**Dagbogsnotat en historie om overlevelse**
Jeg hørte ved et tilfælde min mand tale i telefon: “Hun har ikke lang tid tilbage.” Derefter stoppede jeg med at tage de piller, han gav mig.
Døren til hans kontor stod på klem. Kun en fingers bredde, men nok til, at hans stemme, som plejede at være blød og indbydende som et varmt tæppe, nåede mig i en tør, formel tone.
“Ja, alt går efter planen. Lægerne siger, hun har ikke lang tid.”
Jeg stivnede midt i gangen med et glas vand i hånden. I den anden hånd holdt jeg to kapsler, som Søren Mikkelsen, min mand, altid bragte mig to gange dagligt. *”Dine vitaminer, skat. For at få kræfter. Så du bliver rask igen.”*
I de seks måneder, vi havde været gift, var jeg vant til hans “omsorg”. Vant til svagheden, til tågen i hovedet, til at min verden var blevet indskrænket til vores lejlighed i København. Jeg var begyndt at tro, jeg var alvorligt syg.
Men den sætning, slynget i telefonrøret, var fuldstændig blottet for medfølelse. Den lød kold som stål.
Jeg vaklede tilbage til soveværelset og åbnede vinduet. Uden at åbne hånden kastede jeg kapslerne ud i den tætte syren under vindueskarmen. Jeg ville ikke tage en eneste pille mere fra ham.
Næste morgen kom han ind med et bakke. Det samme smil, det samme “omsorgsfulde” blik. Men nu så jeg kun masken og rovdyret under.
“Godmorgen, min søde skat. Tid til medicin.”
Jeg svalgede.
“Jeg har allerede taget dem,” løj jeg. “Jeg vågnede tidligt og fandt dem på natbordet.”
Han kneb øjnene sammen et øjeblik, så på glasset, på natbordet.
“Godt gjort. Du passer på dig selv. Det er et godt tegn.”
Hele dagen spillede jeg apatisk, som sædvanlig. Men det var svært. Min krop, der var vant til giften, protesterede. Kulderystelser, svimmelhed, og i stedet for tåge kom der skarpe øjeblikke af klarhed. Det føltes som at gå igennem afvænning.
Dagen efter “tog” jeg pillerne igen og smed dem i syren. Søren blev tydeligvis irriteret.
“Lise, aftale er aftale: Du venter på mig. Det er vigtigt, at du tager dem på samme tid.”
Han blev mere opmærksom. Oftere i soveværelset, stirrende på mig som om han læste mine tanker.
“Du ser bleg ud. Og dine hænder er kolde. Skal vi øge dosen?”
“Nej,” hviskede jeg. “Jeg har det lidt bedre.”
Det var et farligt spil.
Nætterne blev til tortur. Jeg lå vågen og lyttede til hans bevægelser. Hver eneste åndedrag fik mit hjerte til at fryse. En nat stod han op og gik ud.
Jeg ventede til hans kontordør knirkede og listede efter.
Han talte i telefon igen, denne gang lavmælt.
“Hun mistænker noget. Hun nægter at spise, siger hun ikke har appetit. Hun er for… klar. Blikket har ændret sig.”
Jeg lænede mig mod væggen. Mit hjerte hamrede så højt, at han måtte høre det.
“Vi må skynde os. Jeg har allerede aftalt det med notaren. Henrik Nielsen er en forstandig mand. Jeg fortalte ham, at du, som læge, anbefalede en fuldmagt, mens hun stadig kan forstå det. Hendes underskrift og så er alt mit. Inger Lassesens formue bliver min.”
**Inger Lassesen.** Min mor. Hun døde for et år siden og efterlod mig alt. Den arv, min mand allerede regnede for sin egen.
Jeg nåede at vende tilbage til sengen, lige inden han kom ind. Han bøjede sig over mig, og jeg lugtede en skarp, kemisk duft fra hans hænder. Lugten af mine “vitaminer”.
Næste morgen listede jeg mig ind i det gamle klædeskammer. Der, bag i skabet, stod min samling vintage parfumeflasker. Min eneste passion før ham.
Jeg tog en tung krystalflaske. Duften af mit tidligere liv steg op gennem den tætte prop.
“Hvad laver du her?” Hans stemme fik mig til at ryste. “Du må ikke stå op.”
Jeg vendte mig langsomt.
“Jeg ville bare huske, hvordan jeg duftede, før jeg kun duftede af hospital og medicin.”
Han rynkede panden.
“Sludder. Støvsamlere. Forresten, jeg har fundet en god antikvitetshandler. Han vil give en god pris for alt det her glas. Vi har brug for penge til din behandling.”
Han rørte ved flasken i min hånd. Og så forstod jeg. Det var ikke kun mine penge, han ville have. Han ville udslette mig min identitet, min fortid.
Jeg lod blikket synke og nikkede langsomt.
“Okay. Sælg det, hvis det er nødvendigt.”
Hans fingre slappede af. Han havde ikke forventet sådan underkastelse.
“Sådan, min fornuftige pige. Jeg passer jo på dig.”
Men nu vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Hans selvsikkerhed ville blive min fælde.
To dage senere kom notaren. En ældre, skaldet mand med en mappe, der lugtede af lov og gammel papir. Hans navn var Henrik Nielsen.
Søren flakkede omkring mig.
“Lise er meget svag, Henrik. Men hun forstår vigtigheden af dette. Det er bare en fuldmagt til at administrere hendes affærer, mens hun… er syg.”
Notaren hostede og rakte mig papirerne. Jeg tog pennen. Min hånd, der engang var svag, var nu stærk. Men jeg lod den ryste.
Jeg bøjede mig over dokumentet og begyndte at skrive mit efternavn. Pludselig rystede hånden voldsomt, som i en krampe. En klat blæk pløjede ned lige hvor det passede.
“Åh, undskyld…” hviskede jeg. “Hånden adlyder mig ikke.”
Sørens ansigt stivnede.
“Ingen fare,” sagde han stift. “Vi kan printe en ny.”
Henrik Nielsen så utilfreds ud.
“Jeg har en anden aftale. Men i denne tilstand… er du sikker på, hun er ved sine fulde fem?”
Det var det første slag mod hans plan.
“Selvfølgelig er hun det!” råbte Søren for højt. “Det er bare muskelsvækkelse!”
Da notaren var gået, faldt masken. Søren greb min arm.
“Hvad var det? Du gjorde det med vilje!”
“Jeg har det skidt,” hviskede jeg, og ægte tårer vældede frem. Tårer af raseri og magtesløshed. “Jeg kan ikke kontrollere min krop.”
Han slap mig, men hans blik var nu koldt og beregnende. Han stolede ikke længere på mig.
Den nat sov jeg ikke. Jeg ventede. Da huset var stille, listede jeg ind på hans kontor.
Jeg fandt nøglen til pengeskabet gemt bag bøger
