“Drager du til sommerhuset? Så kan du jo bare blive der,” lo datteren, mens hun lejede lejligheden ud.
“Mor, kan du huske, hvor min blå sweater er?” råbte Freja fra sit værelse. “Den med hætten.”
Ellen Margrethe så op fra de gamle fotos, hun sad og gennemgik, og lyttede. Datteren rodede i skabet, mens bøjlerne raslede.
“Den er vist i vask,” svarede hun. “Prøv at kigge på altanen.”
“Jeg fandt den!” lød det et øjeblik efter.
Ellen Margrethe vendte tilbage til billederne. Der var lille Freja, sidende i sin afdøde mand Eriks arme ved deres første bil. Og så Freja som skolepige med en buket blomster på skolens årlige fest. Og studenterhuen…
“Mor, hvad er det, du kigger på?” Freja kom ud fra sit værelse, iført den blå sweater.
“Bare nogle gamle billeder, jeg fandt i kommoden. Jeg prøver at sortere, hvad vi skal gemme og hvad vi skal smide ud.”
Freja kom nærmere og kiggede ned i æsken.
“Åh, det er os i sommerhuset!” Hun tog et billede, hvor de stod tre sammen ved den nybyggede terrasse. “Far levede stadig dengang. Hvor mange år er der gået?”
“Otto,” svarede Ellen Margrethe stille. “I august er der otto år.”
“Tiden flyver,” sukkede Freja og lagde billedet tilbage. “Mor, forresten, jeg ville gerne snakke med dig om noget.”
Der var noget i stemmen, der fik Ellen Margrethe til at spidse ører. I sine fireogtyve år som mor havde hun lært at genkende hver eneste nuance i Frejas stemme. Denne forsigtige tone varslede ofte en ubehagelig samtale.
“Hvad er der, skat?”
Freja gik ud i køkkenet og satte sig ved bordet. Ellen Margrethe fulgte efter.
“Altså, jeg har fået en chance for at tjene rigtig godt,” begyndte Freja uden at møde hendes blik. “En kunde har tilbudt mig et arbejde med at udvikle en webshop.”
“Det lyder da godt,” sagde Ellen Margrethe glad. “Du er jo god til den slags.”
“Ja, men der er en udfordring,” Freja drejede en ske mellem fingrene. “Han tilbyder en høj løn, men kun hvis jeg arbejder hjemmefra. Og her i lejligheden bliver det svært at koncentrere mig.”
“Hvorfor det? Jeg forstyrrer dig da ikke.”
“Mor, altså… Fjernsynet, telefonopkald, naboernes musik. Jeg har brug for stilhed for at arbejde.”
Ellen Margrethe nikkede. Lydisoleringen i deres ældre lejlighed var ikke den bedste, og naboen spillede tit høj musik.
“Hvad foreslår du så?”
“Jeg tænkte…” Freja tøvede. “Hvad hvis jeg lejede en anden lejlighed? Et stille sted. Jeg har råd nu.”
“Leje en lejlighed? Hvad er der galt med denne?”
“Mor, du misforstår. Selvfølgelig er den min. Men jeg har brug for mit eget arbejdsrum. I hvert fald et års tid.”
Ellen Margrethe så forvirret på sin datter. De havde altid boet sammen, selv da Freja var gift, hvor manden flyttede ind hos dem. Ægteskabet varede ikke længe, og da Anders flyttede, blev Freja boende.
“Skal jeg så sidde her alene?”
“Mor, du tager jo altid til sommerhuset!” Freja lyste op. “Fra maj til oktober bor du der næsten. Så kunne du lige så godt blive der helt.”
“Helt?” Ellen Margrethe forstod ikke.
“Ja, flyt derud, så kan vi leje lejligheden ud. Vi deler indtægten.”
Ellen Margrethe følte en klump i halsen.
“Så du vil have mig til at flytte?”
“Nej, det er ikke sådan!” Freja viftede med hænderne. “Det er bare en praktisk løsning. Du elsker sommerhuset, og lejligheden står tom.”
“Hvad med vinteren? Der er koldt derude.”
“Der er brændeovnen. Eller vi sætter en el-radiator op.”
“Freja,” sagde Ellen Margrethe stille, “vil du virkelig have, at en kvinde på niogtredive skal bo på landet om vinteren?”
“Mor, du er kun otteogtredive! Og mange pensionister bor der hele året. Frisk luft, ro og fred.”
“Og ingen til at hjælpe, hvis noget sker.”
“Men der er jo naboer! Fru Jensen og hr. Mikkelsen bliver der også om vinteren.”
Ellen Margrethe tav, mens hun tænkte over det. Freja fortsatte:
“Tænk på det. Hvorfor have en tom lejlighed, når vi kan tjene på den? Folk betaler godt i denne bydel.”
“Men hvad hvis dit arbejde stopper?”
“Det stopper ikke. Dette er et langvarigt projekt. Og hvis det gør, finder jeg noget andet.”
Ellen Margrethe rejste sig og gik hen til vinduet. Børn legede i gården, en hund gøede, og biler kørte forbi. Byens sædvanlige larm, hun havde vænnet sig til gennem årtier.
Men sommerhuset… Det var noget helt andet. En lille grund i en sommerhuskoloni femogtredive kilometer fra byen. Et lille hus, hun og Erik havde bygget selv, med have og frugttræer. Et sted at slappe af fra byens hektik.
Men bo der hele tiden?
“Freja, har du tænkt på, hvis jeg bliver syg? Hvem skal ringe efter en læge?”
“Mor, du har en telefon. Og en bil.”
“Jeg er bange for at køre. Jeg fik kørekort, men tør ikke bruge det.”
“Du lærer det. Eller tager bussen.”
Ellen Margrethe vendte sig mod sin datter.
“Du har allerede besluttet det, ikke?”
Freja så flov ud.
“Nej, selvfølgelig ikke. Jeg foreslår det bare. Tag dig tid til at tænke over det.”
“Hvornår skal du have svar?”
“Altså… kunden siger, projektet starter den første. Så om tre uger.”
Ellen Margrethe gik tilbage til billederne og tog et frem, hvor hun og Erik stod foran deres nye hjem som nygifte. Hun var toogtyve, han femogtyve. Hele livet foran sig.
“Kan du huske, hvordan vi fik denne lejlighed?” spurgte hun.
“Selvfølgelig. Du har fortalt det hundrede gange.”
“Din far stod i kø i otte år. Arbejdede overtid på fabrikken, engagerede sig. Alt for disse to værelser.”
“Mor, det var dengang. Tiderne er anderledes nu.”
“Ja, tiderne er anderledes,” nikkede Ellen Margrethe. “Dengang inviterede forældrene børnene hjem, ikke sendte dem på landet.”
“Mor, nu overdriver du. Jeg smider dig da ikke ud. Det er en win-win-løsning.”
Ellen Margrethe smilede bittert. Hvordan var det lige en win for hende at bo i en sommerhuskoloni midt
