“Undskyld mig, datter.”
Emma hørte en ukendt mands stemme, lige da hun skulle ud af opgangen. “Emma, Emmie, vent… Jeg har ventet på dig hele formiddagen. Jeg fik din adresse fra børnehjemmet…”
“Hvem er du?!” spurgte hun og kiggede instinktivt på sit ur.
“Jeg er… din far, Emmie,” svarede manden usikkert og smilede.
“Du tager fejl. Jeg har ikke haft en far aldrig,” sagde Emma koldt og vendte sig om for at gå mod bilen, der holdt parkeret ved siden af.
Udenpå virkede hun rolig, men indeni hamrede hendes hjerte, og kinderne brændte, som om de udsendte varme.
Hun satte sig ind i bilen, spændte sikkerhedsselen og startede motoren.
“Emma, vent… Jeg ville bare snakke…” Manden løb hen til bilen, og hun syntes, han rakte hænderne ud. Men i det samme kørte hun væk, og få sekunder efter var han ude af syne.
I bakspejlet så hun ham stå på fortovet, tydeligt forvirret og ulykkelig. Han stirrede efter den forsvindende bil.
Emma stoppede ved en tankstation, købte en kaffe og ringede til sin mand.
“Lukas, der var en eller anden skør fyr ved opgangen… Pas godt på Noah, når I går ud, okay?” Hun prøvede at lyde rolig, men stemmen dirrede.
“Emma, hvilken skør fyr?” spurgte Lukas med en antydning af humor.
“Jeg ved det ikke, bare en eller anden mand!”
“Var det måske en beundrer?” grinede han.
“Det er ikke tid til jokes. Jeg er kørt nu.”
“God dag, skat. Bare rolig, jeg har styr på Noah.”
“Okay…”
Emma lagde på og skyndte sig på arbejde. Hjertet var ikke med den dag.
Hun havde aldrig haft en far i hvert fald ikke en, hun kendte. Selvfølgelig måtte der være en biologisk far, men hun havde aldrig mødt ham. Emma voksede op i et børnehjem uden forældre. Hun kunne knap huske sin mor, bare nogle få vage minder fra barndommen.
Som hun senere fik at vide af plejerne, kom hun i børnehjemmet efter sin mors død. Moren døde ung af en alvorlig sygdom. Ingen i familien ville tage sig af den lille pige, så hun endte i systemet.
Hun ville ikke kalde sin barndom lykkelig. Men i det mindse var børnehjemmet ordentligt, og plejerne var rare. De fleste børn var efterladte eller fjernet fra hjem med misrøgtende forældre. Der var kun et par stykker som Emma, hvis mor var død.
På den ene side vidste hun, at hendes mor ikke havde forladt hende frivilligt. På den anden side misundte hun de andre, for de havde i det mindste en mor derude et sted, som måske en dag kunne komme og hente dem. Emma havde ingen at vente på. Moren var død, og om faren vidste plejerne intet. Som voksen besluttede hun, at han måtte have forladt moren, da hun blev gravid. Han havde aldrig ønsket en datter.
“Emma, hvad er der? Du ser så trist ud,” spurgte en kollega, Mette, i frokostpausen.
“Åh, jeg har nok bare ikke sovet nok,” løj hun med et tvungent smil.
Hele dagen kunne hun ikke tænke på andet end morgens begivenhed. Teoretisk set kunne manden godt være hendes far. Men hvorfor dukke op nu? Tankerne summede i hovedet på hende som en hvepsesværm, men ved arbejdets slutning havde hun samlet sig nok til at ræsonnere: *Jeg har levet hele mit liv uden ham. Hvorfor skal det pludselig betyde noget? Selv hvis han er min far, har vi ingen relation. Jeg har min egen familie nu Lukas og Noah. Resten er ligegyldigt.*
Med de tanker kørte hun hjem. Hun var sikker på, at den gamle mand ikke ville dukke op igen, og alt ville vende tilbage til normalen. Men som det viste sig om aftenen, tog hun fejl…
“Jeg er hjemme!” råbte hun fra entreen.
“Åh, hej! Vi har ventet på dig,” svarede Lukas fra køkkenet.
“Hvordan var din første dag på ferie? Har Noah drænet dig helt? Måske var det en fejl at tage ham ud af børnehaven i en måned?”
“Næh, vi hyggede os. Vi ser tegnefilm nu. Emma, den mand fra i morges… han er din far,” sagde Lukas forsigtigt.
“Lukas, ikke nu!”
“Men han fortalte…”
“Jeg er ligeglad med hvad han sagde! Hvorfor talte du med ham? Selv hvis han er min far, har jeg ikke brug for ham nu. Hvor var han, da jeg var i børnehjemmet? Stop, Lukas. Jeg vil ikke snakke mere om det!”
Den næste nat sov hun dårligt. Selv sovemedicin hjalp ikke. Om morgenen lavede hun morgenmad, vækkede Lukas og tog på arbejde. Ved opgangen stod manden igen.
“Emma, vent! Fem minutter, bare fem minutter! Jeg vidste ikke, du eksisterede, jeg vidste det ikke!”
“Hvis du ikke stopper med at følge efter mig, ringer jeg til politiet!” Hun satte sig i bilen og kørte. Manden blev stående i gården, stirrende efter hende.
Hele dagen kredsede tankerne om ham og moren i hendes hoved. Hun kunne knap koncentrere sig på arbejdet. Da hun kom hjem om aftenen, hørte hun mænd stemmer. På køkkenet sad Lukas og den samme mand.
“Lukas, er du sindssyg?” Hun kunne lige holde tilbage fra at råbe, for ikke at skræmme Noah.
“Emma, rolig nu. Erik Nielsen ville bare tale med dig. Han vidste ikke, du eksisterede. Du siger jo selv, at alle fortjener en chance til at blive tilgivet.”
Emma mærkede tårerne trille ned ad kinderne.
“Emmie, græd nu ikke. Jeg vidste det virkelig ikke. Min mor din bedstemor fortalte mig det først på sit dødsleje, at jeg havde en datter. Jeg elskede din mor, og hun elskede mig. Men livet er ikke altid lige. Jeg har svigtet dig, men lad mig fortælle dig, hvad der skete…”
Der var ingen vej tilbage. Emma satte sig ved siden af Lukas, og Erik begyndte at fortælle.
“Jeg mødte din mor, Anna, tilfældigt. Hun arbejdede i en butik nær mit forældrehjem. Vi forelskede os og begyndte at ses. Jeg blev indkaldt til militæret, og vi planlagde at blive gift, når jeg kom ud. Men da hun fortalte min mor, at hun var gravid, blev hun jaget væk. Min mor sagde, at vi ikke ville have en forladt brud. Senere skrev hun til mig, at Anna var gift med en anden og ikke ventede på mig. Jeg var ung og troede på det. Da jeg kom ud af militæret, flyttede jeg væk. Først for nylig, da min mor lå for døden, fortalte hun sandheden at Anna fik en datter…”
Emma græd, mens hun lyttede.
“Græd ikke, min datter. Jeg har ingen undskyld
