*”Du har altid været overflødig i denne familie,”* hviskede svigermor og fulgte hende med blikket.
*”Agnete, jeg har lavet saft, vil du smage?”* spurgte Mette forsigtigt, mens hun kiggede ind i stuen, hvor svigermor sad og broderede endnu en serviet.
Kvinden løftede ikke engang hovedet fra håndarbejdet.
*”Jeg har ikke brug for din saft. Har du glemt, at jeg har diabetes? Eller er du ligeglad?”*
Mette sukkede og gik væk fra døren. Diabetes? Det vidste hun godt, Agnete ikke havde. Det var bare endnu en måde at såre hende på, en måde at minde hende om, at hun ikke passede ind i det hjem, hun havde boet i i syv år.
*”Mor, nu igen?”* lød Mads’ stemme fra gangen. *”Mette gør sit bedste, hun laver mad…”*
*”Hun gør sit bedste!”* fnøs svigermor. *”Hun glemmer salt i suppen, dine skjorter bliver gule af hendes vask, og der er altid støv i huset.”*
Mette satte sig på en taburet ved komfuret og stirrede på kanden med saft. Syv år med det samme. Hver dag var der noget nyt. Suppen for salt, suppen for usaltet. Gulvet ikke vasket godt nok, sengen ikke lagt ordentligt.
*”Mads kommer snart hjem,”* sagde hun, da hun gik ind i stuen med et bakke. *”Skal vi ikke spise sammen?”*
Agnete lagde håndarbejdet fra sig og så på sin svigerdatter med det udtryk, Mette i forvejen kendte alt for godt. Foragt blandet med medlidenhed.
*”Jeg spiser på mit værelse. Jeg gider ikke se dig fodre min søn med den mad.”*
Døren smækkede. Mette blev stående alene med bakken i hænderne og en klump i halsen.
Mads kom sent hjem, træt, nikkede kun kort. Han satte sig ved bordet og spiste mekanisk, øjnene fastlåst på telefonen.
*”Hvordan gik det på arbejdet?”* spurgte Mette og satte sig overfor ham.
*”Fint,”* mumlede han uden at kigge op.
*”Mads, jeg skal tale med dig.”*
Han så op med et irriteret udtryk.
*”Igen om mor? Mette, hvornår er det nok? Hun er gammel, hun har sine meninger.”*
*”Gammel? Hun har kun lidt for højt blodtryk! Men hver dag…”*
*”Hver dag hvad?”* Han lagde gaflen fra sig. *”Hun bor i sit eget hus? Hun er utilfreds? Det er hendes hjem, Mette!”*
*”Det er også mit! Jeg er din kone, ikke din hushjælp!”*
*”Ingen tvinger dig til at lave mad eller rydde op. Mor har altid klaret det selv.”*
Mette tav. Det var nytteløst. Mads ville aldrig forstå, hvordan det var at gå på listefødder hver dag, at være bange for at sige forkert, at føle sig som en fremmed i sit eget hjem.
Efter middagen gik hun på badeværelset og stirrede længe på sig selv i spejlet. Toogtredive år, men hun følte sig som fyrre. Trætte øjne, nedadgående mundvige. Hvornår var hun blevet så gammel?
Hun tænkte tilbage på dengang, hun mødte Mads. Glad, smilende, fuld af drømme. Hun troede, hun giftede sig med en prins. Flot, høj, med et godt arbejde. Og hans mor så kultiveret ud tidligere dansklærer på pension.
*”Mette, min pige,”* sagde Agnete dengang, *”så dejligt, at Mads fandt dig. Han er så hjemmevant, han har brug for en kvindes omsorg.”*
Og Mette prøvede. Hun lærte at lave de retter, Mads elskede. Stryge hans skjorter, som Agnete viste hende. Rydde op efter hendes skjulte tidsplan.
Det første år gik fint nok. Agnettes bemærkninger var milde, smilende. *”Du lærer det, min pige.”* Men gradviss
