**Dagbog**
Han er ikke min søn, sagde millionæren koldt, hans stemme gjaldede gennem den marmorhvide entré. Tag dine ting og forsvind. Begge to. Han pegede mod døren. Hans kone holdt barnet tæt ind til sig, tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hvis han bare vidste
Udenfor passede stormen til den indre uro. Johanne stod stiv som en stokkestille, fingrene hvide af, hvor hårdt hun holdt om den lille Magnus. Hendes mand, Frederik Mikkelsen, den velhavende forretningsmand og overhoved for Mikkelsen-familien, stirrede på hende med en vrede, hun ikke havde set i deres ti år sammen.
Frederik, jeg beder dig hviskede Johanne med skælvende stemme. Du ved ikke, hvad du siger.
Jo, jeg ved det udmærket, knurrede han. Den dreng er ikke min. Jeg fik lavet en DNA-test i sidste uge. Resultaterne er klare.
Beskyldningen ramte hårdere end et slag. Knæene gjorde næsten oprør under hende.
Du fik lavet en test uden at fortælle mig det?
Det var nødvendigt. Han ligner mig ikke. Han opfører sig ikke som mig. Og jeg kunne ikke længere ignorere rygterne.
Rygter?! Johanne stirrede vantro. Frederik, han er et spædbarn! Og han er din! Jeg sværger på alt, hvad jeg har!
Men Frederik havde allerede truffet sin beslutning.
Dine ting bliver sendt til din fars hus. Du kommer ikke tilbage. Aldrig.
Johanne stod et øjeblik endnu, håbede måske, det bare var en af hans impulsive beslutninger, der plejede at fortage sig efter en dag. Men iskoldheden i hans stemme lod ingen tvivl tilbage. Hun vendte sig om og forlod huset, lyden af hendes hæle mod marmorgulvet overdøvet af torden over herregården.
Johanne var vokset op i et beskedent hjem, men var trådt ind i de privilegeredes verden, da hun giftede sig med Frederik. Hun var elegant, rolig og intelligent alt det, magasinerne roste og højere kredse misundte. Men nu betød det intet.
Mens den gamle Volkswagen førte hende og Magnus tilbage til hendes fars lille hus i Ry, kæmpede hun med tankerne. Hun havde været trofast. Hun elskede Frederik, stod ved hans side, da børserne kollapsede, da pressen angreb ham, selv da hans mor afviste hende. Og nu blev hun smidt ud som en fremmed.
Hendes far, Erik Sørensen, åbnede døren med store øjne.
Johanne? Hvad er der sket?
Hun faldt i hans arme. Han sagde, Magnus ikke er hans Han smed os ud.
Eriks kæbe strammede. Kom ind, skat.
I de følgende dage vænnede Johanne sig til sin nye virkelighed. Huset var lille, hendes gamle værelse næsten uændret. Magnus, uvidende, legede og pludrede og gav hende stunder af fred midt i sorgen.
Men noget nagde i hende: DNA-testen. Hvordan kunne den være forkert?
Fortvivlet efter svar tog hun til laboratoriet, hvor Frederik havde fået testen lavet. Hun havde også kontakter og nogle gæld at inddrive. Det, hun fandt ud af, fik hendes blod til at fryse.
Testen var blevet manipuleret.
Samtidig var Frederik alene i sin herregård i Aarhus, plaget af stilheden. Han fortalte sig selv, han havde gjort det rigtige han kunne ikke opdrage på en andens barn. Men samvittigheden gnavede. Han undgik at gå ind i Magnus gamle værelse, men en dag blev nysgerrigheden for stor. Da han så den tomme seng, den bløde giraf og de små sko på hylden, knækkede noget i ham.
Ikke engang hans mor, Fru Agathe, kunne hjælpe.
Jeg advarede dig, Frederik, sagde hun og nippede til sin dyre te. Den Sørensen-pige passede aldrig til dig.
Men selv hun blev overrasket, da Frederik ikke svarede.
En dag gik. Så en uge.
Og så kom brevet.
Uden afsender. Kun et ark papir og et fotografi.
Frederiks hænder rystede, da han læste det.
*Frederik,*
*Du tog fejl. En stor fejl.*
*Du ville have beviser her er de. Jeg fandt de originale resultater. Testen blev manipuleret for at vise det, der blev ønsket. Og det foto, jeg vedlægger jeg fandt det i din mors skrivebord Du ved, hvad det betyder.*
* Johanne.*
Frederik sank sammen på stolen, brevet faldt mellem hans fingre. Fotografiet landede med billedsiden op på det blanke gulv: Fru Agathe, mens hun frækt plukkede hårstrå fra barnets pude, med sit kolde, triumferende smil. Alt gik op for ham. Her var beviset. Hans mor havde stjålet prøverne og ødelagt alt.
Han sprang op, rystet af raseri. Hvor kunne hun? Hvilket monster ville
Frederik forstod sandheden billedet viste hans far med de samme lyseblå øjne som Magnus, hvilket beviste, hvordan Agathe havde falsket DNA-testen i sin besættelse af at bryde deres ægteskab. Papiret knugede sammen i hans rystende hænder. Og nu, alene i den kolde entré, betød hans millioner i *kroner* intet; kun de tunge tårer, der faldt på brevet, og den desperate længsel efter at løbe tilbage til Johanne og deres søn, som han havde været så bange for at miste.
