*Du kan blive, hvis du laver mad til alle,* grinede manden.
*Den nabo klager igen over støj,* mumlede Viktor og smed nøglerne på kommoden. *Hun siger, musikken spillede til halv tolv i går.*
*Spillede den ikke?* spurgte Ellen uden at kigge op fra bladet. *Dine venner råbte sange til de ikke kunne mere.*
*Og hvad så? Det var lørdag. Jeg har ret til at slappe af i min egen lejlighed.*
Ellen tav. Det var nytteløst at diskutere med sin mand efter hans druktur i går. Hovedet måtte hamre på ham, og humøret var utåleligt.
*Forresten kommer drengene igen i aften,* tilføjede Viktor på vej til badeværelset. *Vi skal se kampen.*
*Hvor mange bliver det?* spurgte Ellen træt.
*Fem-seks stykker. Har ikke talt nøje.*
Ellen lukkede bladet og kiggede på uret. Halv tre. Så om et par timer ville larmen begynde igen. Skrål, fulde snakke, cigaretrøg. Og i morgen tidligbunker af beskidt service og askebære fyldt med skodder.
*Viktor, kan vi ikke undgå festen i aften?* forsøgte hun. *Drik bare te.*
Manden kom ud fra badeværelset og tørrede ansigtet med et håndklæde.
*Hvad snakker du om? Hvem ser en kamp uden snacks? Drengene kommer sultne hjem fra arbejde.*
*Hvem skal lave maden?*
Viktor så på hende, som om hun spurgte om noget indlysende.
*Hvem laver den altid? Du er husets frue.*
*Jeg har været på lægehuset hele morgnen, løbet i butikkerne, gjort rent,* følte Ellen vreden boble i brystet. *Jeg er træt, Viktor.*
*Så hviler du en time og sætter igang. Jeg beder ikke om noget svært. Skær noget spegepølse, ost, steg nogle kartofler.*
Ellen rejste sig fra sofaen og gik ud i køkkenet. Tallerkener fra middagen stod endnu på bordet, og vasken var fyldt med gryder. Nu skulle hun rydde op og dække bord for mandens venner.
*Hvad med at bestille noget?* foreslog hun fra køkkenet. *Pizza eller grillmad.*
*Med hvad?* svarede Viktor. *Vokser penge på træerne? Det er billigere og bedre, hvis du laver det selv.*
Ellen begyndte at vaske op, skrubbede hver tallerken hårdt. Treogtyve års ægteskab, og ikke én gang havde manden spurgt, om hun også havde lyst til at slappe af eller tilbringe aftenen med venner.
Da hun giftede sig med Viktor, syntes han som en ægte mand. Alvorlig, hårdtarbejdende, drak næsten ikke. Og vigtigsthan lovede at værne om hende og aldrig lade hende gå til.
De første år holdt han ord. Viktor arbejdede på byggepladsen, kom hjem træt men tilfreds. Ellen arbejdede på biblioteket, lavede mad om aftenen, gjorde rent, vaskede. De levede beskedent, men lykkeligt.
Alt ændrede sig, da han fik forfremmelse og blev byggeleder. Lønnen steg, nye bekendtskaber dukkede op, og med dem nye vaner. Først blev Viktor senere hjemme, så begyndte han at tage kolleger med. Først lejlighedsvis, så oftere og oftere.
*Ellen, hvor er vores vodka?* råbte manden fra stuen.
*I skænken, på øverste hylde.*
*Der er kun én flaske. Det bliver for lidt.*
*Så gå ud og køb mere.*
*Har ikke tid. Det må du selv gøre, siden du alligevel laver mad.*
Ellen lagde tallerkenen i opvaskestativet og sukkede dybt. Igen skulle hun løbe i butikken, bruge familiens penge på spiritus til mandens venner.
*Kan vi ikke undvære alkohol?* prøvede hun igen. *Køb et par øl.*
*Hvad snakker du om!* protesterede Viktor og dukkede op i køkkenet. *Øl? Det er en afgørende kamp, drengene har fri med vilje. Jeg kan da ikke byde dem øl.*
Han gik hen til hende og lagde hænderne på hendes skuldre.
*Hvorfor er du så ked af det? Det er kun én aften. Du kan sove ud i morgen.*
*Hver weekend er det “kun én aften”,* sagde Ellen stille. *Enten en kamp, en fødselsdag eller bare en samling.*
*Mænd arbejder hårdt, de skal slappe af engang imellem. Det forstår du vel.*
*Arbejder jeg ikke?*
Viktor tog hænderne til sig og tog et skridt tilbage.
*Kalder du biblioteket for arbejde? Du flytter rundt på bøger i dit eget tempo. Det er ikke arbejde, det er afslapning.*
Ellen følte en kuldegysning ned ad ryggen. Manden omtalte altid hendes job nedladende, som om det var ligegyldigt.
*Så mit arbejde er afslapning?*
*Ja. Du sidder i stilhed, snakker med kultiverede mennesker. Jeg skal stå på byggepladsen hele dagen med grove fyre.*
Ellen tav. Diskussioner var nytteløse. Viktor forstod aldrig, at arbejde med mennesker også var belastende, at hun løste utallige små problemer hver dag, hjalp læsere, arrangerede børneaktiviteter.
*Fint,* sagde hun til sidst. *Hvor mange kommer? Præcis.*
*Jeg sagde fem-seks. Ved ikke helt, hvem der dukker op.*
*Hvornår?*
*Kampen starter klokken seks. Så de kommer nok halv seks.*
Ellen kiggede på uret. Klokken var tre. Tiden var knap, hvis bordet skulle dækkes ordentligt.
*Så giv mig penge til madvarer. Og lav en liste over, hvad jeg skal købe.*
Viktor rodede i lommen og trak en krøllet tusindkroneseddel frem.
*Er det nok?*
*Til seks? Næppe.*
*Så tag noget hjemmefra. Der er masser i fryseren.*
Ellen tog pengene og gik for at tage jakke på. Der lå kød i fryseren, men det var beregnet til hele ugen. I morgen skulle der laves mad igen.
Butikken lå ti minutters gang derfra. Ellen gik langsomt og tænkte på sit liv. Hvornår var hun blevet tjener i sit eget hjem? Hvornår ophørte hun med at være hustru og blev kok og rengøringsassistent?
I butikken fyldte hun en vognspegepølse, ost, grøntsager til salat, chips, nødder. Ved kassen manglede hun penge.
*Fjern chipsene,* bad hun kassedamen.
Også nødderne måtte væk. Tusind kroner var lige akkurat nok til det nødvendige.
Derhjemme lå Viktor på sofaen og så tv.
*Det gik da hurtigt,* bemærkede han anerkendende. *Hvad købte
