**Dagbog**
*Det skal vi nok se til*
»Nej! Så længe vi bor i dette vanvittige hus med din mor og Lise, bliver der ingen bryllup!«
»Mette, hvorfor skal du altid gå så hårdt til værks? Vi kan leje en kjole, vi har stadig tid. Eller vi kan udsætte brylluppet, hvis du vil… Vi kan løse det roligt,« sagde Mads med et suk.
»Du forstår det ikke,« Mette foldede armene over brystet. »Det handler ikke om kjolen. Det handler om, at jeg føler mig som i en krig her. Din søster er en voksen kvinde, men hun opfører sig stadig som et barn. Og egentlig er det din mor, Helle, der er skyld i alt.«
Mads syntes selvfølgelig ikke om de ord, selvom Mette havde ret på nogle punkter. På et eller andet tidspunkt havde Helle, med vilje eller ej, vendt Lise mod sin kommende svigerdatter.
Mette og Mads mødte hinanden på universitetet. Forholdet udviklede sig langsomt, fordi ingen af dem havde deres egen bolig dengang. Mads boede hos sin familie. Som han sagde »for alles bekvemmelighed.«
»Jeg har en lejlighed fra min bedstemor. Men vi har ikke brug for den endnu, så mor udlejer den. Når vi får brug for den, renoverer vi den,« forklarede Mads.
Et år senere blev lejligheden aktuell. Mads mente, det var tid til at tage næste skridt i deres forhold. De havde begge fået deres eksamener og fået arbejde, så der var ingen grund til at vente længere.
»Vi bor hos min mor et stykke tid, og så holder vi bryllup og flytter,« planlagde han højt. »Jeg tror, højst et halvt år så bor vi for os selv.«
Først blev Mette glad. Det lød godt og seriøst. Men så tænkte hun sig om: De havde ingen erfaring med at bo sammen, og nu skulle hun pludselig ind i en kamp med sin kommende svigermor. Ville det ødelægge deres kærlighed?
Næsten.
Helle var ikke den typiske onde svigermor, der klamrede sig til sin søn. Hun lovede endda at hjælpe med brylluppet. Hun lavede lækker mad til hele familien, selvom Mette flere gange prøvede at overtage køkkenet, og hun skændtes ikke eller krævede noget. Problemet var noget andet.
Helle havde en meget speciel opdragelsesmetode. Hun var strengere overfor Lise, den yngste datter, og måske med god grund. Pigen var enormt forkælet og havde brug for en blid hånd. Men blidhed var ikke Helles stærke side.
Engang overhørte Mette en familiescene. Hun lavede te, mens Helle sad ved bordet og kiggede i Lises skolebog. Hun fandt flere nye toere og en bemærkning om adfærd.
»Åh… Igen de samme fejl… Var det virkelig så svært at lære dig en lille digt?« sukkede Helle træt. »Nå, du giver mig din telefon og tablet nu, og så læser du videre. Du får telefonen tilbage, når du kan digtet udenad. Tabletten får du først, når du har en femmer i dansk.«
Lise klikkede med tungen og rullede demonstrativt med øjnene.
»Jamen, tag den da! Jeg spørger bare Mads, han giver mig sin,« snerrede hun.
»Nå, ja,« grinede Helle. »Tror du, du kan gemme dig bag din bror for evigt? Han flytter snart ud med Mette, får sine egne børn og så glemmer han os.«
*Det skal vi nok se til!* råbte Lise, smed elektronikken på bordet og stormede ind på sit værelse.
Døren smækkede. Mette så forvirret på Helle. Hun følte sig akavet, som om hun havde set noget privat. Hun kunne se, at hendes kommende svigermor gik for langt. Men det var pinligt at irettesætte en voksen kvinde.
»Helle, du er lidt hård mod hende…,« sagde Mette forsigtigt.
»Hvorfor? Hun må lære det livet er ikke kun rosenrødt. Jeg fortæller hende bare sandheden.«
Den »sandhed« kom til at ramme Mette hårdt.
Hun havde lagt mærke til, at Lise undgik hende. Hun spiste ikke med dem, og hvis de sad sammen, gik hun. Først troede Mette, Lise var genert. Men så begyndte de små provokationer. Lise gemte fjernbetjeningen til airconditionen i varmen, ødelagde Mettes makeup. Og da Mads efter Mettes ønske satte en lås på døren, gik Lise helt i baglås.
»Hvordan skal jeg så lave mine lektier?!« skreg hun. »Jeg har rapporter til skolen!«
»Du kan skrive dem under opsyn,« svarede Mads roligt. »Når jeg er hjemme.«
»Før låste du aldrig din dør!«
»Før boede jeg alene, Lise. Og før rodede du heller ikke i mine ting.«
»Jeg rodede ikke, din Mette lyver! Jeg hader hende!«
Lise låste sig inde på sit værelse og græd hele aftenen. Mette vidste ikke, hvad hun skulle tro. Hun kunne ikke lide pigens opførsel, men hun ville heller ikke eskalere situationen.
»Hun er bare et barn,« sagde Mads og trak på skuldrene.
»Hun er tolv år,« svarede Mette. »Mads, skal vi ikke bare leje en lejlighed?«
»Åh, kom nu, vi skal bare holde ud lidt endnu. Mor siger, vi kan gøre det færdigt på fire måneder.«
Fire måneder… For Mads var det kort tid. For Mette føltes det som en evighed.
Hun prøvede at snakke med Lise, gav hende chokolade, spurgte om skolen. Lise svarede altid »det er fint«, tog slikket og det var det. Intet ændrede sig.
Det blev kun værre.
Engang var Mette travl om morgenen, hun hængte sin taske på døren og gik i bad. Ude på gaden opdagede hun, at nogen havde rodet i tasken, men hun havde ikke tid til at tjekke hun var sent på den. Hun måtte vente en time på, at Helle kom hjem og lukkede hende ind, fordi nøglerne på mystisk vis var forsvundet.
Mette anede, hvor de var blevet af. Hun hviskede det til Helle, der konfronterede Lise og fik nøglerne tilbage men smagen i munden blev.
Siden da passede Mette bedre på sine ting. Men Mads havde stadig vanen at glemme at låse døren. Det blev deres undergang.
Lige før brylluppet havde ingen tid til Lise. De forberedte alt, pyntede bilen, ringede til gæster, fotograf, familie… Alt var på hjemmesiden. Om aftenen ville Mette se sin brudekjole en sidste gang, åbnede skabet og den var væk. Nogen havde skåret den i stykker. Mette vidste hvem.
Hænderne rystede. Halsen snørede sig sammen af vrede og magtesløshed. Hun kunne ikke engang
