faldt i søvn til lyden af flasker, vågnede af skænder, og bad om, at det snart ville stoppe.
Skolen blev hendes redning. Så snart hun kunne, flyttede hun til en skole i Aarhus. Endelig kunne hun trække vejret. Alligevel vækkede skyldfølelse hende om natten. Tænkte, at forældrene ville gå under uden hende. Men hun tvang sig selv til at lade være.
Hun hørte ikke fra moderen igen. Faren ringede en gang i mellem.
“Hej, skat. Hvordan går det?” spurgte han.
Hun kunne have sagt så meget: Jeg har det bedre uden jer. Jeg er træt af at arbejde overtid. Jeg har venner, jeg ikke må skamme mig over. Men i stedet…
“Fint,” svarede hun. “Hvordan går det der?”
Hun vidste svaret. Og måske håbede hun også på det. Fordi forandring kun kunne gå én vej.
“Jo, fint nok,” sagde han.
Så tav de. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, og hun orkede ikke at fylde tomrummet. Til sidst sagde han farvel, og med tiden holdt op med at ringe.
Hendes barndom blev en byrde hun ikke delte med nogen. Ikke engang Mads.
“Mine forældre kommer ikke til brylluppet,” sagde hun så roligt som muligt, mens hjertet hamrede. “De bor langt væk, ert sted på landet. De kan ikke komme.”
“Hvad? Vi kan da betale for dem,” foreslog han. “Det er dine forældre. Alle vil gerne være der for deres børn.”
“Alle. Undt for mine,” tænkte hun og bed sig i læben for at holde tårerne tilbage.
“Det går ikke. Mor har hjerteproblemer, hun tåler ikke rejsen. Jeg vidste, hvad jeg gjorde, da jeg flyttede… Og det gjorde de også. Jeg sender dem bare billeder. Det er okay.”
Mads trak på skuldrene og spurgte ikke mere. Hun ville ikke have den slags pinlige scener. Hun huskede, da hun inviterede en klassekammer i tiårs fødselsdag. Mor råbte af faren midt under middagen. Og det var ikke det værste…
“Hold kæft! Du sidder i mit hus og æder mit mad!” hvinede moderen, da kammeraten prøvede at blande sig.
Kammeraten løb til toilettet og græd. Lærke brændte af skam.
Senere hentede forældrene hende. Lærke inviterede aldrig nogen hjem igen.
Hun ville ikke risikere en sådan scene til sit bryllup, så hun fortalte ikke engang forældrene om det. Hun forsøgte at lade fortiden være. Nu havde hun en god familie, hvor ingen skreg. Og Søren.
Men fortiden indhentede hende.
“Lærke, din far… det ser ikke godt ud,” sagde en nabo i telefonen. “Han er på sygehuset.”
Hjertet gjorde et sæt. Hun havde altid vidst, det ville ske. Men man kan ikke forberede sig.
“Hvad er der sket?”
“Han er syg. Bleg som et liget. Leveren, tror jeg, men du ved, hvordan de lever… Måske skulle du komme?”
Et gisp hang i luften. *En sidste gang.*
“Jeg prøver,” lovede hun.
Den aften fortalte hun Mads alt. Om barndommen, forældrene, deres alkohol. Om faren, der engang imellem prøvede.
“Og du kalder det omsorg?” knurrede Mads. “At lade sin datter vokse op med en alkoholiker? At skændes, så barnet må flygte?”
Hun så på ham med så meget smerte i blikket, at han forstod: Hun elskede dem alligevel. Som en hvalp, der kryber tilbage, efter at være blevet sparket. Han sukkede.
“Lærke, du kan ikke tage afsted med Søren. Jeg kan ikke passe ham selv…”
“Jeg forstår. Men vi kunne sende penge til medicin?”
“Lærke, jeg kender den slags mennesker. Han dør flasken.”
“Men Mads…”
“Det er dit valg. Hvis du vil tage legetøj fra vores søn for at finansiere sprut, så gør det.”
Hun sendte flere penge, end han vidste om. Sagde, hun skulle til frisøren, men overførte i stedet.
Faren kom hjem og påstod, han var ved bedring. Lettelsen varede ikke. To måneder senere ringede naboen igen.
“Lærke, jeg forstår godt… Men de er dine forældre,” sagde hun anklagende.
“Ja… men jeg kan ikke være der hele tiden.”
“Men du kunne da hjæl
