**Dagbog**
Det var ved middagsbordet, min svigermor Karen Margrethe stirrede på mig med sammenknebne øjne. “Hvis du ikke kan leve efter mine regler, så smut!” sagde hun skarpt.
“Karen Margrethe, måske kunne vi prøve en anden måde at lave kartofler på? Jeg har en god opskrift med svampe,” foreslog jeg forsigtigt, mens jeg rørte i suppen.
“Jeg har ikke brug for dine opskrifter!” afbrød hun mig, uden at kigge op fra gulerødderne. “Jeg har lavet mad i tredive år og sørget for familien, og så kommer du her med dine nye idéer!”
Jeg sukkede og fortsatte med suppen. Det var seks måneder siden, Mikkel og jeg flyttede ind hos hans mor, efter vores lejlighed brændte ned. Seks måneder med små skænderier, sure blikke og giftige kommentarer, som Karen Margrethe altid serverede som “omsorg for familien.”
“Mor, skal du virkelig være sådan?” Mikkel kom ind i køkkenet og kyssede mig på hovedet. “Lise laver virkelig god mad, måske kunne vi prøve noget nyt?”
“Nå, så nu er du også imod mig!” Karen Margrethe slog ud med armene. “Jeg har taget mig af dig i toogtredive år, og nu er min mad ikke god nok?”
“Mor, det er ikke dét, jeg siger…”
“Hvad er det så?” Hun hamrede kniven ned i skærebrættet. “Først flytter de ind hos mig, og nu skal de bestemme, hvordan jeg laver mad!”
Jeg mærkede, hvordan alt indeni mig knugede sammen. “Flytter ind hos mig” som om vi var tiggere og ikke folk, der havde mistet vores hjem.
“Karen Margrethe, jeg bestemmer ikke, jeg foreslog bare,” sagde jeg stille og slukkede for komfuret.
“Netop! Hvem har bedt dig om at foreslå noget? Det her er mit hus, mit køkken!” Hun rejste sig og satte hænderne i siden. “Og her er det mig, der bestemmer!”
Mikkel så hjælpeløst fra sin mor til mig. Jeg kunne se, hvor forfærdeligt han havde det, og det gjorde kun ondt værre.
“Okay, jeg dækker bordet,” sagde jeg og forlod køkkenet, uden at smække med døren.
I stuen sad vores fjortenårige datter, Freja, og lavede lektier. Hun så op, da hun hørte mig.
“Skændtes I igen?” hviskede hun.
“Vi diskuterede bare,” forsøgte jeg at smile, mens jeg tog tallerkenerne frem.
“Mor, hvornår flytter vi tilbage til vores egen lejlighed?”
Det var det store spørgsmål. Forsikringen dækkede kun en del af skaden, og vi havde langt fra nok til en ny bolig. Mikkel arbejdede som chauffør, jeg var lærer, og lønningerne var små. Vi sparede op, men det gik langsomt.
“Snart, skat. Prøv at holde ud lidt endnu.”
“Jeg kan ikke mere!” Freja så helt udkørt ud. “I går sagde hun, min musik var kakofoni, og i morges klagede hun over, at jeg gik for højlydt! Jeg går allerede på tåspidserne!”
Jeg strøg hende over håret. Freja var en føjelig pige, men selv hendes tålmodighed var ved at slippe op.
“Prøv alligevel. Bedstemor er bare vant til at bo alene.”
“Bedstemor?” Freja fnøs. “Rig
