Hjælpeløshed og forvirring
Mette kom ud af kirken trist, men med en smule håb. Hun havde grædt og bedt til Gud om at sende hende et barn. Hun og hendes mand, Jens, havde været sammen i over ti år, men hun kunne stadig ikke blive gravid. Derfor begyndte hun at gå i kirke og bede, trygle. Ti års ægteskab, og ikke en eneste graviditet.
Hvor mange tårer havde hun ikke fældet? Hvor mange læger havde hun ikke besøgt? Men svaret var altid det samme:
“I er sunde og raske, det sker for nogle, I må bare vente Tiden er ikke inde endnu.”
“Hvor længe skal vi vente, Jens? Hvor længe?” sagde hun og så på sin mand. “Uden et barn er der ikke en rigtig familie.”
Jens var også bekymret. Han drømte om en arving, især fordi han havde en succesrig forretning. De levede i velstand, manglede intet kun et barn.
“Mette, hvad nu hvis vi adopterer et barn fra et børnehjem? Et lille et, som vi kan opdrage?” foreslog han.
“Nej, Jens, jeg vil selv føde. Hvorfor siger lægerne, at jeg er rask, hvis?”
Måske havde Gud til sidst forbarmet sig over Mette, eller måske var tiden bare inde men hun blev gravid. Glæden og lykken var ubeskrivelig. Selv om graviditeten var hård, ville hun udholde alt for at få sit længe ventede barn.
Lille Mads blev født svag og syg ofte, men hans forældre passede på ham dag og nat. De beskyttede ham mod alt, endda mod andre børn, af frygt for, at han skulle blive smittet. Mette gik tur med ham langt fra legepladser.
Mads fik alt det bedste og dyreste. Allerede som fireårig havde han en tablet, og da han startede i skole, fik han en dyr mobil. Alt, hvad han pegede på, blev købt. Men jo ældre Mads blev, desto mere utålelig blev hans adfærd.
Jens var altid på arbejde, Mette var hjemme, fulgte ham til og fra skole, lavede mad efter hans ønsker. Hvis hun lavede noget andet, blev Mads rasende:
“Hvad er det for noget mærkeligt mad? Jeg gider ikke spise det! Jeg vil ikke have bøfsandwich!” Så hældte han salt direkte i tallerkenen og krævede sin yndlingssuppe.
Mads var nu tretten, i den svære teenagealder, og helt ude af kontrol. Mette fortalte Jens om det, men han beroligede hende:
“Mette, det er bare en fase. Drengene går igennem det. Vi må vente, det går over.”
En dag kom Jens hjem fra arbejde og sagde med det samme:
“Min dreng, jeg har købt en ny telefon til dig.” Mads kom ud af sit værelse, og Jens rakte ham æsken.
Et øjeblik efter lød en vred stemme. Mads råbte:
“Hvad er det for en lorte-telefon? Jeg sagde, jeg ville have en anden model! Kun fattigrøve går rundt med sådan en. Vil I have, at de andre børn skal grine af mig?” Han svingede armen og smadrede telefonen mod væggen, før han smækkede døren.
Forældrene udvekslede et forvirret blik.
“Hvad sagde jeg?” sagde Mette. Jens kunne ikke svare.
Det samme skete med tøj og sko. De turde ikke købe noget uden hans godkendelse, ellers ville Mads lave en scene. Så ringede klasselæreren en dag og bad Mette komme til skolen.
Hun vidste, det måtte være alvorligt.
“Hvad har Mads nu gjort?” Hun orkede ikke at spørge ham selv.
“Hej, Mette,” sagde klasselæreren. “Tak fordi du kom. Jeg er nødt til at tale alvorligt om din søns adfærd. Mads fornærmer lærerne, afbryder undervisningen, og hvis de irettesætter ham, griner han bare og siger, han kender sine rettigheder og vil klage, så de kan blive fyret.”
Han låner sin dyre telefon ud til klassekammeraterne og kræver så penge for det. Han tvinger dem til at lave hans lektier.
Mette ville synke i jorden af skam. Hun stod rød i hovedet, sveden løb ned ad ryggen.
“Mette, du må tale med din søn,” sagde læreren endelig.
Hun lovede det og undskyldte for ham. På vej hjem tænkte hun, at hun snart ikke kunne holde ud mere. Hun var bange for at miste besindelsen og give ham en lussing.
“Hvor gik det galt? Hvor mistede vi ham? Vi elsker ham jo. Kan kærlighed og omsorg virkelig skabe ondskab og ulydighed? Hvorfor blev han sådan? Alt det gode, vi gav ham hvorfor blev det til dette? Mads er blevet aggressiv, ondskabsfuld, respektløs, umulig at være sammen med. Og han var vores længe ventede barn.”
De kunne ikke styre deres eneste søn.
Hos naboen boede en familie med fire børn. Der var aldrig skrig eller larm, børnene var altid høflige og rolige. De to ældste drenge hjalp endda Mette med at bære poser hjem, hvis de så hende komme fra butikken. Engang spurgte hun deres mor, Lise, hvordan hun håndterede det.
“Det går fint,” sagde Lise. “Min mand kommer selv fra en stor familie og siger altid, at når der er mange børn, er der også fred og harmoni i hjemmet. Og ved du hvad? Han har ret. Børnene hjælper hinanden. Det er slet ikke svært at opdrage dem.”
Mette lyttede og følte et stik af misundelse. Hun havde aldrig hørt et ondt ord fra nabobørnene.
Mads kom hjem fra skole, smed sin taske på gulvet, sparkede sine dyre sneakers af og spredte dem over entreen.
“Jeg er træt af den skole! Træt af de lærere! Mor, jeg har da sagt, at du ikke skal gå ind på mit værelse, når jeg ikke er hjemme!” Mette tav.
Hun var stadig rystet over samtalen med læreren, og nu kom Mads hjem i dårligt humør. Hun havde ikke kræfter til at håndtere hans udbrud. Hans humør var altid det samme: vredt, som om hele verden havde svigtet ham.
Mette dækkede bord, vidste han ville komme og spise, men han kom ikke. Hun gik ind på hans værelse. Han stod midt i rummet og skar langsomt i sin dyre læderjakke, mens han gloede på hende med et hånligt smil. Hendes øjne blev store.
“Værsgo. Hvorfor løb du til skolen? Bare fordi læreren ringede? Hørte du en masse dårligt om mig? Nå, men jakken var dyr, ik? Så må I købe en ny og den skal være dyrere! Ellers gør jeg det igen!”
Han fortsatte demonstrativt for hendes øjne. Mette kunne ikke holde det ud og g
