»Det er dig, der har ødelagt ham,« anklagede min nye mands ekskone mig.
»Mor, hvorfor har Artem et andet efternavn?« spurgte Mikkel og bladrede i sin halvbrors skoledagbog.
Nanna stivnede over gryden med hønsekødssuppe, og suppeskeen blev hængende i hendes hånd. Spørgsmålet hang i luften som en spændt snor. Mikkel sad ved køkkenbordet og lavede lektier uden at løfte hovedet, mens han ventede på et svar.
»Fordi han har en anden far,« svarede hun lavmælt og fortsatte med at røre i suppen.
»Hvor er hans far så?«
»Han bor et andet sted.«
Mikkel løftede endelig blikket fra hæftet og så på sin mor med opmærksomme øjne. Som elleveårig forstod han mere, end Nanna havde ønsket.
»Hvorfor græder Artem nogle gange om natten?«
Nannas hjerte snørede sig sammen. Hun vidste det selvfølgelig. Den syvårige Artem hulkede ofte i søvne med ansigtet begravet i puden. Børnepsykologen havde forklaret det med sværheder ved tilpasningen, stress fra forældrenes skilsmisse og en ny fars pludselige tilstedeværelse i huset.
»Han har svært ved at vænne sig til den nye familie,« sagde Nanna og slukkede for komfuret.
»Jeg havde det let med at vænne mig til Søren,« bemærkede Mikkel. »Han er bare fed, ikke?«
Nanna smilede. Ja, Søren var virkelig en god mand og far. Efter skilsmissen med sin første mand havde hun i tre år opdraget Mikkel alene, arbejdet på to jobs og faldet i søvn af udmattelse over hans lektier. Men så mødte hun Søren til en forældremøde han var også skilt og opdragede sin søn, Artem.
Deres forhold udviklede sig langsomt og forsigtigt. Begge var bange for at begå fejl igen og såre børnene. Men kærligheden viste sig stærkere end frygten.
»Nanna, jeg er hjemme!« lød Sørens stemme fra entreen.
»Far er kommet!« jublede Mikkel og løb for at møde sin stedfar.
Nanna fulgte sin søn med øjnene. Hvor let havde Mikkel ikke taget imod Søren! Men med Artem var det meget sværere.
Søren kom ind i køkkenet, omfavnede sin kone og kyssede hende på tindingen.
»Hvordan går det? Hvor er Artem?«
»På sit værelse. Søren, vi skal tale,« hviskede Nanna. »Idag ringede Lise.«
Mandiens ansigt ændrede sig med det samme. Lise hans ekskone, Artems mor. Hver gang hun ringede, blev det en prøvelse for hele familien.
»Hvad ville hun denne gang?«
»Hun vil have Artem i weekenden. Hun siger, han er blevet indadvendt og dårlig i skolen.«
»Hvad svarede du?«
»Hvad skulle jeg sige? Selvfølgelig må hun tage ham. Men hun antydede noget…« Nanna tøvede.
»Hvad antydede hun?«
»At det var min skyld. At jeg ikke behandler ham ordentligt.«
Søren sukkede tungt og satte sig ved bordet.
»Nanna, du ved godt, det ikke er sandt. Du har fra første dag prøvet at være en god mor for ham.«
»Jeg prøver, men lykkes det?« Gråden dirrede i Nannas stemme. »Mikkel tog imod dig med det samme, men Artem vakler stadig væk fra mig, som om jeg var en fremmed.«
»Giv ham tid. Hans situation er anderledes. Mikkel husker, hvor hårdt du havde det alene, han er glad for at have en beskytter. Men Artem levede med begge forældre, hans verden kollapsede pludseligt. Og Lise skubber ham konstant væk fra dig.«
Nanna vidste det. Efter deres bryllup havde Sørens ekskone erklæret krig. Hun kunne ikke acceptere, at hendes eksmand havde fundet lykke med en anden kvinde.
»Husker du, hvordan hun dukkede op til vores bryllup?«
Søren rynkede panden. Selvfølgelig huskede han det. Lise var stormet ind i lokalet midt under ceremonien og krævet sin søn tilbage. Hun havde skabt en scene foran alle gæsterne, råbt at Nanna havde ødelagt deres familie, selvom Søren havde været skilt i et halvt år, da de mødtes.
»Hun vil aldrig slappe af,« sagde Søren træt. »Men vi klarer det. Det vigtigste er ikke at lade hende påvirke børnene.«
Artem dukkede op i døren. En spinkel, lyshåret dreng med store, triste øjne. Han stod på tærsklen, usikker på om han skulle gå ind.
»Artem, kom og spis,« kaldte Nanna og forsøgte at lyde blid.
Drengen listede langsomt hen til bordet og satte sig så langt væk fra sin stedmor som muligt. Nanna mærkede den velkendte smerte i brystet. Hvad gjorde hun forkert?
»Hvordan gik det i skolen?« spurgte Søren.
»Fint,« mumlede Artem og stirrede ned i sin tallerken.
»Læreren klagede over, at du er uopmærksom.«
Artem trak på skuldrene.
»Er der noget, der bekymrer dig?« blandede Nanna sig forsigtigt.
Drengen skottede hurtigt til hende og vendte sig væk.
»Alt er fint.«
»Artem, mor Nanna vil gerne hjælpe dig,« sagde faren tålmodigt.
»Hun er ikke min mor!« eksploderede drengen. »Jeg har en mor! En rigtig en!«
Nanna blev bleg. Søren knyttede næverne.
»Artem, undskyld nu!«
»Nej! Hun er en fremmed! Og jeg vil ikke bo her! Jeg vil hjem til mor!«
Drengen sprang op fra stolen og løb ud af køkkenet. Døren til hans værelse smækkede.
Nanna gemte ansigtet i hænderne. Søren lagde en arm om hende.
»Tilgiv ham. Han ved ikke, hvad han siger.«
»Jo, det gør han. Og han har ret. Jeg er en fremmed for ham. Uanset hvad jeg gør, uanset hvor hårdt jeg prøver jeg ødelagde hans familie.«
»Nanna, vær nu ikke tosset. Lise og jeg blev skilt længe før vi mødtes. Du kender grundene.«
Nanna kendte dem. Lise havde været ham utro, uden at skjule sine affærer. Hun havde sagt, at hun kvæledes i ægteskabet, at hun ikke var skabt til familieliv. Men da Søren søgte skilsmisse, ændrede hun pludselig mening. Begyndte at kæmpe for familien, lovede at forbedre sig. Det var for sent.
»Men Artem ved det ikke. For ham begyndte det hele, da jeg kom ind i jeres liv.«
»Han vil lære sandheden, når han bliver ældre.«
»Og indtil da er jeg den onde, der stjal hans
