“Astrid, jeg tror… jeg har kørt over en kat…” hviskede jeg ind i telefonen, stemmen knækket.
“Og?” svarede Astrid uden en lyd af bevægelse.
“Hvad mener du med ‘og’? Hvad skal jeg gøre?”
“Du kunne i det mindste stige ud og tjekke, om den lever.”
Jeg slugte tungt. Haven var tom, og aftenluften lugtede skarpt af forbrændt metal en duft som frygt. Langsomt åbnede jeg døren og lænede mig frem uden at forlade bilen. Og så så jeg den: den levede. En lille, grå klump, dirrende, men med øjnene åbne.
“Den lever, Astrid. Hvad gør jeg?”
“Hvad mener du? Tag den til klinikken. Du skal alligevel den vej. Skynd dig!”
Forsigtigt løftede jeg katten den protesterede ikke, lå bare og åndede tungt. Jeg satte den i en skokasse på bagsædet og kørte af sted.
Klinikken lå normalt en halv time væk. Men ikke den dag. For den dag strakte sig ud i evigheden, som om tiden selv havde glemt at gå videre.
I bagagerummet lå allerede en hund. En gammel blandingsrace, kørt over af et tog. Mine sommernaber havde bedt mig om at bringe den til klinikken “lad den sove fredeligt ind, så den ikke lider mere,” sagde de. Ingen ejede den, men vi følte alle med den. Så jeg sagde ja. Automatisk.
Og nu var der også denne kat.
Jeg kørte som en galning, mens tankerne malte: “Hvilken dag er det her? Hvilket liv er det her?”
På klinikken var der heldigvis ingen kø. Jeg stormede ind med kassen i hænderne, som om jeg havde en fødende kone lægen tog den straks og forsvandt ind i undersøgelsesværelset.
“Hvordan går det? Er den okay?” spurgte jeg, mens jeg dansede foran døren.
“Vi tager en røntgen,” nikkede assistenten. “Den ser ud til at være i okay stand, men vi skal være sikre.”
Femten minutter. En evighed. Tiden drillede mig, uret syntes at stå stille. Jeg gik i cirkler, stirrede på loftet, vinduerne, plakaterne af Britisk Korthår og Maine Coon…
Og indeni marredes jeg. Ikke af almindelig bekymring men af skyld. For jeg havde ikke set den. Jeg skulle ikke have kørt så hurtigt. Alt kunne have været anderledes. Den lille, forsvarsløs, et sekund for sent på vejen og mig, der kun tænkte på, hvor afkørslen til klinikken var. Et øjeblik. Et klik i skæbnen og nu stod jeg her med en klump i halsen og bad inderst inde: “Lad den leve. Lad mig gøre det godt igen…”
Endelig kom lægen ud.
“Den skal opereres.”
Og så huskede jeg hunden lå stadig i bilen!
Jeg løb tilbage. Stilhed. Ingen hyl. Ingen bevægelse. Jeg trykkede på knappen, og bagagerummet åbnede langsomt.
To forskrækkede øjne stirrede på mig fra mørket. Den levede.
“Hej,” hviskede jeg. “Undskyld… vi finder ud af det.”
Jeg stormede tilbage til klinikken og greb lægen en streng, mager kvinde med skarpe øjne.
“Der er også en hund. I bagagerummet. Kørt over af et tog, bagbenene…”
“De ringede om aflivning… De sagde, der ikke var håb.”
Jeg tav. Ordene sad fast.
Kvindens ansigt forblev roligt. Hun greb bare en jakke og fulgte med mig ud.
Vi åbnede bagagerummet. Hun så på hunden, så på mig. Hendes blik skar gennem mig som en røntgenstråle.
“Er du sindssyg? Hvem sagde, den skulle aflives? Ja, benene heler ikke. Men den kan leve. Vi har reddet værre. Bring den ind.”
Jeg nikkede bare. Jeg sagde ikke imod. Lægen havde sagt, den ville leve. Det var nok.
Om aftenen sprængte jeg ind ad døren. Astrid vendte sig overrasket fra komfuret:
“Hvad er der galt, Erik?”
Uden et ord gik jeg ind på soveværelset, tog en gammel bog frem, hvor jeg gemte penge. En drøm. En motor. Det betød ikke noget længere.
“Erik?! Hvad sker der?”
“De vil leve!” råbte jeg. “Begge to!”
“Hvem? Er du blevet skør?”
“Jeg forklarer det!”
Vi beholdt dem. Katten fik navnet Mie. Hunden blev kaldt Balder. Vi overlevede det hele sammen: drop, søvnløse nætter, genoptræning.
Astrid sagde bare dengang:
“Hvis de skal være her, finder vi ud af det.”
Og det gjorde vi. Hun fodrede Mie med kærlighed, tækkede Balder til. Vi græd, da Mie tog sine første skridt. Vi lo, da Balder susede gennem haven på sin trillebår.
Fem år gik. De var ikke kæledyr. De var familie.
I dag, da jeg kom hjem, mødte duften af kage mig. Astrid omfavnede mig bagfra, hårdt. Og hun rystede.
“Hvad er der?” vendte jeg mig mod hende.
“Vi bliver flere…” hviskede hun og lagde hånden på maven.
Først forstod jeg ikke. Så… forstod jeg.
Jeg er fyrre. Hun er syvogtredive. Vi prøvede længe. Vi havde næsten opgivet. Næsten. Men engang sagde en mærkelig kvinde til os:
“I får tre børn. To er naturens gave. En er Guds. For jeres gode hjerte. For jeres tålmodighed. Vejen bliver hård, men lys.”
Mie sov sammenrullet ved vindueskarmen. Balder, nu gammel, humpede hen til os og sukkede dybt.
Dengang troede jeg ikke på det. Nu gør jeg.
For engang sagde vi “ja” til livet. Og livet sagde “ja” til os.
Lüszi, jeg tror… jeg har kørt over en kat…” hviskede jeg ind i telefonen med rystende stemme.
