Mette føler ikke længere vrede, kun forvirring
Det hele startede i det øjeblik, hvor den lille Mette første gang hørte ordet “skilsmisse.” Selvfølgelig forstod hun ikke helt betydningen dengang, men hun havde en fornemmelse af, at det var noget dårligt. Mettes familie bestod af tre personer: hende selv, hendes mor og far. Det virkede, som om intet kunne ødelægge deres lille verden af lykke og harmoni.
Familielivet var roligt og stabilt. Hver morgen startede på samme måde: Mette vågnede til sin mors bløde stemme, der kaldte på hende til morgenmad, mens hendes far lavede kaffe og så nyhederne. Om aftenen sad de alle sammen og så film eller spillede brætspil. Disse aftener blev Mettes mest lykkelige barndomsminder.
En aften sad moren på køkkenet og drejede nervøst en serviet mellem fingrene. Lidt efter kom faren ind ad døren med et mørkt udtryk i ansigtet. Stemningen skiftede brat. Det var, som om en usynlig væg dukkede op mellem dem, og luften blev tyk af spænding.
“Vi skal tale sammen,” sagde faren med alvorlig stemme.
Mette sad i hjørnet af stuen og mærkede, hvordan hendes lille hjerte hamrede. Hun så, hvordan forældrenes ansigter stivnede, og moren nikkede tavst og trak på skuldrene som tegn på, at hun var klar til at tale.
Der fulgte timer med diskussioner, skænderier og gråd. Mette gemte sig under dynen og prøvede at lukke ørerne, men hver en lyd nåede hende alligevel tydeligt. Det værste var at høre sin mors skrig fulde af fortvivlelse og smerte.
Næste morgen pakkede faren sine ting og gik. Den lille Mette stirrede længe efter ham og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Da hun blev alene med sin mor, forstod hun, at hendes lille verden var knust for altid.
De følgende dage blev en mareridt. Mette tænkte igen og igen på de sidste år. Minderne om de lykkelige dage gjorde nu ondt. Hun stillede sig selv uendelige spørgsmål: Hvorfor gjorde hendes far sådan? Hvorfor forlod han hende? Han havde jo altid sagt, at han elskede hende. Hvad var der sket mellem dem, der fik ham til at ændre holdning?
Mette voksede op med kærlighed og omsorg fra begge forældre. Hendes barndom var fyldt med leg, latter og glæde. Hun så sin far som en helt, en beskytter og en ven. Hans stemme, hans smil, hans kram alt var en del af hendes verden. De gik ture sammen, legede og læste godnathistorier.
Men det værste ventede stadig. Da Mette var ti år, dukkede faren pludselig op på dørtrinnet en aften. Han så træt og forvirret ud.
“Du skal vide sandheden,” sagde han stille. “Jeg er ikke din rigtige far.”
Ordene ramte hårdere end noget andet. Verden omkring hende blev grå, lydene forsvandt. Hendes hjerte knugede sammen, og det føltes, som om en kniv gennemborede hendes bryst. For første gang i sit liv følte hun sig forrådt.
Tiden gik, men sårene blev aldrig helt helede. Mette prøvede at distrahere sig selv med skole, veninder og sport. Men minderne vendte tilbage, fyldt med sorg og fortvivlelse. Især i ferier og familiebegivenheder, når venner fortalte om deres forældre og fælles aktiviteter, var det hårdt for hende. Hver samtale blev en prøvelse.
Faren giftede sig igen med en kvinde, der også havde en datter på nogenlunde samme alder som Mette. Det nye liv lignede et eventyr: en stor lejlighed, smukke ting, dyre gaver. Den anden pige fik alt, hvad Mette havde drømt om.
Et minde stod især klart for Mette. En dag inviterede faren hende til sin nye datters fødselsdag.
Mette gik ned ad gaden, fordybet i sine tanker. I dag skulle hun ind i det liv, hun engang var blevet smidt ud af. Der, i den lejlighed, var den pige, hendes far havde valgt som sin rigtige datter. Pigen hed Freja.
Da hun nåede opgangen, tøvede hun. Skulle hun virkelig gå ind? Ville hendes tilstedeværelse overhovedet passe ind? Endelig tog hun mod til sig og ringede på.
Døren blev åbnet af en høj kvinde i midten af fyrrerne.
“Kom ind,” sagde hun kort.
Mette trådte ind i en lejlighed, der straks blev fyldt med duften af nybagt kage og festlighed. Børn løb rundt, musik spillede, og gæster lo. Midt i det hele stod en slank pige iført en smuk, lyserød kjole. Det var Freja.
Frejas blik mødte Mettes. Der blev stille et øjeblik. Så kom Freja nærmere og rakte hånden frem.
“Hej, jeg hedder Freja,” sagde hun høfligt.
Mette blev lidt rød og tog forsigtigt den fremstrakte hånd.
“Det ved jeg godt,” svarede hun, lidt mere stille end planlagt.
En pinlig tavshed opstod. De to piger betragtede hinanden, som om de sammenlignede både udseende og personlighed. Freja brød stilheden først.
“Har du med en gave?” spurgte hun praktisk.
Mette så ned og mindedes æsken med farveblyanter, hun hurtigt havde købt til lejligheden. Den almindelige gave føltes pludselig forkert. Hun tog æsken op af tasken.
“Ja, her,” mumlede hun.
Freja foldede papiret hurtigt ud og kastede et flygtigt blik på indholdet. Blyanterne fik kun et svagt smil frem.
“Tak,” sagde hun kort og lagde æsken på et bord ved døren.
Mette mærkede, hvordan en varm bølge af skam steg op i hendes ansigt. Hendes beskedne gave var blevet modtaget som en pligt, ikke med glæde. Fornærmet vendte hun sig væk for at skjule sin skuffelse.
Festlighederne fortsatte, men Mettes humør forværredes. Hun så, hvordan faren lo og legede med Freja, hvordan han kærligt holdt hendes hånd og fortalte sjove historier de samme historier, han engang havde fortalt hende. Med et knugende hjerte tænkte hun: “Derfor valgte han hende i stedet for mig.”
Da festen var slut, vinkede Freja køligt farvel, som om hun skyndte sig at blive fri for gæsten. Faren kom hen til Mette og så lidt forlegen ud.
“Undskyld, det blev sådan her,” mumlede han. “Skal vi ikke mødes en anden gang?”
Mette rystede bare på hovedet. Hun gik ud af lejligheden, knust og ulykkelig. Derhjemme græd hun alene i sit værelse. Hun hadede sig selv for sin svaghed, men smerten var for stor til at modstå.
Denne fødselsdag satte en stopper for alle håb om at genoprette forbindelsen til sin far. Nu tilhørte han
